Den uforbederlige bibliotekar
Niels Jensen
Familievennen Underholdende Billedblad for Hjemmet. Redigeret af Fr. Winkel Horn (senere V. Østergaard). Udgivet af N.C. Roms Forlagsforretning. Udkom 1877-83. Skanningen (affotograferingen) er udført efter eksemplarer fra biblioteker eller i privat eje. Tidsskriftets skønlitterære indhold er indekseret på Dansk Forfatterleksikon:
https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p109188.htm
Udarbejdet 2023 af Niels Jensen
Opdateret den 1. september 2023 af Niels Jensen
i | | 1 N
Å * *
EN
| emne
7 i)
illedblad for &
holdende
XR nalen
Ul
12
Redigeret ak Vilhelm Gſtergaard.
Fortællinger.
Eu rusſiſk Fyrſte, Roman af Alexis Tolſtoy 1, 5, 29, 43, 57, 71, 99, 113, 127, 141, 155, 169, 197, 225, 239, 253, 267, 295, 326, 338, 396, 424, 438, 493, 21978536) 592, 620, 631, 647, 662,
687, 704, 720,
En Juleaften, af V. Oftergaard
Ingeborg, af E. Heuningſen .
Sjclevandringen, en Kunſtuerhiſtorie fra det gamle Florents 24, 32, 49,
Min ny Kokkepige, en Skitſe, ved d.
Pedro og Maraja, en Tildragelſe fra Spanſk⸗Veſtindien i 1867
En ubuden Gjeſt, af M. E. Braddon
77, 92, 106,
J Jecrubauekupéen, overſat af O. J.
Den vidunderlige Balſam .. 8
Overmod ſtaar for Fald.
John Prettyſons Pappegoje, af G. e Sedo
Mellem Kunſtberidere, af Dr. Bavian
Eu Time hos Lappeſkrœderen, Rejiſe⸗ erindring af Holger Vinge 147,
Mads Skytte, en Skitſe af V. . 175,
Adſkilt for ſtedſe, efter det engelſke.
En Provelſe, af A. Segerſtedt.
Fru Babettes natlige Udflugter, efter Sacher Maſoch, ved A. Tb. J.
Theatermalerens Huſtru, af M. E. Braddon lie
Gamle Hanſen, en Pennetegning af X.
Den hvide Dame, efter send gg Ma⸗ ſoch, ved A. Th.
Det 1 8 Barn. af G. R.
245,
273,
449, 467, 549, 565,
—ͤ——ͤ
Sin Aebi, af G. R. Sims
Den lille Traad handen 8
Hog over Hog, af A. Beiter
Fra Vendée i 1794, af F. Dahn 299, 315, 329,
Kaptajn Ned Blakely, af M. Twain
En [roitpfopift Fittag 0 Payn 5 3
Fru Auna Hold, af V Eu og den ſamnie.
Skitſer af Art. Ward. Alt for ſiyg Huomodre⸗ og Piger, ved A. b e en hiftorift Skitſe af E.
‚ —ͤ—ͤ—ͤ— eee sees eet
Mally og Barty, efter bet engelſke 427,
357, 0571 388, 365, 421,
Napoleon pel 80 forſtes Hofſtomager, 4
ved A. Fra den ny Verden, et Par Reiſe⸗ ſkitſer af V. O. . 454, 480, 508, Mr. Slacks Sjenborbigfeder, efter det engelfle...... 456, 472, 484, J Angeftens Sjeblitte, ved A. Ih. J. De forſvundne Diamanter . .. . 512, Leviſons Offer, af M. E. Braddon
5383, 558, 5
Feuſiaedhiefperen, af A. Beiter
Min Vens Opfindelſer, af X. X. 561, å Jolo, en Kriminalhiſtorie, oberſat af
Beier 5 595, Livet ſom Offer, en Skitſe fra Rus⸗ lat: SEEREN] ÆT HA
352, 367, 2
637.
.
En Kjerlighedshiſtorie i Rom, overſat af v—d. 617, 634, 651, 665, 683,
En Ven i Naden, af A. Beiter.
Eu merkelig Rejſe, af G. R. 8 0
| 73.
| BVøjet til ſidſt, en Landsbyhiſtorie
| 680, 694, 707, 724, 733.
Den „hjemſendte SES 701.
Den blaa Heſt, en Juleſkitſe. .. 715.
Digte.
| Vigen G50 b er, af P. Han⸗
| fen=Gønderløge........ …- 12. Draaben, af P. Hane
| ko ge, e RIGE SEDKEER 12.
Maalet, af A. B eiter 54.
Paa Springet, af v dl. 2; | Bed Sfovføen, af A. Beiter
Eu livlig Dire FS SEERNE see 125. Den gamle Gaard, af B. Elmgaard 183. Han kysſer hende! af A. Beiter. .. 232. En zoologiſt Merkvcrdighed . 64. Napoleon Bonaparte, af 9 Beiter 291. To gode Venner, af v—d... .... 337 Din Skaal, min Glut! af v- d... 376. J Knibe, af vd... 407. J Morgenſtunden, af Z. Nielſen. 446. Kilden, af B. Elmga ard 475. Omringet, af T)... 503, Reden bygges, af Tl). 557. Vor gode Ven, af ll. 572. En Familieſcene, af y dd... 643. Julenege : eee 726. Juleaften, af H. P. P. L. 726. Daullie Digtere: 27, 40, 68, 97,
111, 139, 153, 167, 181. 208, 223 250, 278, 306, 321. 334, 349, 391, 405, 418, 432, 461, 489, 517, 531, 545, 558, 586, 600,
629, 657, 671, 699,
Fra Zoafuren, Siſtorien
„ og Follielivet.
Et Billede fra Skagen, af y- d. 4. Lirekasſemanden og hans Kone. 12. Uglſpil blandt de færde ... ...... 21. Drypſtensdannelſenrn. 26. Sonnens Port rect... 27. Holbergs Monument 39. Union 1 f i ee Mee, 40. Begravelſespladſer i Pern 48. Pad Hummerfangſũ 54. Polke Folteyiß;ß; ERE SE 67. Bed Brienzer⸗-Sgen i Schweiz 68. Mordet pan Hertugen af Guiſe. 74. Fra Meran og Omegg nn 82. Huil i Srkene ß el 96. Flodſvinet, ved E. 7. . 109. Tia Schſvezzzz::ñ &, 110. Den gran Mands Be 124. Ae e 124. Newgale⸗ Jr ugſlet i Londoe n 130, SNEEN ,,, re ME MET 138. Fiſkeri ved Fa af en underſoiſt
Dumme f ASA SE SEE SAR 152.
En Sceue af Dyrelivet 22224222. 158. En vovelig Sejlad s... 167. Den ſtorſte Skueſpiller r
* En ejendommeligRedningsbaat, vel.
Side. En nordſvenſt Sg. „e e LE Et gammelt Slot... 180. Billeder fra Frankri g 195. Kineſiſke Begravelfescetemondet og Gravfteder, af ß +++ 201 Genf e e 2008. Slottet Pierrefonds, ved 0. 208. Tuillerierne i Louvre 221 Torquato Tasſooo 222 Boulevard Sewaſtopol 236. Øfterfælled ved Kjobenhann 218. Upſala Slo: ER Lamaen ß FEER RRR 249. Velocip eden ER 249. ; En 8 til Viborg og Hald, ved 954 d.. PEN FØLEREN 5.1. Elettriſte Icerubane n 267. Om Kvinden og hendes Kald, ved v-d 270. Palnatokes S kifcerr z 76. Neapel. eee SDN KÆRE 276. En Kcempek anon 278. Lidt om Tſcherkesſerfol let 20 Et chen Bicergßas 292 En Elen Vinſto f.. 301. Fer Sla ge.. 305
20 En ejendommelig Redningsbaad, af T7. 305. Den elektriſke Icernbane i Tivoli .. 319.
Kokospalm mn... 320. Da Et Beſog hos Prokuratoren 320. Billedhuggeren Herman Vilh. Bisſen 324. Trojas Indtagelſe S Ea 333. Santare lla. 334. Korfu og Kefalo naa 318. Det forſte LokomotivVss. 348. i Uranienborg ... e eee * En engeljt Fabrilegn a 361. * Havaugdaſfendmds 376. 2 Berchtesgaden , Ser ES 376. Charles Wheatſtone 1 04 376 ny Stejjerbjærgene 3 KERES 300 „Da mi un Soldo !“ LER Den lille Ko kette, 401. Athen 8 404. Stockholm rkeek hEN RENEE 417, Silin sSmaa folk Ses SEES 451; Fe Ehrenbreitſtein 132.
Ourr e rens RTE SERENE 115. Gamle Bedſtemo' ebe 116. Belle Isle se ERNE 1600. Brev fra Amerika ereres 9 . 400 Hav⸗Skildpadderr. . 61. Udenfor en Flisſakerhytte.. . . 475. Rusſiſke Soldaterborn . . 175. En Skovmoſ e . 488. Redningsbaaden gaar nud Oſtersfiſkeri +» ae Et Rundetaarn AES a nt Du: Styltegængere i Fraukri i Smaa Ynudlinge . 9 Kunſtinduſtri i Afrita, af 17. . SA Ve bl Pag Nobbefagt . SR KENENEE å
Elefantens Barmhicrtighed. N En Jagtudfiugt paa Steppen 5 Cn mærlelig vovhytte, ved C. Toepfe
Duerne ſral fodres .
Dronning Pomare 8 Firbenede Kunſt nere. En Ugfvilhiftorie ....
Guldgravning, af 1. ise
- Uj ad 72 2 * 3 2 * — ——— 9
1 12
Side Sten Steuſen Bliche r 575 Stevns Klint og Munlebjcrgg 586. En i uche i London... 589. Den ganile Tigger 599. Godskransport paa Rhinen 599. De ee e 99. En ſudwwenſt Ae a 613. En ſtum Samtalee 613. Panoramaet i Jcrnbanegade 613. FF! 627. le 627. Kuglekrausport for Gods, af T.... 627. Bobbjcerggg SESE ØRE . 642. sr e eee 655. En Seene af den „hellige“ Inkviſition 655. Ejendommeligt Fangenſkab, af T. . 656. Uuderzordiſt SEN dc 669. % ˙AAA SES SESEEER 70. E jendommelig Siftefanght i i Kina, af T. 670. ee e eee e 685. Særnvejsbro 2 Er eee ee 699. e eee 717. Sloven ved Vintertidd e.. 726. eee eee 737. 0 8 8 ved T.. 737. Dilleder. Slagens (eile INSSE ae SSRSER 5. Stille Aften ved Skagens Nordſtrand. Original Tegning af C. Locher. 8. Lirelasſemanden og hans Kone 5 Pigen og Andemo er 12. Doltor og Patient . 14. Uglſpil lerer Wslet at leſe 22. Sounens Portræt ii 23. „Sjclevandringen“ 24, 32, 33, 34, 50, 66. Grotte des demoiselles 8 2 27. Holbergs Monument 36. Union Square i New Vork 37. Et merleligt Begravelſesſted i Peru 48. Baa Hummerfangſ tet.. 51. En polſt Bonde i ſin Sondagsdragt 64. Ved Prienzer⸗e⸗ Søen i Schweiß 65. Folk fra Omeguen af Meral 78. Mordet paa Hertugen af Guiſe .. 79. Paa Springet Ge e RES 82. Ved Stovføen eee eee 85. lee n 93. Eu pfterlandft Slavehandler G K 106. Paa Marſch gjennem Srkenen ... 107. Flodſvinet ede 8 109. Neuen bun 110. Fr ĩ ͤ A 112. Den graa Mands Veijiji . 120. neg. 121. e e eee 125. Vintergleder 1 eee ee 126. ee ee 134. Varetcgtsfanger i Newgateee 135. Faſtelabns leer 140. Markedsg laden 148. Eu Time hos Lappeſtrcderen 149. Fiſteri ved en underſsiſt Lampe .. 152. Nein e ee 162. En ſtille Time n 163. En vovelig Sejladds . 167. David Marricc k.. . 176. Eu nordſveuſt Indo 177. Slottet Chillon n: 180. Den gamle Gaard .. 183.
— — ———
Side. Statue af Kong Renn n 190. Parti af Jernbanebroen Point⸗du⸗ Maine g ee eee 191. Ligbering i Kin 201. Kejſergraven i Nanking. 202. Kejſer Tung⸗Chilis Grapſted 8 202. S og aao ERNE 204. Slottet Pierrefonnss 205. Torquato Tasſͥoooo 218. Tuillerierne og Louvre i Paris.... 219. Ne e SE datere me dress 224, Han tysſer FETT 232. Boulevard Sewaſtopol i Paris .... 233. SØfterfælled ved Kjobenhann 246. Mie Se cee 247. En Lama, Tegning af J. Th. eee ee eee 249. Balceipede⸗Badbetiorſel 8 250. SIe cee 260. Ved Hold SS EET SNERRE 261. Elektriſt Jærnbane 000. 262. Ediſons elektriſte Icernbane 263. En zoologiſt Merlverdighed .. 264. Palnatokes Skifcerr dz. 274. Neapel og Veſnroooo rdie 275. Den blaa Grotte e 277. En Keempek anon 278. idlig !!! Er 280 Napoleon Bonaparte 3288 Tſcherkesſer pan Vandring gjennem eee eee 289 Et ſchweiziſt Biergpas WS 292. En A Vinſto nn. 302. N Ste e e PRESS 303. Chapman's Redningsbaad 305. Palmeſkov paa Ceylon 316. Et Beſog hos Prokuratore nn 317 Herman Vilhelm Bisſen 323 Grekernes Krigspuds 3
Seni eee To gode Ven ner.
Ge c g Sen Nass . ENS Det farſte Lofomotiv . eee eee
En engelft Fabritegn Havanadalen Berchtesgaden
Din Skaal, min Glut. 373 Charles Wheatſtone eee 376 Den gamle Borgervebninng 377. e eee, 386. „Da mi un Soldo!““ . G e e de ie eee eee 400. dda Fo ER oa ERE PET 401. ERR HESSEN DN la des 407. Ali lir e 414, ee i Stockholm 415. Sultue Smaaf oll 428. Ehrenbreitſtein ved . . 429. Se e e eee 435. Gamle Vedſtemo eri. 443. BEL e eee 449. ee mei gaga 457. Hav⸗Skildpaddeer r. 461. Kilden. Original⸗Teguing af Th.
e e RER 470. Udenfor en Flisſakerhylte. 471. Rusſiſke Soldaterbornn 474. Sc rs 84. „Reduingsbaaden gaar ud“. Efter
Maleri af Carl Locher 485.
eee 498.
É SCA
8
ting? . 499. Ogſaa et Rundetaar n. 502. Styltegengere i Frankri g. 512. Smaa Yudling en 513. Kunſtinduſtri i Afrika 516. Meget beroligend 518. Paa Robbejagꝶů . 526. Elefantens 5 8 527. Taknemlighedsfglelſe .. 532. En ejendommelig Lavhytte 540. Duerne ffal fodree ss 541. En eee Redningsbaad ... 545. Reden bygge sz. . 554. Dronning Po mare. 555. Firbeuede Kunſtnertᷣed . 558. Ugglſpil beſoger Paven 568. e eee ene 569. Guldgravnin ggg... 573. Sten Stenſen Bliche r 2 Stevns Klin... 582.
Ae ved 1125 Fiord. Teg⸗
ning af H. Fiſche V 583. Den gamle Tigger F 596. Godstransport paa 11155 33 597. Det kgl. Theatern 599, 600. En (aaben fog. Efter Maleri
b , c eee RE. 610. En ſtum Samtale E 611. e eee 624.
Vor Frelſers Kirke paa Kriſtiaushavn 625. En Vane til Kugletransport af Gods 628. af 5 0 NNA en Haandtegning
GD en 638. Eu BRU Sh 639. Kanarifnglee nnn. 652. En Scene af den „hellige“ 1 653. Eiendommeligt Fangenſkabb .. 656. Sejlkanal, under en Gade i Paris. 666. e SE GRADE sag 667. Ejendommefig Fiſkefangſt i Lina. . 670. Middel mod Solſtil lh... 672. ff 680. ee ee eee eee 681. 84% WT e ee 694. Icernvejsbro over Seinen i Paris. 695. Paa Flugt fra Kroen 708. Maollerjakob og hans San 709 Vinterglœder᷑⸗ᷣ ser.esrersesee 714. Bed Vintertid ont 722. s El, aen. ek ele dere 723. Jagt paa Alligatorer ..........… . 734. REE EG med fine Unger .... 738. TbDeafernnt: 13, 28, 41, 55, 69, 83, 97, 111, 125, 139, 153, 168, 181, 195, 209, 237, 250, 264, 279, 293,
306, 335, 531, 559, 573, 587, 600, 615, 29, 643, 657, 685, 713:
255 1 8 1 13, 28, 41 56, 69, 111 „154, 182, 196, 223, 265, 279 293, 335, 391, 405, 418, 43 446, 559, 574, 587, 615, 657, 671, 686, 714,
J næffen hvert Nr. findes:
Praltiſke Smaavink, Blot til Lyſt, Taule⸗ korn, Gaadefabrik og Brevvexling.
UNDERHOLDENDE BI
men
N. FRISTRUP.
6. Aargang.
Søndag en den
|
Førffe Kapitel. | Czarens Garde.
Aaret 1565 efter Kriſti Fodſel ankom, paa en varm Sommerdag den 23de Juni, den unge Bojar “), Fyrſt Nikita Romanowitſch Serebræny, til Landsbyen Medwedewka, omtrent tredive Werſter““) fra Moſkou.
Han var ledſaget af en Trop Krigere og Tjenere.
Fyrſten havde tilbragt hele fem Aar i Litauen. Han var bleven ſendt af Czar Iwan Wagsſiljewitſch til Kong Sigismund for at flutte en evig Fred med denne Monark. Men Czaren hapde ikke denne Gang været heldig i fit Valg. Fyrſt Nikita vare⸗ tog ganſte viſt med Kraft og Iver fit Lands In⸗ teresſer, og i ſaa Henſeende kunde man ikke have onſtet ſig en bedre Geſant, men Nikita Serebreny var ikke ſkabt til Underhandlinger. Foragtende de ſcedvanlige diplomatiſte Finheder vilde han fore Sagen frit og aabent til Ende, og til ſtor Sorg
1
set) Bojar var oprindelig et Nabn, ſom i det gamle Ruslaud og i de ſydſlaviſte Lande blev givet Folkets hpperſte Krigs⸗
helte; forſt ſenere betegnede det 'et beſtemt Trin i Rangen og tillagdes derpaa alle Perſoner af cdelbaaren Herkomſt.
Sa
* U
LLEDBLAD F
Roman af Alexis Tolffoy.
) Rusſiſte Mile. En Werſt ev omtrent lig med / danjt Wil. los
SS
HJEMM ET.
1. Soma 1882.
rvrfte.
for den ham ledſagende Gelretær tillod han ikke denne at gaa nogen ſom helſt Krogveje.
Kong Sigismunds Raad, der allerede havde viſt fig tilbøjelig til at vedtage Fredsſlutningen, benyttede ſig ſtrax af Fyrſtens Oprigtighed; man havde ſnart lært hans ſvage Side at kjende og fremkom ſom Folge deraf med voxende Fordringer. Da tabte Nikita Taalmodigheden: for den forſamlede Rigsdag ſlog han med Neven i Bordet og ſonder⸗ rev Forliget, der endnu kun ventede paa hans Underſkrift. 5 ö „J og eders Konge," udbrød han, „er Folk med dobbelte Anſigter! Jeg taler til eder, ſom min Sampittighed byder mig det, medens J kun tænfer paa at bedrage mig med eders Renker! “!
Ved denne heftige Tale tabte Serebreny i et Ojeblik alle de Fordele, han havde opnaaet ved de tidligere Underhandlinger, og han vilde næppe have undgaaet fin Herſters Vrede, derſom han ikke til alt Held ſamme Dag havde modtaget Befaling fra Moſkou til ikke at afſlutte Freden, men atter opta Fjendtlighederne. 7
Med Glæde forlod Serebreeny Wilna“) ombyttede ſin Flojlskloedning med en fin Panſerſcrk. Han viſte, at han var langt i i Vaabenhaandveerket end i Diplomatiets Ki og han vandt ſig ſtor Berommelſe for ſin? ikke blot hos Rusſerne, men ogſaa h
Fyrſtens ÜUdſeende ſvarede god rakter. Det meſt fremtræd nde U i
* * 3
tiltalende end egentlig ſmukke Anſigt var ukunſtlet
Icevnhed og Aabenhjcertighed. J haus morkebrune
Øjne med deres ſorte Indfatning kunde en opmerk⸗
ſom Jagttager leſe en aldeles ubevidſt, ja, ligeſom 1 ufrivillig Kjcekhed, der ikke tillod ham i Hand⸗ i lingens Ojeblik at tenke blot ct eneſte Sekund over,
hvad han gjorde. Den velformede, letbuede Mund udtrykte en ubøjelig Faſthed, medens hans Smil robede en faa fordringslos, nceſten barnlig Godhed, at man maaſke vilde have anſet ham for at være en Smule indſkreenket, hvis ikke den Adel, der lyſte ud af alle haus Tro, havde været en Borgen for, at haus Hjærte altid folte, hvad Forſtanden maaſke var mere langſom til at fatte. Det almindelige Indtryk faldt ud til hans Fordel og bibragte den Overbevisning, at man uden Betænkning kunde ſtole paa ham i alle Tilfælde, hvor der udfrævedes Mod . og Hengivenhed.
Serebræny talte fem og tyve Aar; han var af Middelhojde, havde brede Skuldre, men var derimod temmelig |mæffer om Livet. Hans tykke, blonde Haar var luyſere end hans ſolbreendte Anſigt og dannede en Modſcetning til de morke Bryn og de ſorte Ojenhaar. Et fort Skjeg, noget brunere end Haaret, ſtyggede let over hans Læber og Kind.
Fyrſten befandt ſig i Sjeblikket i en opromt Stemning: han vendte jo tilbage til fit Fædreland.
Det var en lys, ſolvarm Dag, en af de Dage,
1 paa hvilke hele Naturen aander en vis Feſtſtemning; * paa hvilke Blomſterne ſynes mere glimrende, Himlen mere blaa, og Luften mere gjennemſigtig; paa hvilke Menneſtet føler fig faa let til Mode, ſom om dets Sjæl havde formelet fig med Naturen og ſitrede paa ethvert Blad, vuggede fig paa ethvert lille Greœsſtraa.
Det var en ſmuk Junidag, men for Fyrſten ſyntes den dobbelt ſtjon efter hans femaarige Ophold t Litauen. Paa Markerne, i Skovene — overalt indaandede han den hjemlige Luft.
Nikita Serebreny Havde fluttet fig nøje til den unge Czar Iwan. Uden Falſkhed og uden Bagtanker holdt han tro ſin Ed ſom Lensmand, og intet vilde have været i Stand til at rokke hans daadskraftige Hengivenhed for ſin Herre. Skjont hans Hjærte og hans Tanker allerede længe havde været vendte mod Hjemmet, vilde han dog — derſom han i dette Ojeblik Havde faact Befaling til at vende tilbage til Litauen uden hverken at gjenſe
Moſflwa eller fine Slegtninge — ojeblikkelig have 1 ladet ſin Heſt gjore omkring og ſtyrtet ſig med
ſamme Yver ſom for i ny Kampe. J ovrigt var han
ikke den eneſte, der tenkte ſaaledes: over hele den krruſiſte Jordbund var Czar Iwan elſtet af fit Folk.
W Det ſyntes, ſom om der med hans lykkelige
2 Regering vilde frembyde en ny, gylden Tidsalder
for Rusland, og Munkene, der gjennembladede de gamle Hiſtorieboger, fandt ingen Herſker, der kunde ſammenlignes med Iwan.
Kort for de naaede Landsbyen, hørte Fyrſten zog hans Folk Tonerne af lyſtig Sang, og da de var komne til de forſte Smaahuſe, ſaa de, at der fejredes en Feſt i Landsbyen.
Bed begge Ender af Gaden havde de unge Karle og Piger ſtillet ſig op til en Runddans, der fulde foregaa omkring et [øvrigt Birketre, ſom man havde ſmykket med en Mængde brogede Tojſtrimler. De danſende, baade Karle og Piger, havde gronne Kranſe paa Hovederne. Under Runddanſen ſang de forſtjellige Grupper ſnart i Kor, ſnart efter hinanden, i det de gav det Udſeende af, ſom om de havde en Strid at udfeegte. Mellem Sangen lød Pigernes friſke Latter, og i de ffiftende Grupper ffinnede Karlenes brogede Skjorter helt livlig frem. Sværme af Duer fløj fra Tag til Tag. Alt var i Bevegelſe — det gode rusſiſte Folk morede fig.
Bed Indgangen til Landsbyen nærmede Jyrſtens gamle Rideknecgt fig fin Herre.
„Se der,“ ſagde han fornøjet, „ſe, lille Fatter, hvor lyſtig de fejrer Feſten for den hellige Agrippina! Skal vi ikke holde Hvil en lille Stund! Heſtene er trœtte, og vi ſelv vil ogſaa meget gladere fort⸗ | jætte vor Vej, naar vi har vederkvceget os en Smule. Du ved nok, lille Fatter, med en tom Mave udretter man ikke ſynderlig.“
„Men er vi da ikke allerede i Nærheden af Moſkwa?“ ſpurgte Fyrſten, der aabenbart ikke var tilbøjelig til at gjøre Holdt i Landsbyen.
„Ak lille Fatter, det Spørgsmaal har du nu allerede gjort fem Gange! De gode Folk ſvarede dig ſidſt, at vi endnu hapde omtrent ſyrretyve Werſter at tilbagelægge. Befal, Fyrſte, at vi holder Hvil her; Heſtene er virkelig fuldſtcendig udmattede.“
„Nuvel,“ ſparede Fyrſten; „hvil eder da kun lidt ud.“
„Hallgj, J der!“ raabte Michael, i det han vendte ſig om mod Rytterne. „Stig af! Gjor Kogekarrene i Orden og tænd Ild paa!“
Rytterne og Tjenerſkabet ſtod alle ſammen under Michaels Kommando, og de ſkyndte fig at adlyde, i det de gav fig i Færd med at ſnore Bagagen op. Ogſaa Fyrſten ſteg af Heſten og afforte ſig de tungeſte Stykker af ſin Ruſtning.
Da de gættede, at det var en Mand af høj Rang, der laa pludſelig gjæftebe dem, afbrød de
unge Folk deres Sang og deres Runddans, de gamle blottede deres Hoveder, og alle blev ſtagende og ſaa tvivlende paa hverandre, uvisſe, om de turde fortjætte Legen.
„Lad eder ikke forſtyrre, J brave Folk,“ ſagde
Fyrſt Nikita i en velvillig Tone. foruroliger ikke Jagtfalken.“
„Vi takker dig, Bojar,“ ſvarede en gammel Bonde. „Naar din Naade ikke nærer nogen Uvilje mod vort Selſkab, faa beder vi dig oprigtig: fæt dig her ved Jordvolden, og vi vil da med din Til⸗ ladelſe bringe dig en Skaal Mjød. Vis os denne Are, Bojar, og drik pan din Sundhed! ... J Taabenakker!“ vedblev han, henvendt til Pigerne, „hvad er det, der har fat jer ſaadan Angeſt i Blodet? Ser J ikke, at det er en Bojar med ſit Folge og iffe en Skare Opritsniker? — — — Ser du, Bojar, efter at Rusland er bleven hjemſogt af Opritsnikerne, ſpcver vi og vore i en beſtandig Frygt; Livet er ſtreengt for en ſimpel Mand! .... Drik ved Feſten, om Du har Lyſt, men fald ikke i Søvn; ſyng kun, men hold Øjnene aabne Mangen Gang kommer Opritsnikerne pludſelig bag paa en, uden at man ved, hverken hvorfra eller hvorfor, juſt ligeſom Sneen fra Himmelen!“
„Opritsnikerne? Hvad er det for Menne⸗ fer?” ſpurgte Fyrſten.
„Det maa Djævlen vide! De falder fig Czarens Folk. „Vi er Czarens Folk, Opritsniker,“ ſiger de, „og J er livegne, Slaver! Os tilkommer det at plyndre og brandſkatte eder. J har kun at tie, taale og adlyde. Saaledes er Czarens Vilje.““
Fyrſt Serebræny formaaede ikke at høre rolig paa en flig Forklaring. 5
„Czaren ſkulde have befalet nogen at haane hans Folk?“ udbrod han heftig. „Ha, de elendige! Men Hvem er de? Og hvorfor griber J ikke disſe Rovere?“
„Gribe dem! Ak, Bojar, man mekrker ſtrax, at du kommer langvejs fra, efterſom du ikke kjender Opritsnikerne! Prov en Gang pan at jætte dig op imod dem! Jeg mindes, at en Dag kom ti af dem til Stepan Michailoffs Gaard. Stepan var ude i Marken, og de gik da til hans Kone og ſagde: „Giv os dit, giv os dat!“ — Den gamle gav dem alt, hvad de forlangte, og gjorde oven i Kjobet det ene underdanige Knix efter det andet. Men jaa ſagde de: „Nu frem med Pengene, gode Kone!“ Den gamle begyndte at hyle, men det hjalp hende ikke; fan lukkede hun Kiſten op og hittede i en Lap Tøj to Guldſtykker, ſom hun rakte dem, i det hun græd og ſagde: „Tag dem, men ſkaan blot mit Liv!“ — „Det er ikke meget!” raabte de, og en af Opritsnikerne ſlog hende i Tindingen, jaa hun faldt dod om pan Stedet, Stepan kommer hiem fra Marken og ſer ſin Kone ligge der med ſonderſlaaet Hoved; han kan ikke tvinge fig, men overvcelder Czarens Folk med Bebrejdelſer: „J
„Gribfalken
kjender altſaa ikke til Gudsfrygt, J elendige! Gid |
| | (| i; I | i
evig Tid!“ Men ſom Svar herpaa kaſter de et Reb om Halſen paa den gode Mand og hænger ham op paa Dorſtolpen.“
Nikita Romanowitſch ryſtede af Harme; han havde en Fornemmelſe, ſom om hans Hjærte ſkulde ſpringe.
„Hvorledes? Midt paa aaben Gade, i Mo⸗ ſkwas umiddelbare Neerhed bliver Bønderne plyndrede og myrdede af Rovere! Men hvad gjør da eders Ovrighed? Hvorledes kan den taale, at Landſtry⸗ gere kalder ſig Czarens Folk?“
„Ja,“ gjenmelede Bonden. „Vi er Czarens Folk, vi, Opritsnikere; alt er os tilladt, men J er kun Treelle!“ Saaledes taler de. Og de har ogſaa deres Anfører; de bærer ſceregne Kjendetegn: en Haarkoſt og et Hundehoved. Det maa altſaa virkelig være Czarens Folk.“
„Dumrian!“ udbrød Fyrſten; „underſtaa dig ikte i at falde Rovere og Mordere for Czarens
Folk! .... Jeg kan alligevel ikke fatte det,“ til⸗ føjede han ved fig ſelv. „Seregne Kjendetegn? Opritsniker? Hvad betyder dette Ord? Hvad er
det for Folk? Saa ſnart jeg kommer til Moſtwa, vil jeg ufortovet jætte Czaren i Kundſkab om alt dette. Han ſkal give mig Befaling til at forfølge og gribe dem! Ingen Barmhjertighed med dem; ſaa ſandt Gud er hellig, ingen Barmhjertighed med dem!“
Imidlertid havde Landsbyens Ungdom atter begyndt Legen. En ung Karl foreſtillede Brud⸗ gommen, en Pige Bruden; Karlen bøjede fig dybt for ſin Bruds Forceldre, der ligeledes fremſtilledes af unge Karle og Piger.
„Hr. Svigerfa'er,“ ſang Brudgommen, og Koret ſtemte i med, „bryg mig Ol!“
„Fru Svigermo'er, bag Lager!”
„Hr. Svoger, ſadl mig en Heſt!“
Og derpaa tog Pigerne og Karlene hinanden i Haanden og drejede ſig rundt om Bruden og Brudgommen, forſt til den ene, faa til den anden Side. Brudgommen lod, ſom om han drak Ol, ſpiſte Kager, red Heſten, og derpaa jagede han fine ny Frender bort. ;
„Pokker i Vold med Svigerfaderen!“
„Pokker i Vold med Svigermoderen!“
„Pokker i Vold med Svogeren!“
Og for hver Gang ſtodte han ſnart en Pige, ſnart en Karl ud af Kredſen, medens Bonderne lo af fuld Hals.
Pludſelig horte man et gjeunemtrengende Skrig. En Dreng, der faa ud til at være en tolv Aar, kom ſtyrtende ind i Kredſen, Helt bedætfet med Blod. p
„Red mig! Skjul mig!“ ſkreg han, i det han
J da maa blive ſtraffede i den anden Verden til | klamrede fig faſt til Bondernes læder.
8
„Hvad er der pan Færde, Wanja? Hvorfor ſtriger du ſaadan? Hvem har gjort dig Fortræd? Det er da ikke igjen Opritsnikerne?“
J et Nu havde de tvende Kredſe forenet fig til en enkelt Gruppe; alle trængte fig omkring Drengen, ſom næppe mægtede at faa Ordene frem.
„Der, der ....“ ſtodte han frem med bæ- vende Stemme, „der bag ved Hegnet lod jeg min Kalv gresſe .... de kom ſom en Stormvind her hid og begyndte at hugge efter Kalven med deres Sabler. Saa kom Dunka; hun bad og bonfaldt,
— 0 havn — en halv Snes Minuter har
man Puſterum til at udhvile fig i Kroen
og nyde et Glas Wggeol, ſom er en
ſcerlig yndet Drik pan dette Sted; jan kravler man
atter op i den klodſede, gammeldags Poſtvogn, der
ruller tungt og langſomt hen ad den ſandede Vej videre nord paa.
Efter en god Times Kjorſel — alt efterſom Heſtene kan hale ud — kommer man til Trane⸗ ſtederne — en Slags Oaſe i Sandorkenen med Eng og Huſe — og herfra gaar Vejen enten mod Veſt ind mellem Klitterne eller lige ud i Hav⸗ ſtokken. Er Vejret dertil, vælger man den ſidſte.
Til venſtre har man Klitterne, doekede af den frodige Marehalm, til højre breder fig Katte⸗ gattet, rullende ſine evig raſtloſe Bolger ind over Revene. Hiſt og her er Vejen i Hapſtokken ſaa jnæver, at Vognen kjorer helt ud i Vandet, der pladſter lyſtigt op over Hjulene. Der er noget vidunderlig oplivende og forfriſkende ved denne Fart. Naturen, man er omgiven af, er ſaa friſk og uberørt og tillige jaa alvorlig og ſtorſlaget ſom i ikke mange Egne af vort Fædreland. Vinden, der blæjer ind fra Havet, ſynes at have en ſeer Evne til at blæje alle ſmaa og trykkende Tanker ud af Sindet. Man kan ikke andet end blive glad og frejdig til Mode, medens man lader Blikket jvæve | vidt ud over det rullende og ſyngende Hav, der | lange, regelmeesſige Drag ſtyller ind over Stranden. Maagerne kredſer muntert omkring der ude; inde
fra Klitterne lyder nu og da Skrigene fra en Flot opſtrœmmede Terner, og alt imens aflokker Poſtil⸗ lonen fit Horn nogle Toner, der bæres langt ud i Rummet. 3 2
Og helt for ube hæver ſig Skagens Fyr ſom
EG 20 .
men de greb Dunka og ſleebte hende med fig, og An Et nyt gjennemtreengende Skrig afbrød Barnet. Fra den modſatte Ende af Landsbyen kom en Del Kvinder lobende, ſaa hurtig deres Ben kunde bære dem.
„Hvilken Ulykke!“ ſkreg de. „Opritsnikerne! Fly, Piger, fly, ſtjul eder i Rugen! De har grebet Dunka og Alenka og dræbt Sergewna!“
(Fortſeœttes.)
Et Willede fra Skagen.
en mægtig Obeliſt, en trofaſt Skildvagt, der holder Vagt pan den pderſte nordlige Spids af danſk Grund for at vare den ſofarende mod de Farer, der truer ham rundt om Skagens Rev.
Hiſt og her en Stump Vrag halvt begravet i Sandet — det er de Milepæle, man kommer forbi undervejs. - Hvor mangen gribende Hiſtorie kunde de ikke fortælle, iffe blot om Nod og Farer der ude paa Havet, men ogſaa om et Mod og en Evne til Selvopofrelſe, ſom udfoldes af den kraftige og nojſomme Befolkning faa ſtille og bramfrit, at man kun altfor ofte glemmer at veerdſcette den efter For⸗ tjeneſte. Man er ſaa vant til at læje en Notits i Aviſerne om, at et Skib er ſtrandet der eller der; Beſcetningen reddedes af Fiſkerne ved Klitmoller, Lonſtrup, Gammelſkagen eller hvilket ſom helſt andet Sted, men hvor mangen Læfer foreſtiller fig vel helt ud, hvad der ligger bag ved denne Kjends⸗ gjerning, der fortcelles med faa faa og ſimple Ord: at disſe Mænd — hvad enten de er Ynglinge i deres bedſte Aar eller graahaarede Familiefeedre, ſom har efterladt Huſtru og Born i det nejſomme Hjem — fætter Livet ſom Indſats for at bjærge deres Medmenneſker, og det uden at kunne vente ſig anden Løn end nogle usle faa Kroner eller i det hojeſte en Redningsmedaille, ſom gjemmes paa Kiſtebunden! Hvilken Offerberedvillighed hører der ikke til for ikke en enkelt Gang, men atter og atter at tage ud paa den oprørte So, i Mulm og Morke, i forrygende Sneſtorm eller isnende Kulde, for at prove paa at frelſe de fremmede ſkibbrudne, Menne⸗ ſter, ſom Redningsfolkene ikke kjender, og ſom maaſte næppe nok er deres Landsmænd, Og hver Gang de gaar ud, gjælder det ikke blot et utroligt
ſtraengt og mojſommeligt Arbejde, men det er ſelve Livet, de fætter i Vove, mens Huſtruen, Kjeeeſten eller en gammel Mo'er ſidder hjemme og venter i
Skrak og Angeſt paa den fravcrende. Men ſkjont
ſlig Daad er en Hverdagsbegivenhed der oppe, finder man dog ingen ſtolte Mindesmeerker pan den lille ſandede Kirkegaard; det er nu en Gang ſaadan en given Sag, at de Menneſker Aar efter Aar fkal vove Livet under mer eller mindre farefulde Om⸗ ſtendigheder, og ingen lægger ſynderlig Merke dertil, medens disſe Strandens Helte endnu lever, og man hufſker det endnu mindre, naar de er bøde.
Alt det tænfer man paa, naar man kjorer langs Stranden og lytter til Havets dæmpede Suk. Saa er man imidlertid kommen et godt Sthykke frem, ſtadig i de ſamme ensartede, alvorlige Om— givelſer, og Vejen drejer nu ind mellem Klitterne, hvor man ſnart efter ruller forbi det foͤrſte Hus i Byen.
Skagens By ſtrekker fig over et uforholds— mesſigt ſtort Fladerum, og den er da ogſaa i Spog bleven kaldet „Danmarks neſtſtorſte Kjobſtad“. J Byens ſydlige Ende er Huſene ſpredte i vid Afſtand fra hinanden; længere nordpaa ligger de derimod mere i Klynger, opførte paa Klithojene, mellem hvilke man maa ſtavre ſig frem gjennem det loſe Flyveſand. Det er vel ikke noget ſmilende Billede, Øjet møder her, men til Gjengjeeld er der ſaa meget mere Alvor og Karakter deri.
Yderſt for ude rager det ny Fyr op ude ved „Grenen“, hvor Skageraks og Kattegattets Bolger
modes fra hver fin Side af den jyſke Halvos nord⸗
ligſte punkt. Vejen der ud fører delvis over en
Sllagens game Fyr.
ade Hebdeftræfning, forbi det gamle, ottekantede Fyrtaarn, der ſkriver fig fra Aar 1747 og endnu vedligeholdes ſom Somcerke. Mod Veſt hæver fig en Roekke ret anſelige Klitter, og følger man disſe paa Tilbagevejen i ſydlig Retning, naar man efter omtrentlig en Times Vandring Gammel⸗-Skagen eller Højen, der ligger paa Skagerakſiden, deekket ud mod Havet af høje Klitter. Landſtabet er her helt anderledes vildt og ode end ved Ny⸗Skagen, Breen⸗ dingen bryder mægtigere og højere ind over Revene. Men Stemningen er overalt den ſamme, ſtor
og alvorlig i fit Præg. Havet, Heden og Klitten
Og faa Livet, ſom rører fig der oppe. Digte nøjfomme og frygtloſe Tilværelfer, ſom indeholder en uafbrudt Kamp med Havet, ber fordrer ſaa mange dyre Ofre og tit lønner faa karrigt! Derom faar man bedſt Beſked, naar man aflægger et Beſog i de tarvelige Fiſkerhytter og hører Be⸗
| Boerne fortælle paa deres trohjcertede og jævne
Maade om den og den Stranding, ved hvilken der ſaa og ſaa mange Gange gik Baad ud, eller da faa og jaa mange Mand „gik væl” under Red⸗ ningsforſogene. Eller ogſaa om den daglige Gjer⸗ ning i Fiſkerlejet med det mejſommelige, ofte farefulde Arbejde, de ſmaa Interesſer og de ſpar⸗ ſomme og beſkedne Adſpredelſer. Afvexling er der ikke andet af, end hvad Vejrliget bringer, men den kan tit være ſtor nok, om end kun ſjelden lyſtelig.
Blæjer det op ude fra Havet, hiver Stormen hen over Heden og Klitterne, og bryder Brændingen ſkummende og bragende langt ind over Stranden helt op til de nermeſte Huſe — ja, da er der Af⸗ vexling nok. Men Befolkningen er ſaa vant til disſe megtige Naturſcener, at de ikke bringer den ſynderlig ud af dens ſedvanlige Sindsligeveegt. Storme og Strandinger er uadſkillelige Led i deres Tilvœrelſe. Bag efter faar man fig en Dram og ſnakker faa lidt om, hvordan det gik til ved den og den Lejlighed. Knytter der fig Jærlige Omſteendig⸗ heder dertil, ſom f. Ex. „den Gang gik Baaden tre Gange ud; otte Mand forliſte, og ſaa fik vi Ole Svendſens Baad ud; det var det fjerde Forſog“ — ja, faa glemmes det jo ikke faa ſnart, iſeer ikke af Enken eller den gamle Mo'er, ſom maaſke miſtede en Son eller to ved ſamme Lejlighed. Men ingen beklager fig over Sfæbnens Haardhed, over den
ringe Del af Livets Goder og de mange Gjen⸗
vordigheder, ſom blev hans Lod.
forener fig om at danne et Billede, ſom deu, der
har gjeſtet disſe Steder, ingen Sinde vil glemme.
* —
Enhver har jo Tin Plads her i Verden; den, ſom de har faget, er temmelig ublid, men de er jævnt tilfredſe med den, og de forſtaar at udfylde den. —
Dette er et Par enkelte Trek af Livet og Om⸗ givelſerne paa Skagen, hvorfra vi i Dag paa om⸗ ſtaaende Side bringer Leeſerne en original Tegning, udfort af Marinemaler Carl Locher. Som man vil erindre fra de aarlige Udſtillinger, er Motiverne til flere af C. Lochers Billeder tagne der oppe fra. Skagen er et yndet Valfartsſted ikke blot for flere af vore egne, men ogſaa for fremmede Kunſtnere. Dog, ſelv om man tager der op uden kunſtnerifk Ojemed, vil man ikke fortryde at have gjort denne Egn til Maalet for en Ferierejſe. Der lever et
Folkefcerd der oppe, ſom det nok er værd at Fitte De K
Bekjendtſkab med.
et havde været Toſne og Sjap⸗ fore de ſidſteDage for Jul. Saa var der kommet et pludſeligt Om⸗ ſlag i Vejret, ligeſom om det var gaaet i lig ſelv og ſkammede ſig for at viſe et faa ſnavſet og triſt Fyſiognomi i de ſtore Hellig⸗ dage. Endnu om 5 Morgenen havde Gaderne ligget i et ſmudſig⸗ 3 gult, æltende Uføre, indhyllede i tæt, klam Taage, * men jaa var det begyndt at blæfe lidt op med et 3 Par Graders Kulde, Himlen var bleven fejet ren, HE og de grimme Vandpytter ſkjulte ſig under et tyndt Isdeekke, der glitrede og ſtinnede nok faa ſmukt under den blaa, froſtklare Luft.
Nu var det helt anderledes fornøjeligt for alle de glade Menneſtker, der havde travlt med at lobe omkring i Butikkerne for at gjore de ſidſte Indkjob til Juletræet og Julemaaltiderne. Lyſene i alle de ſtraalende Butiksvinduer ſyntes at ſkinne dobbelt klart, efter at de havde faaet Stjærnerne oppe pan Himmelhveelvingen at kappes med. Hoved⸗ ſtadens aabne Torve og brede Hovedgader tog ſig godt ud i den rigtige Vinterdragt; Toſneen ſjappede ikke længer Folk om Benene, men havde forvandlet ſig til en tor, ſprod Masſe, der glitrede ſom med en hel Mengde ſmaa Wdelſtene, naar Stjernerne * ſtkinnede ned paa den.
18 Stjcernerne var imidlertid upartiſke nok til ikke blot at ſtinne ned pan de ſtore Torve og de brede Hovedgader, hvor Mengden mylrede frem og tilbage med glade Emil paa Læberne i Forvent⸗ ning om Aftenens Herligheder og alle de Overra⸗ ſtelſer i Form af Julepreſenter, ſom man baade ventede ſelv og tiltenkte andre. Ogſaa til Smaa⸗
2 Skinnet fra den ſtjerneklare Luft og bredte fin Part af Juleſtemningen over de hoje, ſmalle Huſe | med mat oplyſte Vinduer, for det mejte dæffede af * et halvt Lagen eller et Stykke blomſtret Sirts i Mangel af Rullegardiner. s Der var et Hus i Gaden, ſom var en Del — højere og ſmallere end de ovrige. Ellers var der oget videre merkeligt ved det. Kjelderen,
gaderne, hvor ſncvre og morke de end var, naaede .
En Zuleaften. Skilfe af Vilhelm Ofter gaard.
der havde en endogſaa i dette Kvarter uſcedvanlig Dybde, optoges af en Kludekremmer; i den ene Stuelejlighed var der Duehandel, i den anden Pantelaanerforretning, og Indehaverne af disſe tre Forretninger udgjorde Huſets velhavende og tone— angivende Kredſe. De andre Etager Havde en broget og dog temmelig ensartet Befolkning af Scelgekoner med og uden Wgtemend, fattige Haandveerkere og Daglejere, ſom alle ſammen ud— merrkede fig ved at være velſignet med en talrig Flok Born.
Naar man var kommen faa højt op ad den
ſtejle, ſnirklede Trappe, at man allerede for længe
ſiden havde indbildt ſig at være helt oppe under Taget, naaede man en Afſats, omtrent paa Stor⸗ relſe med et almindeligt Spiſebord, og derfra forte en Slags Stige — man vilde gjore den for megen Are ved at kalde den en Trappe — op til en Dor, der forte lige ud til Trinene, en Omſteendighed, ſom ikke var uden Fare for dem, der boede der inde. Bag denne Dor laa to ſmaa Tagkamre, ſom Due— handleren i Stuen, der tillige var Ejer af Huſet, havde adſkilt fra Loftet, hvor han havde fin fjedrede Beftand, for at leje dem ud for en billig Penge til nøjjomme og fordringsloſe lyſthavende. —
Der oppe kunde Stjærnerne nemt nok finde Vej til at ſkinne ind gjennem Tagvinduerne, ſom laa ſaa dejlig hejt og til med paa ſkraa i Taget, hvorved de langt bedre kunde optage Lyſet, end Tilfældet var længere nede mod Jorden. Men det var rigtignok ikke noget fornøjeligt Billede, Stjærnerne flinnede paa; de kunde funkle og glimre, ſaa meget de vilde, ſaa megtede de dog ikke at bringe Julegloede der ind.
Fattigdommen har mange Skikkelſer. Der er Steder, hvor al Ting vidner om Armod, men hvor der dog endnu rober fig en Beſtrœbelſe for at ſtjule dens værfte Anſigt. Men der findes ogſaa fattige Hjem, hvor man meerker, at Kampen er op⸗ givet, fordi der er fæmpet jaa længe, at al Kraft og Modſtandsevne er brudt.
Bohavet der oppe i Duehandlerens Tagkammer beſtod af de tre Nodvendighedsgjenſtande: en Seng, et Bord og en Stol. Der var hverken mer eller mindre, undtagen man vil medregne en Slags Byldt, ſom laa i Krogen under Skraataget, og hvis nærmere Beſtanddele det var vanſkeligt at ſtjelne. Dog ſyntes den væjentlig at beſtaa af en laſet Homadrats ſamt Reſterne af en Arbejdsbluſe og et Fruentimmerſkjort.
Paa Bordet brændte en af de ſmaa, afſtyelig
ꝓ–½ü!
oſende Petroleumslamper, uden Glas, ſom i fin Tid anvendtes til Kokkenbrug, men ſom for længe ſiden er forviſt fra enhver nogenlunde velordnet Husholdning. Dens flimrende Skjer faldt hen paa Sengen og paa en Kvindeſkikkelſe, der bøjede fig ned over et to eller tre Aars Barn, hvis haſtige, gispende Aandedreet røbede, at der var noget galt fat med det. Paa den eneſte Stol ved Bordet ſad en lille Purk, der faa ud til at være en ſyv Aar gammel, men hvis gammelkloge Anſigt tydede paa, at han allerede havde faaet fin rundelige Del af Livets bedrovelige Erfaringer. Han ſad med
Hovedet ſtottet i begge Hænder og ſtirrede med et
for hans Alder neſten pinlig bekymret og deltagende Blik paa Gruppen ovre ved den modſatte Væg: Moderen og den lille Soſter. Hans Tanker ſysſelſatte fig jaa levende med disſe to, at han end⸗ ogſaa glemte ſin Maves knurrende Fordringer, og der ſkal meget til, for at et Barn kan glemme, at det er ſulten.
„Mo'er,“ ſagde han, da han havde ſiddet en god Stund og ſet hen paa dem, medens Stilheden i Kammeret faldt ham mere og mere trykkende.
„Mo'er,“ gjentog han, ſvarede ham.
Konen henne ved Sengen vendte ſig om og ſpurgte med en blødere og mildere Stemme, end man ellers plejer at træffe hos det Slags Folk:
„Hvad vil du, min Dreng?“
„Jeg vilde bare ſporge dig, Mo'er, om det ikkte er Juleaften i Aften. Madam Sivertſens Kriſ'jan fortalte mig, at de ſkulde ha'e Juletræ. Hans Fa'er var kommen hjem med ſaadan et dejligt Træ, ſom han havde kjobt for ti Øre hos Amager⸗ konen, ſa'e han, og Urtekremmeren havde foræret Kris'jan et rødt Julelys.“
„Jo, det er nok Juleaften, min Dreng, men vi merrker ikke meget til det,“ ſagde Konen med et langt Suk.
„Ved du hvad, Mo'er, naar bare Sofie var raſt, ſaa kunde det være lige meget, at vi ikke har ſaadan et Juletrœe ſom Kris'jan . ... Jeg vilde bare onſke, at Fa'er kom hjem.“
„Aa, du kan tro, han kommer nok.“
„Tror du Mo'er?“ Drengen ſagde det i en alvorlig, tvivlende Tone, ſom tydelig nok vifte, hvor. godt han var indviet i de huslige Forhold.
„Turde jeg blot gaa bort fra lille Sofie, ſaa vilde jeg ... gaa ham i Mode,“ vedblev Konen.
„Ja, du behovede viſt ikke at gaa ſaa langt, Mo'er. Fa'er ſidder nok og drikker nede i Jokum⸗ Jens Kjelder.“ ; 0
„Saadan maa du ikke tale, Peter!“ — Hun havde vendt ſig bort fra Sengen, hvor Barnet
da hun ikke ſtragx
| imidlertid var faldet i Søvn, og nærmede fig | Bordet, hvor Drengen fab.
„Du ved nok, jeg har fortalt dig, hvad der ſtaar i Bibelhiſtorien: at du ſkal ære din Fader og din Moder. Naar du taler ſaadan om din Fa'er, ſaa bliver Vorherre vred paa dig.“
„Jamen det er jo Sandhed, Mo'er.“
„Det ved du flet ikke, Peter! Din Fa'er kan godt ſidde et Ojeblik i Bevcertningen, uden at han derfor behøver at drikke fig fuld. Han har hver Dag været ude efter Arbejde og har intet faaet; nu maa han ſe at bjærge en Smule Føde til fig ſelv. Det er ſaa lige frem.”
„Jamen, Mo'er, Kris'jans Fa'er ſkaffer ogſaa Foden til dem der hjemme. Men vores Fa'er har
Sofie ſyg og daarlig, fordi hun ingen Mad har faaet.”
Peter; det er du for lille til at have Forſtand paa.”
Hun gjorde ſig Umage for at ſige det i en ftræng og formanende Tone, men det lykkedes hende daarlig. Virkeligheden ſvarede kun altfor godt til den barnlige Bevisforelſe. Hun opgav Forſoget paa at forſpare den fraværende, ſkjont hun følte hvor gruelig det var, at et Barn ikke kunde agte fin egen Faber. =
„Jeg tror alligevel, Peter, at jeg maa afjted,” ſagde hun faa lidt efter. „Nu ſover Sofie, og jeg maa imidlertid ſe at faa fat paa din Fa'er. Jeg er bange for, at det bliver rent ſkidt med hende, hvis hun ikke faar lidt at ſtyrke ſig paa.“
Hun ſtod op og ſpobte det hullede, tyndſlidte Tørklæde faſtere om Skuldrene, men Drengen havde ligeledes rejſt ſig og holdt hende tilbage med en benfaldende Mine.
„Nej, Mo'er, lad mig gaa i Steden for. Jeg ved meget bedre, hvor Fa'er ſoger, og ... og jeg er ogſaa bange for, at Sofie ſkal blive rigtig daarlig, mens du er borte, og jeg ſidder her ganſte alene. Lad mig bare gaa, Mo'er. Maaſke ſtikker de lidt til mig, naar jeg kommer hen til Jokumſens.“
„Naa, gaa da kun i Guds Navn. Naar du treffer din Faber, faa ſig til ham, at han endelig maa ſe at komme hjem med lidt til os. Han ved godt, at jeg i Forgaars gav den ſidſte Øre ud af de Penge, jeg fik for Vaſketojet, og vi har ikke haft Brod i Huſet ſiden i Gaar.“
„Ja, Mo'er, jeg ſtal nok fan fat paa ham.“
Drengen havde allerede ſnappet fin laſede Hue
og var med ct Spring ude af Doren og mede ad
„Honſeſtigen“. Saa ſtod han et Ojeblik efter ude paa Gaden, hvor den frosne Sne laa ſkinnende blank og knirkede under hans hullede Trætofler. Han ſaa ſig hoerken om til højre eller venſtre, men
aldrig en Skilling tilovers til os, og derfor er
„Du ſkal ikke ſnakke med om den Slags Ting,
i i
ſtyrede lige los mod Maalet for fin Gang. opſoge fin Fa'er, var det eneſte, han tænkte paa; han hapde allerede glemt igjen, at det var Jule⸗ aften; den havde jo ingen Glæder for ham. —
Jokumſens Bevertningskjelder, hvor der ſer⸗ veredes med „varm Spiſe hele Dagen“, laa paa Hiornet nogle fan Gader fra det Sted, hvor Peter boede. Drengen brugte næppe fem Minuter til at lobe der hen. Det var det bedſte, han kunde gjøre, for ſaa lob han ſig varm med det ſamme, hvad han nok kunde trænge til.
Ud fra Kjelderen lod hejroſtede Stemmer,
8
|
At der ned.
Oppe fra Gaden kunde han ikke med Sikkerhed Je, om hans Faber var der eller ikke. Saa ſtrog han ned ad Kjeldertrappen og aabnede lempelig Doren, ligeſom om han var bange for at forſtyrre det gemytlige Selſkab med Dorklokkens ſkrallende Signal.
Luften, der ſlog ham i Mode, var mettet med Dunſterne af flette. Drikkevarer og daarlig Tobak, men den indeholdt tillige en Del varm Mad: lugt, ſom han begjærlig indaandede. Han blev
ſtaaende nogle Sjeblikke henne ved Doren, medens han krammede fin Hue i de valne Hænder og [od
2
Stille Aſten efter Regn ved Skagens Nordſlrand.
men aabenbart i lutter Gemytlighed. Peter trykkede jim Neſe op til Huden for at udſpejde Terrænet, | men Stuen var jaa opfyldt af Tobaksdamp og Dunſt af Madvarer, at han ikke kunde ſkjelne andet end en forvirret Mengde Skikkelſer og — henne paa Skjenken lige under Lampen — noget gud⸗ dommeligt noget, ſom lignede en ſtor, fed Flerſke⸗ dito Gaas, der med flige Delikatesſers Indvir kuing paa ſultne Maver fif hans 15 15 8 55 at han var lige
Original Tegning af Carl Locher.
FEER 2 (Se Side 4).
ſit Blik glide omkring i Kredſen, der havde delt fig i Grupper omkring de firkantede Bevcertningsborde, men da han ikke kunde faa Øje paa den, han ſogte, nærmede han fig en af Gjeeſterne, ſom han flere Gange havde ſet i fin Fa'ers Selſkab.
Han vidſte ikke rigtig, hvorledes han bedſt ſtulde udrette ſit Wrende og indffrænfede fig derfor til at blive ved at dreje paa fin Hue, indtil han blev ffræmmet op af det Sporgsmaal:
„Hvad er du for en Agurk?“
„Jeg er Svend Larſens Peter.
Er der ingen af jer, der har jet min Fa' er?“ ;
n
„Din Fa'er, min Dreng! Tror du, vi gaar omkring og gjemmer din Fa'er i Buxelommerne? Er det kanſkeſens din Mo'er, der har ſendt dig ud etter Livsforſorgeren for at be' ham, om han inte vilde være ſaa nysſelig og komme hjem? Ne, du kan bande paa, min Gut, han ta'er fig hellere en lille Hivert paa Bevertingen, end han gaar hjem og ſpiſer Julegaas med Mutter og Rollingerne!“
De andre Stamgjeſter fandt aabenbart, at den talende var umaadelig vittig; de lo af fuld Hals.
„Vi har ingen Gaas hjemme,“ ſagde Peter forknyt.
„Naa, ſaa har J
Lirellasſemanden og haus Kone.
„Nej, det har vi heller ikke,“ ſtammede ſtakkels Peter, der følte fig mere og mere grædefærbdig i det larmende Selfkab.
„Har J heller inte det? Naa, faa ſkal du“ — med en drøj Ed — „ha' en Dram og en Wvle- ſtive her hos os, min Gut. Lang et Par Wvle⸗ ſtiver her over, Madam Jokumſen!“ — De ſidſte Ord var henvendte til Vertshusmadamen, der havde travlt bag Skenken. 8
Drengens Øjne lyſte ved den friſtende Udſigt til en Wbleſkive; han havde faa godt ſom ingen Ting faact at ſpiſe hele Dagen. alligevel ikke ſit Wrende.
Men han glemte |
tee
|
„Kunde en af jer ikke ſige mig, hvor J tror, jeg kan træffe min Fa'er. De venter paa ham der hjemme.“
„Din Fa er ſidder ſ'gu nok og faar ſig en højhælet ude i „Smeklaaſen“, hvis du ved, hvor det er,“ bemeerkede en ruſten Stemme, ſom ikke for havde blandet fig i Samtalen. Det er ellers ude paa Kriſtianshavn i Overgaden neden Bandet, kan jeg hilſe og ſige dig. Tror du, at du kan hitte der ud?“
Det mente Peter nok, at han kunde. Den Mand, han forſt havde henvendt fig til, hufkede ham imidlertid paa, at han forſt ſkulde have „Wyle⸗
maaſke en Fleſkeſteg, hva'?“ | ffiven” og Snapſen.
———— ᷓZ— — En
(Se Side 12).
„Men Drammen forſt, forſtaar du!“ fojede gane
„Jeg tor ikke drikke Braundevi tillod Peter ſig at indvende. ræv
„Sludder og Brovl, Aa en lille Git FÆRRE gjør dig ingen Fortræd. Forſt ner med den, 2 ASA faar du ingen Wvleſkive.“
Manden var kaad, men mente maafſke ikke egentlig ondt med det. Han greb fat i ſta Peter og vilde tvinge Glasſets Sub bal men Drengen ſled ſig forffræffet I Doren, for nogen kunde holde un 9 var uu ogſaa . 01
til⸗
LM
* — 2
ſtreger,“ ſagde en af de andre. „Knegten kunde maaſke nok ha'e trængt til lidt at ſtyrke fig paa. Lad ham faa fin Woleſkive!“
Det var ingenlunde onde Menneſker; de var blot lidt plumpe i deres Spog. Et Par Stykker ſprang hen til Kjcelderdoren for at falde Peter tilbage, men han var allerede forſvunden.
Han ſtod atter ude paa Gaden. Kulden var tiltaget; han ſkuttede fig i fine tynde Kleeder, men der var ingen Tid at ſpilde, hvis han vilde helt ud pan Kriſtianshavn for at fortfætte fin Sogen efter Faderen. Gaa gav han fig atter til at lobe, fandt omſider det opgivne Beveertningsſted og oplevede et nyt Optrin af lignende Beſkaffenhed ſom det i Jokumſens Kjcelder, men med ſamme uheldige Udfald.
Gaderne var efſterhaanden begyndte at blive mindre befærdede Aftenens Højtid nærmede fig, og de lykkelige Menneſker, der havde været ude for at gjore alle Slags Indkjob, var for Storſtedelen vendte hjemefter. Da Peter atter var kommen til⸗ bage til Midten af Byen, var man hiſt og her i Feerd med at luffe Butikkerne; den travle Foeerdſel var bleven afloſt en feſtlig Stilhed.
Han fros og var udmattet og ſtakaandet af den hurtige Gang. Og hvor ſkulde han nu gaa hen? Det var vel det bedſte at vende hjem; maaſke var hans Fa'er kommen imidlertid. Men hvis han nu ikke var kommen? Der hjemme ſad hans Mo'er og den lille Soſter og havde ikke en Bid at putte i Munden. Og han, Peter, havde ſaa raſk paataget ſig at gaa ud og opſoge Faderen. Nej, det kunde ikke gaa an. Bare han dog vidſte, hvor han ſkulde ſtyre hen!
Hans Skridt var blevne tovende og uvisſe. Han vandrede omkring paa maa og faa, kigede nu og da ned i en eller anden Beveertningskjelder, [om han kom forbi, men uden at have Mod til at gaa der ned.
Saa kom han, uden rigtig at vide af det, atter ud af Smaagyderne, travede gjennem et Par menueſketomme Gader i den nordlige Del af Byen og nagede derfra en aaben Plads. Han var lidt efter lidt begyndt at gaa ſom i en halv Dos og vidſte ikke længer, hvor han befandt ſig. Lidt efter kom han forbi en ſtor Bygning: Der ffinnede en Meengde Lys der inde, og han jaa, at det var en Kirke. Han nærmede fig Indgangen, der ſtod paa
f Klem; der fra kunde han ſe ind i det ſtore, oplyſte
Rum. Gudstjeneſten var viſtuok lige bleven forbi; han jaa ingen Menneſker der inde, men oppe fra Koret lod nogle dæmpede Orgeltoner ud i den ſtille Aften. Det var aabenbart Organiſten, ſom prøvede Orgelet, for han gik hjem.
Drengen ſatte ſig ned paa den brede Sten— nappe. der forte op til Kirkens Portal. Han gav
. *
10
efter for en uvilkaarlig Indſkydelſe, en ubeſtemt Folelſe af, at der var faa ſmukt og fredelig her, og desuden var han ſaa ſkreekkelig træt. Saa lænede han ſin lille ſammenkrobne Skikkelſe op mod en af de mægtige Sojler, ſtrakte Benene hen ad Sten⸗ trappen og ſtirrede op paa den blaa, froſtklare Luft, hvor Stjernerne blinkede jaa forunderlig ſteerkt, at han pludſelig kom til at tænfe paa, om det kunde bære muligt, at de var levende. Og bag ved, inde i Kirken lød endnu den ſidſte Klang af Tonerne fra Orgelet.
Hvor det var ſmukt alt ſammen! Han glemte ſin Sult og Træthed; der paakom ham en beſynder⸗ lig Fornemmelſe af Velbehag; han lukkede uvil⸗ kaarlig Øjnene i og bildte fig ind, at han faa fin Mo'er og Soſter der hjemme. Hans Fa'er var kommen hjem; der ſtod en ſtor ſtegt Gaas paa Bordet, og et dejligt Juletræ — meget ſtorre end det, Madam Sivertſens Kris'jan havde faaet — brændte midt paa Gulvet med faa mange tændte Lys, at han flet ikke kunde tælle dem. Og det mærfeligfte var, at der ſtadig kom flere og flere Lys, Loftet i Tagkammeret hævede fig og blev til en ſtor, blaa Himmel, fuld af blinkende Stjerner, og hans Forældre kaldte paa ham, men det var ſaa langt, langt borte, at det flet ikke hjalp, Hvor meget han end ſkyndte fig. Det flyttede fig alt⸗ ſammen længere og længere bort fra ham, baade Gaaſen, Juletræet, Lyſene og den blaa Himmel med alle Stjærnerne, og til ſidſt kunde han flet ingen Ting ſe mere. ;
* * *
Der kom et lyſtigt Selſkab travende hen over Pladſen foran Kirken. Der var en tre, fire arbejds⸗ kledte Mænd i Folge med hinanden. De lo og
ſtejede og havde aabenbart „Blus paa Lampen“.
„Du er en rigtig Kantoffel, Svend Larſen!“ ſagde den ene. „Du kan bande paa, at Mutter og de ſmaa hytter fig ſ'gu nok. Er det nu inte bedre. at holde en regederlig Jul med et Par gode Kamme⸗ rater end ſom at ſidde hjemme i Visſelullekrogen og høre paa det Fruentimmerpjank! Kom nu bare med, du gamle! Har vi forſt faaet Fyr paa, faa ſkal vi, lyne mig, ogſaa holde Blus oppe lige til den lyſe Morgen. Eller er du kanſke bange, at Mutter ſkal blive krasboſtig, naar du ikke moder Paa Pletten, hva'?“
„Aa Sludder!“ ſvarede den tiltalte. „J kjender vel nok Svend Larſen? Men ſer J, det var ſmaat med Moneterne, da jeg gik der hjemme fra i Morges, og jeg kan nu k lige godt ikke li'e, at de ikke ſtal habe det torre Brod en Juleaften, ellers kunde det ſ'gu være lige meget. Jeg har endnu to Kroner paa Lommen; hva' ſi'er I, om jeg flog et Slag Hjem
11
efter og lod Mutter faa fin Part, ſaa kunde vi andre jo muntre os for Reſten?“
„Jo Tak, min fine Ven, faa blev du nok pænt hængende i et med det ſamme! Jeg ffal ſige dig, jeg kjender Fruentimmerne; inte lirke med dem, forſtaar du, inte lirke! Saa gaar Reſpekten flojten. Nu kommer du bare med og gjør ingen Filurerier! Der bli'er Humor i Aften, forſtaar du!“
„Naa, lad gaa; det er vel heller inte ſaa farlig der hjemme. Jeg kunde ſ'gu nok habe Lyſt til en lille Basſeralle endnu!“
De var komne midt ud for Kirken. Svend Larſens Kammerater traf i ham hver ved fin Side, for at han ikke ſkulde faa Tid til at fange ny Griller, og under den ſlingrende Gang ſtodte en af dem mod noget, der laa paa Kirketrappen.
Manden var ædru nok til at bemerke den pludſelige Hindring, hans Fod var ftødt imod, og med Udbruddet : „Hvad Fanden er det for en Gjen⸗ ſtand?“ bojede han ſig ned over den.
„Det er jo et Barn!“
„Lad mig ſe!“ ſagde Svend Larſen.
Han bukkede ſig ned og tog „Gjenſtanden“ op i ſine Arme. Hans Kammerater ſaa, at han paa en Gang blev faa hvid i Anſigtet ſom en Væg, og de blev alle ſammen helt ædru.
„Hvad Fanden er det?“
„Det er min Dreng — Peter!“
Han ſagde ikke et Ord mere, men trykkede den lille Skikkelſe op til ſig og lob tværs over Pladſen, ſaa hurtig hans Ben kunde bære ham.
De andre ſaa efter ham med et langt Blik. „Nu er han leveret!” bemeerkede en af dem, og da der ikke kunde være Tale om at indhente deres alle⸗ rede forſvundne Kammerat, drev de videre.
Men Svend Larſen vedblev at lobe, ſom om al Verdens onde Aander var i Helene paa ham.
„Hvis Drengen nu er død!” ſuſte og bruſte det for hans Øren. Han havde aldrig for teenkt over, hvor ſlet han bar ſig ad mod Kone og Born; han fulgte jo kun det Exempel, ſom ſaa mange af hans Kammerater gav ham. Men hvis Drengen nu var dod, mens han havde været ude at fvire og ladet Staklerne ſidde ſultne og forfrosne der hjemme! „Saa har du, du ſlaget ham ihjel!” vedblev han at gjentage for fig ſelv. „Nej, nej, det var dog for haard en Straf; det var maaſke endnu Tid at be⸗ gynde et nyt Liv. Aa, Herre gode Gud, lad ham dog ikke være død!”
Og fan lob han med den livloſe Byldt knuget |
op til. fit Bryſt, lige til han ſtod uden for det høje, ſmalle Hus i Fattigkvarteret. Han vidſte ikke ſelv, hvordan han kom op ad Trapperne og til ſidſt ſtod i Tagkammeret, Hvor de faa længe og fan bittert havde ventet paa ham. g
|
„Jeg fandt ... Peter!“ ſtammede han hæft.
„Han er viſt ſyg.“
Konen vendte ſig haſtig om fra Sengen, hvor hun atter havde været i Foerd med at pusle om den lille Pige.
„Gode Gud!“ Mere kunde hun ikke ſige. De
ſidſte Timers Angeſt, den lange, ufrivillige Faſte
og nu denne ny Skrek til — det berøvede hende et Øjeblik Mælet. Men det Slags Folk falder ikke jaa let i Beſvimelſe. Hun tog [ig ſammen, fif
fat paa Drengen og begyndte at tumle med ham
for at faa Liv i ham.
Og alt imens ſtod hendes Mand og ſaa til med Fortvivlelſe og nagende Anger malet i ſit Anſigt.
„Svend, Svend! hvor kunde du nænne det at glemme os ſaadan paa denne hellige Aften!“ Det var den eneſte Bebrejdelſe, der kom over hendes Læber.
„Aa, jeg har baaret mig ſkammelig ad, Line!“ ſagde han, og Ordene kom tungt og ſtennende frem. „Jeg har ladet jer ſulte, mens jeg gik paa Svir og Sveerm, men jeg ſkal aldrig glemme det Sjeblik, da jeg fandt min Dreng liggende ſom bød paa Trap⸗ pen til Kirken. Faar jeg Lov til at beholde ham, jaa ſkal der fra denne Aften blive et nyt Menneſke af mig, det kan du lide paa.“
Konen havde imidlertid tumlet ſaa længe med Peter, at hun omſider havde faaet Livet faldt til⸗ bage i hans ſtivfrosne og udmattede Legeme. Han ſlog Øjnene op, men det lille Anſigt var rigtignok uhyggelig blegt, og der var morke Ringe under Dinene.
„Jeg horte godt, hvad du ſa'e, Faler,“ hviſkede han. „Og jeg ved nok, at du vil holde, hvad du har lovet Mo'er .... Aa, faa J det? — der kom et Stjcerneſkud! Det var beſtemt Vorherres Jule⸗ ſtjcerne!“
Der blinkede virkelig et Stjeœrneſkud forbi det ſkraa Vindue i Taget. Drengen laa med Anſigtet vendt mod Vinduet og havde førjt ſet det.
„Saa har Vorherre hort dit Lofte, Svend!“ ſagde Konen. „Og nu tror jeg ogſaa, at du vil holde det.“ .
Og fulde man vel have tenkt det? Der blev virkelig holdt en glad Juleaften oppe paa Due⸗ handlerens Tagkammer. Det var meerkeligt at ſe, hvorledes det livede op baade paa Peter og hans Soſter, da de fik noget ordentligt at ſpiſe. Spend Larſen lob ſelv i Byen og gjorde Indkjob for de to Kroner, ſom han forſt havde beſtemt at drikke op. Og han kom i det aller ſidſte Ojeblik, for Spek⸗ hokeren og Urtekremmeren lukkede. Men af alle de glade Menneſker, ſom havde været ude at gjore Juleindkjob, var der ikke mange, der var i en mere
feſtlig og bevæget Stemning end Svend Larſen, da han gik ned i Spokhokerkjcelderen for at kjobe en Portion Flaſkeſteg og fire Wbleſkiver til fig og fin Familie.
Tireliasſemanden og hans Kone.
2 — — 1
De vandrer fra Landsby til Landsby. Et E taknemmeligt Publikum favner de aldrig, men det er n kun ſmaat med Fortjeneſten. Kan de blot tjene r til et Maaltid Mad og Nattelogis, ſaa forlanger * de ikke mere. Det er et Par gamle Qgtefolk, ſer man ſtrax; Fatter, der bærer Lirekasſen, er blind, og det Jaa galt ud for ham, hvis han ikke havde ſin gamle trofaſte Mutter, der faa varſomt leder haus Skridt uden at tage ſynderlig Notits af den
følger dem i Helene for at fan „forſte Plads”, naar den muſikalſke Foreſtilling begynder et eller andet pasſende Sted i Landsbyen.
De to gamle har i mange Aar vandret ſaa⸗ ledes omkring. Haandverksmand, men faa brød den Ulykke ind over dem, at han miſtede Synet, da baade han og Konen var blevne godt til Aars. jaa gribe til for at fortjene Livets Ophold? Han fik Tilladelſe af Ovrigheden til at vandre omkring med ſin Lirekasſe; det var ſurt nok, men dog bedre end at ſulte. Nu kjender man dem rundt 77 1 omkring i Egnens Landsbyer; de er velkomne
a Gjeſter for Børnene, der jer til med ſtum Beun⸗
dring, naar den gamle drejer paa Lirekasſen, og
Marionetdukkerne begynder at danſe. Skilling falder der jo gjærne af til dem, og fan gaar Turen videre, indtil Vorherre en Gang er faa barmhjertig at give dem et bedre Hjem end det,
de plejer at finde i Kroerne undervejs. Men ganſke alene er de to gamle for Reſten ikke. Puddelhunden, der følger bag efter, er dem en
8 Sted; han deler ærlig deres Mojſomme⸗ r, og om han ſaa kunde blive optaget i den lie i Egnen og fan Kjodben at gnave g en varm wies at 5 5 ſig
bed 95 5 n, 3 meget den r et Blik: han har helt
e bg om Mad og Drikke ſtal eter: SÅ og denne
12
nysgjerrige Flok, der allerede har ſamlet ſig og
Han var en flink og fkikkelig
Hvad ſkulde de
Et Par
25 88
„Kunſtnerfamilie“ møder nødig med Kontraplakat, for faa riſikerer den at maatte gaa ſulten til Sengs.
Billedet, ſom vi her bringer, ſkyldes en tyſk Kunſtner, Hugo Kauffmann, hvis Specialitet det er at tegne flige Scener fra Gaden og af Folke— livet. Hans WMmner er ſom ofteſt [maa og ſimple i deres Anlæg, men de røber til Gjengjeeld en dyb Forſtagelſe af flige Fremtoninger og en ægte kunſtneriſk Evne til at give Wmnet ct tiltalende Virkelighedspreeg.
igen og Andemo'er.
Hor, Andemo' er, det hi jeg ikke ſorſtaa,
du pagſer jo ſlet ikke paa dine ſmaa!
De laber omkring her i Vandet og føle,
og ſaadanne Fyre kan let fig forføle,
ja, en kunde drukne i ſamme Nu,
og hvem var faa Skyld i det andre end du!
Pigen:
Anden: Net, fan maatte Leerken da farſt blive ſvimmel og ſtyrte her ned fra den hvælvede Himmel; og fan maatte Fiſken forſt Vandſkrak faa,
for det ſkulde hænde en af mine ſmaa!
— Men hvorfor gaar du her og ſopper, min kjere, du er ingen And — nej, en Gaas maa du være!
Draaben. > aa et af Markens. ranke Straa der lan en Draabe Dug,
nys var den født i Nattens Vraa, 2 men lys den var og ſmuk.
e r
i * r RSD 1
Den grønne Skov og Mark og By fig ſelb i Draaben faa,
og Himlens Hvelv med Sky ved Sky dybt j dens Indre laa.
Og alle Blomſterne, der var,
de hviſkede faa tyſt:
„Hvor er den ſmuk, og hvor den har en Rigdom i fit Bryſt!“
Og Draaben faa fig ſtolt omkring og ſtraaled blaa og grøn,
den troede, der var ingen Ting
ſom den jaa blank og ſkjon.
Men Sommerſolen ſteg igjen højt over Skovens Krans,
da ſpandt den lille Draabe hen, da falmede dens Glans.
Saa vil, en Morgen lys og ſmuk, alt Glimmer, her vi ſaa,
hiſt være kun en Draabe Dug, der hviler paa et Straa.
Det ſigl. Theater har med fort Tids Mellemrum prœſenteret to ſtorre Nyheder: Operaen „Hamlet“ og Profesſor Molbechs Skueſpil „O pad“. Om det ſidſte Arbejde har Meningerne veret noget delte; et Fortrin har Skueſpillet imidlertid ubeſtridelig viſt ſig at være i Beſiddelſe af, nemlig Evnen til at trælle fuldt Hus. Hvad der end kan indvendes mod det fra et ſtrengere eeſthetiſk Synspunkt, maa det i alt Fald ind⸗ rommes, at „Opad“ er et Theaterſtykke af ſtor dramatiſt Virkning med en ſand Overflod af effektfulde Scener.
Follletheatret. Efter at „Kveghandleren fra Stejermark« i længere Tid har trukket fuldt Hus, har Theatret forøget fit Repertoire med Alex. Dumas fils 3⸗Akts Lyſtſpil, „Hr. Alphonſe“, ſom gaves førfte Gang i Onsdags i Forening med det forſtnevnte Stykke og modtoges med udelt Bifald. Der er vel et og andet i „Hr. Alphonſe“, ſom ikke er ganſke ægte, navnlig i Henſeende til Karaktertegningen, men Stykket udmerker fig til Gjengjeld ved gode Situationer og en livlig Handling, ſom holder Tilſkueren i Aande gjennem alle tre After, ifær da det bliver fortræffelig ſpillet af d'Hr. Stigaard og Wulff ſamt Fruerne Holft, Julie Hanſen og Fri. Lydia Sprenſen. Alt i alt var Opfsörelſen af „Hr. Alphonſe“ en Foreſtilling, ſom Folketheatret har Wre af, og ſom viſtnok længe vil give fuldt Hus.
Kaſinos Thealer. Offenbachs uopſlidelige Oeprette „Raverne«, og Sardous interesſante Agteſkabs⸗ komedie „Lad os ſkilles ad? er bleven afloſt af „Kaptajn Grants Born“. Dette Stylfe, der ved fin førte Fremkomſt "vandt en afgjort Sukces, har ikle tabt noget af fin Tiltrekningskraft, og Tilſtuerne folger med ufvælfet Interesſe den cventyrlige Handling, der jo yder⸗ ligere underſtattes af en glimrende Iſceneſettelſe.
r ———— i
8
|
||
—
Det er en yndet Tidsfordriv for Barn ai ſpille Lotteri,
7 — — 253
eee eee r sty teste 2 "(2121 22 RAR AN TE EN —
.
* -
3 71 — 7
„Wventhr og Digte” af P. Hanſen Sønder: løge. (N. C. Roms Forlagsforretning). Det er et ſmukt Eftermæle, den tidlig afbøde Forfatter har efterladt fig i denne Bog. Uden juft at vidne om noget betydeligt Talent indeholder Samlingen fan megen Friſkhed og Inde, at de mange forſkjellige Smaaſtykker, Digte og Hiſtorier mellem hinanden, leſes med ublandet Velbehag. Vi gjengiver ovenfor to Digte ſom Prove paa den ukunſtlede poetiſkte Evne, ſom Forfatteren beſad, baade i Alvor og Skjemt. Bogen, der er ſmukt udſtyret og | indeholder en Mengde fortræjfelig udførte Treſnit, vil dr færlig egne fig til Sulegave. i „Haandgjerningsbog for Ungdommen”, af N. C. Rom, ; der har ſtiftet Glæde og Nytte i faa vide Kredſe, er N udkommen i 3dje Oplag, ſom oven i Kjobet ſnart kan : forventes udſolgt. J den nermeſte Zid vil denne Bog
udkomme i tyſk Overſettelſe paa Otto Spamers Forlag i Leipzig. 2 „Bonnebog for evangeliſke Kriſtne“, ſamlet af Pa⸗ f * ſtor Johannes Kok, er udkommet paa Gylden⸗ * dalfke Boghandels Forlag. Blandt be geiſtlige For⸗ ag fattere, hvis Skrifter er benyttede ved Samlingen af 2 disſe Bønner, findes mange anſete Navne i den religipſe — 9 Literatur. Bonnerne, der er inddelte efter de forſtjellige 22 Lejligheder, er ſamlede med Omhu og Kjærlighed til den Ko.
foreliggende Opgave og danner en Opbyggelſesbog, ſom ſikkert vil finde Indgang i mangt et kriſteligt Øjem.
Julenyt.
Bogſtav⸗Lotteri, af M. Abrahamſen og Albert Svendſen, er Titlen paa en meget ſindrig Opfindelſe, ſom er udgaget fra N. C. Roms Forlagsforretning.
men ved nærværende lille Opfindelſe forenes det nyttige med det morſomme. Det bekjendte Lotteri⸗Spil frem⸗ kommer her i en ny Skikkelſe, hvorved det ofte moj⸗ ſommelige Hverv at lære Barnet Tal og Bogſtaver gjores til en underholdende Leg, der letter Arbejdet baade for Læreren og den lille Elev. Lotteriſpillet er kjont ud⸗ ſtyret og ledſages af en Forklaring over Spillets Plan.
Nipsraps.
J London har der dannet fig et Selſkab, der arbejder paa at fordrive Rogen fra Skorſtenene, for den forpeſter Luften i Keempeſtaden. Saa ſnart man har naaet dette Maal, har man i Sinde at anlægge Blomſter⸗ haver paa alle flade Tag.
Fangne Englændere. Ifølge officielle Beret⸗- ninger er ſiden Aaret 1860 i fjorten forſkjellige Tilfælde 29 Englændere blevne bortførte af Rovere i den ele E. at udpresſe Loſepenge. Disſe Overfald og Bortforelſer har fundet Sted i Mexiko, Spanien, Italien og paa Balkanhalvoen. å SE
Dilot til Tyſt.
Forleden Dag bad man ved M
Herre om at ſtere for af Andeſteg beredvillig bette Tillidshverv, men
fan Kniven fra ham, havde han: væltet en Karaffe Vand, forvredet ſin ene Skulder, vippet Andeſtegen tværs over Bordet ned i Skjodet paa en Dame og været ner ved at ſtikke Øjet ud pan fin Nabo — og ſaa var Anden endda ikke parteret!
Doktor og Patient.
(Japanſk Humor).
Gaadefabrik).
— —
Karade.
Det førfte findes i det hele
— J Reglen maa der føjes til —
og Ordet teller tvende Dele,
ſom De med Lethed gætte vil.
Det førjte bruger Diplomater
ſaavel ſom mindſte Skoledreng;
det bruges ſelv til Statstraltater,
men og til mindre Ting i Fleng.
Det andet finder De paa Gaden,
og overhovedet har man det
ſaavel pan Landet ſom i Staden,
hvis ikke var man ilde ſtedt.
De hele er ej ſtorre, Fjære,
end det i Lommen puttes kan.
Til megen Nytte kan det være,
naar det kun bruges med Forſtand. Put. Pu
Geografiſk Gaade.
Forbogſiaverne, leeſte fra oven ned efter, danner Navnet pan et vndet, nyt Theaterſtylke:
1. Hovedſtad i Evropa.
2. By paa Fyn.
3. By i Norge.
4. Flod i Tyſkland
5. Flod i Frankrig.
6. By paa Sjælland.
7. Hovedſtad i Evropa.
8. Er Kongerige.
9. By i England.
10. By i Frautrig.
11. By i Skotland.
12. O i Middelhavet.
13. By i Græleuland.
14. By i Irland. Puk.
Üdgravningsforetagende.
Af følgende Ord dannes Navnene pan to Sohelte: Tro ej den Lods. Stjul Elin. Puk.
— —
Gaadeloſernes Navne og Merier meddeles i et af de 7 nermeſt folgende Numre. Bidrag til Gaadefabriten mod⸗ tages. i
— — —
| |
Udkommet er:
Gjennem N. C. Roms Forlagsforretning: Haandgjerningsbog for Ungdommen, med 636 Alflbild⸗ ninger, tredje, meget forøgede Udg., indeholdende letfattelig og udførlig Bejledning til en Mængde Suedkerarbejder, Hagge⸗ hug- og Drejerarbejder ſamt finere Træarbejder, ſom Lopſab. arbejde, Finerings⸗ og Indlegningsarbejder, Üdſkering i Almueſtil, Billedſfererarbejde og finere Naturarbejder. End⸗ videre i Kurbefletning, Paparbejde, Bogbinderarbejde, For⸗ ferdigelſe af Lederblomſter og Fjerblomſter, Straafletuing, Metalarbejde, Vorſtebinding, Maling i Olje og Limfarve, Tapetſeriug, oſv., indb. i Papb ind 5,00 O. Haandgjerningsbogen i ſmukt forgyldt Shirtingsbind. . 6,00 — Vejledning i Landbohusflid, med 254 Afbildninger . Legetojbog for Ungdommen, med 150 Afbilduinger ... 1,50 — Den lille Paparbejder, med 124 Af 1,50 — Den lille Træarbejder, Arbejdstegninger til Lovſav⸗, Indlœgnings⸗ og Billedſkœrerarbejder efter Haand⸗ gierningsbogen 1 forſtorret Maaleſtok, 16 Tavler ... 0,50 — Haandgjeruingsbog for den koindelige Ungdom, af Sara Rasmusſen, 2. Oplag, med 137 Af b.. 1,00 — Fra ulige Steder. Otte Smaahiſtorier af Vilh. Oſtergaard 2,00 — Ibanhoe, romantiſk Fortælling af Walter Scott, overſat af Vilh. Oſtergaard, med mange Billederr 4,00 — Den ſidſte Tempelridder, romantiſk Fortælling om Ridder Parcival, af Brachvogel, overſat af Vilh. Oſterggard 4,00 — Fribytteren pan Oſterſoen, romantiſk Fortælling af Viktor Rydberg, overſat af Otto Borchſenins. Folkeudgave. 4,00 — Tordenſkjold i Marſtrand, Folkekomedie i 5 Akter af Carit Etlar. Andet Oplag
Bogſtav-Lotteri eller Stavefpil,
til legende at lere Smaaborn at kjende Vogſtaver og at ftave ſamt Tallcæsniug. Af Lærerne. M. Abrahamſen og A. Svendſen. Smukt opklœbet i LEſke. Pris 2 Kroner. J Materie (uopklœbet) 75 Øre.
Alglſpeils Hiſtorie, hvori der fortælles om mange af denne berømte Skalks Wven⸗ tyr og Bedrifter.
Med en Meengde Tegninger af L. Frolich og J. Th. Lundbhe. Pris indbundet i Papbind 75 Øre.
Med de morſomme Billeder og den dertil knyttede livlige Fortelling, der er fri for alle anſtodelige Platheder, afgiver denne billige Bog en fortræffelig Familie⸗ og Barnelesning.
Geografiſke Billeder for Kkolen og Hjemmet, udgivne af N. C. Rom.
Üdkommer i ſtore Kvarthefter, a 32 Sider, til en Pris af 50 Øre pr. Hefte. Bliver komplet i 12 Hæfter.
Suentyr og Sigte
af P. Hanſen Sonderkoge. Med en Mengde Billeder. Pris 2 Kr.
J Arnehrogen.
Fortællinger og Skildringer af Anton Rielſen, C. A. Thyregod, Zakarins Nielſen, R. C. Rom, Kund Skytte og Emanuel Henningſen. Pris 3 Kr. a
Faas gjennem alle Voglader og i e N. C. Roms Forlagsforretning, Jcernbanegade 5, Kjobenhavn. V.
Indhold: Cu rucsſiſt Fyrſſe, af Alexis Tolſten. — Et Villede fra = lagen (med original Teguma af Carl Locher). — En Jule⸗ aſten, Skitſe af Vilhelm OSſtergaard. — birekasſemanden øg hand Kone med Rillede). — Pigen og Andenoſer (med Villede), Draaben, af P. Hanſen „onder loge. — FTheaternyt. — Ny Bøger, — Niperaps. — Blot til Lyſt. — Gaadefabrik. — Vekjendigjorelſer in m. 1 i
INR LÅ N. FRISTRUP,
6. Aargang.
dette Ojeblik blev en Skare paa omtrent halvtreſindstyve Ryt⸗ tere med dragne Sveerd ſynlig. l Foran dem ſprengte en ung FAN AN oa Mand med fort Sfjæg, iført
N en rod Kaftan og med en guld⸗ brcemmet Ulveſkindshue paa Ho⸗ 2 „ vedet. Ved Sadlen paa hans
N Heſt hang en lille Koſt og et
RS) Hundehoved.
„Goida, Goida!“ ſkreg han, „dreb det Pak, hug Bønderne ned, fang Toſene og ſtik Landsbyen i Brand! Følg mig, Karle! Giv ingen Pardon!“
Bønderne flygtede til alle Sider.
„Lille Fatter! Bojar!“ bad de, "der befandt fig i Fyrſtens Nerhed, „forlad ikke os arme Stakler! Beſkyt os ulykkelige!“
Men Nikita var allerede borte.
„Hvor er Bojaren henne?“ ſpurgte den gamle Bonde, i det han ſaa ſig omkring til alle Sider. „Stedet, hvor han ſad, er tomt! Og af hans Folk er der heller ingen at ſe! De har aabenbart ſtyndt fig bort her fra, de tapre! O, hvilken Ulykke, vi er alle fortabte!“
Den unge Mand med den rode Kaftan ſtanſede ſin Heſt. i „ Hejda, gamle Graaftjæg! Her blev jo nylig danſet; hvor har Pigerne gjemt ſig?“
Bonden. bøjede fig i Tavshed. i
„Hen til Birfetræet med ham!” udbrød den
SE = 2 HJEMMET. *
En rusſiſk Fyrſte. Roman af Alexis Jolſtoh.
(Fortſat).
ſortſtjeeggede; „han hylder Tavsheden; lad derfor Birketrœet gjøre ham ſtum for evig.”
Nogle Ryttere ſteg af Heſten og kaſtede en Slynge om Bondens Hals.
i „Lille Fatter! Dræb ikke en Olding; flip mig los, J gode Herrer! Dræb ikke en Olding!“
„Aha, din Tunge er nok bleven løft igjen, gamle Knurrepotte! Men nu er det for ſent, lille Bro'er; driv ikke Spas med os en anden Gang! Afſted til Birken med ham!“
Opritsnikerne flæbte den gamle Wand hen til Træet. J ſamme Sjeblik horte man nogle Skud bag ved Bonderhytterne. Ti Mand til Fods kaſtede ſig med dragne Gværd over Boddelkneegtene, og ban ſamme Tid ſprengte Serebreenys Folk omkring Gadehjørnet og ſtyrtede med høje Skrig los paa Opritsnikerne. Fyrſtens Folge var ikke halvt jaa talrigt ſom Modſtanderne, men Angrebet kom ſaa pludſelig og uventet, at Opritsnikerne i et Nu var ſlagne paa Flugt. Fyrſten kaſtede i egen Perſon deres Anforer af Sadlen med et velrettet Sabelhug. Uden at give ham Tid til atter at komme paa Benene, ſprang Nikita af Heſten, fatte ham fit Knee for Bryſtet og greb ham i Struben. .
„Hvem er du, Skurk?“ ſpurgte Fyrſten.
„Og du, hvem er du?“ ſvarede Opritsniken
med halvkvalt Stemme og funklende Ojne.
Jyrſten fatte ham fit Piſtollob for Panden. „Spar, elendige, eller jeg flyder dig ned ſom
en Hund!“ 5
u „Jeg ſtaar ikte under din Kommando, Rover,?
Å 3 3 *
gjenmælede den anden uden at robe den ringeſte
Frygt; „du er fortabt, fordi du har vovet at lægge
Haand paa Czarens Folk!“
Hanen paa Piſtolen ſlog i, men Stenen gav ingen Gniſt, og den ſortſtjceggede beholdt Livet.
Fyrſten ſaa ſig omkring. Nogle af Oprits⸗ nikerne laa døde rundt om ham, andre blev ſpine⸗ bundne af hans Folk; Reſten var forſvunden.
„Bind ogſaa ham her!“ udbrod Bojaren, og
i det han betragtede Mandens vilde, men ufor⸗
fœerdede Anſigt, kunde han ikke andet end føle en
2 vis Beundring. „Hvilken tapper Karl!“ tænfte han;
3 „Skade, at det er en Rover!“
Ridekncegten Michael traadte hen til Fyrſten. „Se, lille Fatter,“ ſagde han, i det han viſte ſin Herre en Pakke tynde, men faſte Strikker med
Slyngknuder ved Enden. „Se, hvilken Slags Værk toj de har bragt med ſig. Man ſer nok, at det i Dag ikke er forſte Gang, de over fig i Boddel⸗ haandverket — det er ſande Helvedesſonner.“
Krigskneegtene forte i det ſamme to Heſte frem, paa hvilke to Mænd var bundne faſt; den ene var en Olding med graat, ſterkt kruſet Haar og et langt, hvidt Skjceg. Hans Ledſager, en ung, morkojet Mand, ſyntes derimod ikke at tælle mere end tredive Aar.
„Hvad er det for Folk?“ ſpurgte Fyrſten.
„Hpvorfor har J bundet dem faſt til Sadlen?“
„Ikke vi, Bojar, men Roverne har bundet dem.
Vi fandt dem bag ved Landsbyens Hegn, omgivne af en Vagt.“
„Saa los deres Baand og lad dem lobe.“
Saa ſnart Fangerne var blevne befriede for
Baandene, ſtrakte de med Velbehag deres ſtivnede Lemmer. De lod imidlertid ikke til at have Haſt⸗ vært med at gjøre Brug af deres Frihed, men blev tilbage for at qe, hvad der vilde ſke med de overvundne.
„Hor, J Stratenrovere,“ ſagde Fyrſten til de fangne Opritsniker, „hvorledes tor J vove at falde
eder Czarens Folk? Hvem er J?“
8 „Er dine Øjne maaſke ſlagne med Blindhed 5 ſvarede en af dem. „Ser du ikke, hvem vi er?
Det er dog tydeligt nok, at vi er Czarens Folk — Opritsniker!“ | .
" „Ved alle Djævle,” raabte Serebræny, „hvis ERR J har jert Liv fjært, jaa fig Sandheden!”
1 9 „Det lader nok til, at du er falden lige ned fra Skyerne,“ ſagde den unge, ſortſtjceggede Mand med en haanlig Latter. „Har du da aldrig for
jet Opritsniker? Hvorfra kommer du egentlig?
— Det havde i alt Fald været bedre for dig, om du var bleven, hvor du var.“ i
8 Roverens —.— og Halsſtarrighed bragte de til. nt tabe nalmo! É
SR Vor, unge Denne,” ſagde han; „din
. 2 ÅL 0 2
* 3
HUR ere
I
d 3 Fra
16
-blandt de øvrige Opritsniker.
Uforfærdethed behager mig, jeg er ikke utilbojelig til at ſtjcenke dig Livet. Men ſiger du mig ikke oje⸗ blikkelig, hvem du er, ſaa lader jeg dig — ſaa ſandt Gud er hellig — ſtrax klynge op!“
Roveren rektede fig ſtolt i Vejret.
„Jeg hedder Matthæus Chomjak,“ ſvarede han, er Rideknceegt hos Gregor Skuratoff-Belski. tjener min Herre og Czaren tro og redelig Koſten, ſom vi bærer ved Sadlen, betyder, at vi fejer Forrederiet bort fra den rusſiſke Jordbund, og dette Hunde— hoved hentyder til, at vi bider Czarens Fjender ihjel. Nu ved du, hvem jeg er; ſig mig nu ogſaa for dit Vedkommende, hvorledes man ffal falde dig, hvilket Navn man ſkal mindes, naar du er bleven et Hoved kortere!“
Fyrſten havde allerede tilgivet Opritsniken hans driſtige Tale; Mandens Ligegyldighed over for Døden behagede ham. Men Matthæus Chomjak bagvaſkede Czaren; det kunde Nikita Serebreœny ikke taale. Han gav ſine Krigere et Vink. Vante til at adlyde og ſelv eggede af Rovernes Fraekhed kaſtede de Lokken om Chomjaks Hals og gjorde ſig rede til at lade ham lide den ſamme Straf, hvormed han nys havde truet de ſtakkels Bønder.
Da traadte den yngſte af de to Mend, Baand han nys havde loſt, hen til Fyrſten.
„Tillad mig, Bojar, at ſige dig nogle Ord.“
„Tal!“
„Du har i Dag gjort en god Gjerning, Bojar; du har friet os ud af Henderne paa disſe Hunde. Vi vil derfor gjengjeelde dig godt med godt. Det er aabenbart længe ſiden, du har levet i Moſkwa, Bojar. Vi ved imidlertid, hvad der for Tiden foregaar der. Hor derfor vore Ord! Hvis du endnu ikke er kjed af Livet, ſaa lad ikke disſe Djcevle klynge op. Lad dem lobe. Lad ogſaa denne Satan, Chomjak, lobe. Ikke for deres Skyld, men for din egen, Bojar. Skulde de nogen Sinde falde i vore Hænder, da, ved Kriſti Legeme, klynger jeg dem ſelv op! Strikken ſkal de ikke undſlippe, kun tilkommer det ikke dig, men os at ſende dem afſted til Helvede, hvor de hører hjemme.”
Fyrſten ſaa forundret paa den ubekjendte. Dennes ſorte Ojne udtrykte Beſtemthed og For⸗ vovenhed; et merkt Skjcg doekkede Hele den underſte Del af hans Anſigt, der oplivedes af to Rakker ſkinnende hvide Teeuder. Efter hans Kleedning at dømme, maatte man antage ham for en Kjobmand eller velhavende Bonde. Han talte imidlertid med faa megen Tillidsfuldhed og ſyntes at mene det faa oprigtig med fin Advarſel, at Bojaren begyndte at betragte ham med voxende Opmeerkſomhed. Og Nikita maatte til ſidſt tilſtaa for fig ſelb, at dette Menneſkes Træf bar Præget
„og Jeg
hvis
17
af mere end almindeligt Mod og Forftand.
Hans | til Side og førgede for, at den foreflaaede Straf
Blik robede tillige en Mand, der var vant til at | blev fuldbyrdet over dem med lige fan megen
befale.
„Hvem er du, unge Menneſke?“ ſpurgte Sere⸗ breny, „og hvorfor gaar du i Forbon for Folk, ſom har øvet Gold mod dig ſelv?“
„Det er ſandt nok, Bojar, havde du ikke lagt dig imellem, laa var jeg bleven klynget op i Steden for dem. Men folg ikke deſto mindre mit Raad og lad dem lobe. Du vil ikke fortryde det, naar du kommer til Moſkwa. Tiderne har forandret ſig der. Ja, derſom man havde kunnet gribe dem alle til Hobe, ſaa ſkulde jeg ikke have haft noget at ind— vende mod, at de var komne til at dingle hver fra ſin Gren. Der var alligevel bleven mer end nok tilbage af dem i Rusland. Men ti af dem er ſlupne bort, og hvis denne fordømte Chomjak ikke kommer helſkindet tilbage til Moſkwa, faa kan du forlade dig paa, at du vil blive anklaget af hans Kammerater!“
Den fremmedes gaadefulde Tale vilde ſand⸗ ſynligvis ikke have overbeviſt Nikita, men dennes Vrede havde imidlertid lagt ſig. Han tog i Be⸗ tænkning, at Misdedernes ojeblikkelige Henrettelſe ikke vilde være til ſynderlig Nytte, hvorimod det maaſke kunde opnaas, at hele dette Kompagni af Stratenravere blev opdaget, naar man overleverede de allerede fangne Rovere til den ſtraffende Ret⸗ færdighed. Efter at han havde ſkaffet fig nøjagtig Underretning om den nærmefte Dommers Embeds⸗ jæde, befalede han Anforeren for fit Folge at bringe Fangerne der hen, og erklærede, at han vilde fort⸗ Jætte fin Rejſe, kun ledſaget af Michael.
„Du kan ganſke viſt neemt nok ſende disſe Hunde afſted til Dommeren,“ mente den ubekjendte, nmen tro mig: han vil ufortøvet jætte dem i Frihed igjen. Det vilde være bedre, om du ſelv gav dem Løbepag. - Gjor i øvrigt ſom du vil, Bojar.”
Michael havde ſtiltiende lyttet til denne Sam⸗ tale og indſkreenket fig til nu og da at kls fig beteenkelig bag Øret. Men da den fremmede havde talt ud, traadte den gamle Ridekneegt hen til Fyrſten, bojede ſig dybt og ſagde:
„Lille Fatter Bojar, denne unge Mand har maaſte truffet det rette: Dommeren vil ſandſynlig⸗ vis tætte. disſe Rovere i Frihed igjen. Men hvis dit i din Godhjeertethed lader dem flippe for Strik⸗ ken, faa tillad i det mindſte, at vi giver dem hver halvtreſindstyve Slag Stokkeprygl, for at de kan have en lille Erindring om dig, for de faar Lov til at lobe. Maaſke kan det i Fremtiden fortage disſe fordomte Hunde Lyſten til at ſtjcele og myrde!“
Og i det han tog Fyrſtens Tavshed for et
ſtiltiende Samtykke, lod han ſtrax Fangerne fore
. ⁵ Üͤͤꝛjü¼½¼½½½;.: ę cꝛF “NnqD¼ !.
Nojagtighed ſom Hurtighed, uden Henſyn til Chom⸗ jaks afmegtige Trusler og Raſeri.
„Det vil bekomme dem ſaare vel,“ forſikrede Michael, da han lidt efter med en vel tilfreds Mine vendte tilbage til Fyrſten. „Rigtignok er Straffen altfor mild, men den vil dog efterlade et varigt Minde hos dem.“
Ogſaa den ubekjendte ſyntes at billige Michaels lykkelige Indfald. Han ſmaalo ved fig ſelv og ſtrag fit Skjeg, men lidt efter fik hans Anſigt det ſamme alvorlige Udtryk ſom før. 5
„Bojar,“ ſagde han, „derſom det er din Henſigt at rejſe alene i Selſkab med din Ridekneegt, faa tillad mig og min Ledſager at flutte os til dig. Vejen falder os noget enſom, og man rejſer bedre i Folge med andre. Desuden kunde der maafke endnu en Gang byde ſig Lejlighed til at arbejde med Neverne, og otte Arme udretter mere end fire.“
Fyrſten havde ingen Grund til at nære nogen ſom helſt Mistanke til ſin ny Bekjendt. Han tillod ham derfor at gjøre Folgeſkab med, og efter en kort Raſt fortſatte de fire Ryttere deres Vej.
Andet Kapitel. De ny Rejſefeller.
Undervejs provede Michael flere Gange paa at faa at vide, hvem de ubekjendte var, men de ſvarede ham enten med en Spas, eller ogſaa undveg de ham med liſtige Udflugter, hver Gang han troede at have naaet fin Henſigt.
„Et nydeligt Selſkab,“ ſagde Michael endelig ved fig ſelv. „Nogle meerkveerdige Folk! Saa glatte ſom Aal! Næppe tror man at have faaet Tag i dem, ſaa glider de atter ud mellem Fingrene paa En.“
Det begyndte imidlertid at blive morkt, og Michael nærmede ſig Fyrſten.
„Bojar,“ ſagde han, „tror du nu ogſaa, vi har handlet vel i at tage disſe Fyre med os? De lader mig til at være temmelig jun; man kan fladre med dem, ſaa meget man vil, og dog ikke lokke noget ud af dem. Det er nogle kraftige Knegte; de giver ikke denne Chomjak ſynderlig efter i den Retning. Mon det ikke ſkulde være flet Kram?“
„Det er nok muligt,“ ſvarede Fyrſten i en ſorglos Tone; „men i hvert Fald vil de ſtaa os bi, hvis vi atter ſkulde ſtode pan disſe Opritsniker.“
„Det faar vi forſt at ſe, lille Fatter! Den
1 7 ” 1
— — » Le Fa,
n. ND — * * feel 1 å 2 * 4
* 7 * mø” 2 Fik z 8 .. " FS"
1
Modſtand var umulig.
ene Ravn hugger ikke Øjnene ud paa den anden, og jeg horte dem nys underholde ſig med hinanden i et Sprog, ſom Djævlen maa kunne tyde; jeg forſtod ikke et levende Ord af det, og alligevel lod det til at være rusſiſt! Ver paa din Poſt, Bojar; en vaagen Heſt har Ulven fvært ved at gjøre det af med.“
Morket tog mere og mere til, og Michael tav omſider. Ogſaa Bojaren iagttog Tavshed. Man horte kun Heſtehovenes Klapren og nu og da en ſvag Puſten fra Heſtene.
De red gjennem en Skov. Den ene af de ubekjendte iſtemte en Sang, hvis Omkved den anden ſang med.
Denne Sang, der lød faa ſtemningsfuld gjennem Nattens Stilhed efter alle Dagens Hen⸗ delſer, gjorde et ſcelſomt Indtryk paa Nikita: han følte fig paa en Gang ſaa tung om Hjærtet. Han kom uvilkaarlig til at tœenke paa Fortiden, paa fin Afrejſe fra Moſkwa, ſom han havde forladt for fem Aar ſiden, og hans Fantaſi forte ham atter ind i den ſamme Kirke, hvor han havde hort Mesſen for ſin Bortrejſe, og hvor han midt under den hojtidelige Salmeſang, midt iblandt Menighedens dæmpede Mumlen havde følt fig ſcelſomt greben af en blid, velklingende Stemme, ſom hverken Vaabnenes Klirren eller de litauiſke Kanoners Torden havde kunnet udſlette af hans Erindring.
„Lev vel, Fyrſte,.“ Havde denne Stemme hemmelig tilhviſket ham; „jeg vil bede for dig!“
Imidlertid vedblev de to ubekjendte at ſynge; men Ordene i deres Sang harmonerede ikke med Bojarens Tanker. Sangen priſte den umaadelige Steppe, den mægtige Wolga, ſom gjennemſtrom⸗ mer den, og det muntre, ubundne Wventyrerliv. Snart forenede Stemmerne ſig, ſnart klang de hver for fig; nu ſogte de at anſkueliggjore en Flods langſomme, rolige Lob; derpaa hævede og ſenkede de fig atter ſom ſtormfulde Bølger, og endelig loftede de ſig højere og højere, ligeſom naar Ørnen ſpœver med udfoldede Vinger højt oppe i Luften.
Man bliver pan en Gang vemodig ſtemt og
tillige ſaa glad til Mode, naar man en ſtille Som⸗ mernat inde i den tavſe Skov hører en rusſiſt Folke⸗ viſe. Man foler da en uſigelig Tungſindighed, der er lige ſaa uovervindelig ſom den ubonhorlige Skebne, og denne Tungſindighed er et af Hovedtrakkene i den rusſiſte Nationalkarakter, der lader en fatte og forſtaa meget, ſom ſynes uforklarligt i det rusſiſke Folks Liv og Feerden. Og hvad tolker ikke ſaadan en Sang midt i Sommernatten og i en ſtille Skon !
En ſtingrende Piben rev pludſelig Bojaren ud af hans Drømme. Tvende Mænd ſprang frem fra Slyggen af e: Træ og greb hans Heſt ved Tojlen. To andre tog fat i hans Arme. Al
„Ha, J Skurke!“ ſkreg Michael, der ligeledes var bleven omringet af ubekjendte Mænd; „ha, J Sonner af en Hund! ... De har forraadt os, de Kjeltringer!“
„Hvem der?“ ſpurgte en raa Stemme.
„Bedſtemo'ers Spoleben,“ var det gaadefulde Svar, ſom blev givet af den yngſte af Fyrſtens ny Rejſefeeller.
„J Bedſtefa'ers Sko,“ gjenmeelede den raa Stemme.
„Ryſt ikke Wbletrœcerne! Lad Axene modnes; vi vil ſelv indhoſte Sceden,“ vedblev Fyrſtens Ledſager.
Heenderne, ſom havde grebet fat i Bojaren og hans Heſt, ſlap ejeblikkelig deres Tag, og faa ſnart Heſten atter følte fig fri, begyndte den at puſte og lob endnu hurtigere end for afſted mellem Træ- ſtammerne.
„Der ſer du, Bojar,“ ſagde den ubekjendte, „at jeg havde Ret, da jeg forudſagde, at det er bedre at rejſe fire end to i Folge. Nu vil vi blot ledſage dig til Møllen og der tage Afſked med dig. J Mollen finder du ſagtens Nattelogis og Foder til din Heſt; Todudoff ligger hojſt to Werſter borte, og derfra har man ſnart naaet Moſkwa.“
„Jeg takker dig, Kammerat. Skulde vi modes
end en Gang, ſkal jeg ikke glemme, hvad jeg er dig ſtyldigg ,
„Ikke dig, Bojar, men os tilkommer det at tale om Taknemmelighed. Det er ikke meget ſand⸗ ſynligt, at vi nogen Sinde ſkulde modes igjen. Men ſkulde det være Guds Vilje, fan glem ikke, at en Rusſer altid mindes en Velgjerning, og at vi beſtandig bliver dine tro Tjenere.“
„Hav Tak, unge Mand; men vil du ikke ſige mig dit Navn?“
„Jeg har flere Navne,“ ſparede den yngſte af de to ubekjendte. „For Ojeblikket Hedder jeg Wanjucha Perſten.“ -
Det varede ikke længe, før de rejſende Havde naaet Møllen. Trods den fremrykkede Tid var Mollehjulet endnu i Gang. Saa fart Wanjucha Havde tilkjendegivet fin Mærværelje ved et Stød i en lille Vibe, han bar hos fig, kom Molleren til Syne. Paa Grund af Morket kunde man ikke ſtjelne hans Trek, men efter Stemmen at dømme var det en gammel Mand.
„Ah, er det dig, min Velgjorer!“ ſagde han til Perſten. „Jeg ventede dig ikke mer i Dag, og mindſt i Selffab med fremmede. Hvorfor har du ikke fulgt dem til Moſkwa? Hos mig findes der hverken Havre eller Ho og ikke heller noget Aftensmaaltid.“
Perſten ſagde nogle Ord til Molleren i en Slags
uforſtagelig Kaudervelſk. Den gamle Mand ſparede ham i ſamme Sprog og tilføjede derpaa halvt, højt: „Ja, det vilde glæde mig meget, min bedſte,
men jeg venter en Gjæft, og — du gode Gud — hvilfen Bjæjt! Han er ikke til at ſpoge med.”
„Og Melkammeret?“ ſpurgte Perſten.
„Det er helt fuldt af Sekke.“
„Men Pakhuſet? ... Hor, gode Ven, du maa ſtrax ſkaffe Plads og desforuden Havre til Heſtene og et Aftensmaaltid til Bojaren! Vi kjender jo hinanden fra gammel Tid, prøv derfor ikke paa at narre mig.“
Molleren førte brummende de rejiſende hen til Oplagshuſet, der laa omtrent ti Skridt borte fra Mollen, og hvor der var rigelig Plads til Trods for de opſtablede Kornſckke.
Medens han derpaa bortfjernede fig for at hente Lys, tog Perſten og hans Ledſager Afſked med Bojaren.
„Men ſig os dog, Kammerat,“ bad Michael, „hvor vi kan finde jer igjen, derſom Fyrſten ſkulde faa Brug for eders Vidnesbyrd i Anledning af denne Dags Hendelſer?“
„Sporg Vinden, hvor hen den iler!“ ſvparede Perſten. „Sporg den bortrullende Bolge, hvor den har ſit Hjem! Vi ligner Pilen, der flyver bort fra Buen: hvor dens Spids trænger ind, der er dens Bo! ... Hvad vort Vidnesbyrd angaar,” tilføjede han leende — „ſaa vil vi ikke kunne være hans fyrſtelige Naade til nogen Nytte dermed. Men derſom vi kunde være dig til Tjeneſte i en anden Sag, ſaa kom blot hid til den gamle, til Molleren her; han vil ſige dig, hvor du ſkal ſoge efter Wanjucha Perſten!“
„Der har vi det! En rigtig Djævleføn!” mumlede Michael ved ſig ſelv, „hvilken forblommet Tale han fører!”
„Bojar,“ ſagde Perſten, i det han gjorde
Mine til at bortfjcerne fig, „folg mit Raad: Naar du kommer til Moſkwa, ſkal du ikke gjøre dig til af, at du forſt har villet ſlaa Strikken om Halſen paa Maljuta Skuratoffs Ridekneegt, og at du derncſt ordentlig har garvet hans Rygſtykker.“ „Se, hvor nydelig han tager fig af ham!“ brummede Michael igjen. „Lad Halunken lobe, krum ikke det mindſte Haar paa hans Hoved og glor-dig ikke til af, at du har villet klynge ham op! Det er aabenbart Frugter af et og ſamme Træ .. . Vær kun rolig, lille Bro'er,“ tilføjede han højt, „vor Fyrſte nærer ikke Angeſt for nogen; han har intet at frygte af denne Skuratoff; han ſkylder kun Czaren Regnſkab for ſin Gjoren og Laden.“
Molleren var imidlertid kommen tilbage og med⸗ bragte en tændt Granſpaan, ſom han fatte faſt i Veg⸗ gen; derpaa hentede han en Ret Schtſchi“) tillige med Brod og et Krus Ol. Den gamle Mands Anſigt ud⸗
) Deu nationale Kaalſuppe.
19
trykte en ejendommelig Blanding af Godmodighed og Gjerrighed; Haar og Skjeg var ganſke hvidt; Øjnene lyſegraa; hele Anſigtet var bedekket af dybe Rynker.
Efter at de havde ſpiſt og bedt deres Aften⸗ bon, ſtrakte Nikita og Michael fig paa Sceekkene. Molleren anſkede dem en god Nat, gjorde et dybt But, flukkede Lyſet og bortfjernede fig.
„Bojar,“ ſagde Michael, da de var blevne alene; „det ſynes mig, at vi har handlet Uret i at ſlaa os til Ro her. Vi burde hellere ſtrax være redne videre til Moſkwa.“
„For at fætte hele Staden i Uro midt om Natten? Stige af Heſten ved hvert Gadehjorne og gjøre fig Ulejlighed med at aabne Slagbommene?“
„Det er bedre, lille Fatter, at gjore ſig den Ulejlighed at aabne et Par Bomme end at lægge ſig til at ſove i en Djævlemølle. Og ſaa er det oven i Kjobet Røvere, der have fort os her hid! Gud maa vide, i hvilken Hule vi er komne, og det til med paa en St. Hansdag!“
„Du foler dig altſaa ikke til Pas her?“
„Det paaſtaar jeg juſt ikke, lille Fatter; jeg ligger overmaade bekvemt; Kaalſuppen var god, og Heſtene har Overflodighed af Havre, men en Ting tælles mig ikke — nemlig det, at Værten er en Møller!”
„Hvad gjør det, at han er Møller?”
„Hvad det gjør?” vedblev Michael ivrig. „Du ved altſaa ſlet ikke, Fyrſte, at der ikke findes nogen Møller, ſom ikke allerede fra Fodſlen af er for⸗ ffreven til Djævlen? Tror du da, at han kunde holde fin Molledam i god Stand uden med den ondes Bi⸗ ſtand? Ja, Djævlen er hans Medhjælper, og hans Moſter er en Hex, det kan du lide paa, lille Fatter!“
„Jeg har for hort noget lignende,“ ſvarede Nikita; „Folk ſiger jaa meget. Men nu har vi ikke længer noget andet Valg; lad os derfor føje os i, hvad Gud tilſkikker os.“
Michael tav en Tid lang; ſaa gabede han, tav endnu et Sjeblik og ſpurgte derpaa med allerede ſovndrukken Stemme:
„Og hvad mener du, Bojar, om denne Mat⸗ theus Chomjak, ſom du huggede af Sadlen?“
„Jeg mener, at han er en Rover.“
„Det mener jeg ogſaa. Men hvad tenker du, Bojar, om denne Wanjucha Perſten?“
„Jeg teenker, at han ligeledes er en Rover.“
„Det ſamme tenker jeg. Kun er der en lille Forſkjel paa de to. Sig mig, Bojar, hvem anſer du for den ſtorſte Halunk, Chomjak eller Perſten?“
Og uden at vente paa Svaret begyndte Mich ael at ſnorke. Kort efter var ogſaa Nikita flumret ind.
(Fortjættes.)
3 ä Er 9 4
e „4 — —
I
FAT Før
338
et var en raakold Eftermiddag — ſaaledes fortæller endnu gamle Folk i Vilsbeek — at man jaa en ung Kvinde gaa igjennem Byen med et bitte Barn paa ſin Arm. Hun var fattigt og usſelt kledt og for⸗ hørte fig adſtillige Steder for⸗ gicves om Husly til Natten, indtil gamle Birthe Ellings forbarmede ſig over hende og laante hende Hus. Det var let at ſtjonne, at det bitte Barn var hendes eget, for det lignede hende godt nok; men hvem hun ellers var, og hvor⸗ fra hun kom, vidſte ingen, og hun ſelv fortalte det ikke til nogen. Saa hændte det ſig, at hun blev ſyg, og Birthe pasſede hende og Barnet paa det bedſte; men da hun igjen blev ved Helſen og vilde gan videre med Barnet, havde Birthe allerede knyt⸗ tet ſig ſaadan til dem begge to, at hun ikke kunde flippe nogen af dem, og den fremmede blev da boende hos hende Vinteren over. Alt imens kom hun til at je helt kjon ud, baade i Klædedragt og i anden Henſeende, kun vedblev hun at være lidt blegnebet, og det jaa ud, ſom om hun bar paa en eller anden ſtor Sorg, ſaa ſtille og tungſindig hun var. Saa var det en Gang i Begyndelſen af Ud⸗ dagene”), at hun traf ſammen med Sognefogdens Son, Ole Brun, oppe paa Heden, og han fulgte med hende hjem efter. Han gik og betragtede hende fra Siden af, og jo længere han jaa paa hende, jo kjonnere ſyntes han, at hun var. Saa ſpurgte han hende til ſidſt, om hun da aldrig kunde blive rigtig glad. „Hvorfor det?“ ſagde hun. 5 „Jo,“ vedblev han, „jeg kjender en, ſom vilde give alt, hvad han ejer, hvis han kunde ſe dig glad bog lykkelig. Du mac ikke tro, det er Narre⸗ JT. 8 hvad jeg ſiger, for det er Sanden, maa du vide.“ „Og hem kan det vel være?” ſpurgte hun wb ; D Det er mig ſelv, Ingeborg,“ ſparede han, og paa den Maade, han ſagde det, kunde man merke, at det var 3 Alvor. „Har du da aldrig ſagt SR dig ſelv, at jeg havde dig kjcr .. . at der ikke er TT i Verden, jeg sy jaa meget af ſom af dig?“
5 et» * — 1
20
jeg troede,
i |
Sngeborg. En SKitfe af Emanuel Henningſeu.
„Nej,“ ſagde hun og braſt i Graad. „Den, jeg Havde kjer, ligger. paa Havets Bund ... og aldrig kan jeg teenke paa nogen anden.“
Hun rakte Ole ſin Haand til Afſked, og han gik bedrøvet Hjem. Samme Foraar døde gamle Birthe; men før ſin Dod ſkjcnkede hun Ingeborg alt, hvad hun ejede, og en Maaned efter Begra— velſen havde Ingeborg ſolgt Huſet og var flyttet ud bag Klitten nær Bulbjærg. Her bjeergede hun Foden ved at gan om og ſäelge Fiſk t den nær- meſte Omegn; men Folk ſyntes, det var underligt, at hun blev ved at være ſaa ſtille og indeſluttet, og at hun tit ſad halve Dage oppe ved Bulbjeerg og ſtirrede ud over Havet. — Saa gik der nogle Aar, og den bitte Pige begyndte at voxe til og folge med hende alle Vegne.
En Dag kom der nogle Folk rejſende ud til Bulbjcerg, og en af Mendene gik fra de andre ind mellem Klithosjene. Da kom Ingeborg gagende, og i det hun fik Oje paa den fremmede, fkreg hun højt og lob hen til ham, og hun ſlog Armene om ham og græd. lydelig.
„Ejler, er det dig!“
„Ingeborg!“ ſagde han næften red og ſaa fig om til alle Sider, om der var nogen i Nerheden; men Hyrdedrengen, der laa oppe paa Klithojen, ſaa han ikke. „Hvordan kommer du her?“
„Jeg bor her ude ... Fa'er jog. mig jo bort, da han faa, hvordan det ſtod til med mig ... du var forliſt med Skibet, da det gik under, og du kom jo heller ikke tilbage . . faa drog jeg hen, hvor ingen kjendte mig.“
„Ved du ikke, at din Fa'er er død, og at din É Broder nu er Ejer af Gaarden?“
„Nej, af nej,” fvarede hun, og det lød for Hyrdedrengen, ſom om hun lo og græd paa en Gang, „jeg ved kun, at jeg har dig igjen ... jeg ved kun, at mit Liv fra denne Stund er lutter Solſkin og Glæde, faa viſt ſom det for var idel Sorg og Lengſel ... O, Ejler, hvorfor brager du dig los fra mig?“ ;
Hun ſaa pludſelig op til ham og begyndte at ryſte over alle Lemmer.
„Du holder vel ikke mere af mig,“ ſagde hun.
Han vendte Øjnene ſky til Siden og mum⸗ (ede noget, ſom Drengen ikke kunde høre; men Inge borg blev hvid ſom en kalket Væg og knugede fine Gænder ſammen. Saa vendte hun fig fra ham og gik langſomt ind mellem Klitterne. Den frem⸗ mede ſaa 5 hende, til hun blev borte bag Hoe
21
hviſtede om, det ſkulde Konen ikke ſige, for hun
jaa kaſtede han fig ned i Sandet og blev liggende | hørte fun, at Ingeborg fagde:
der, til de andre Folk kom tilbage fra Bulbjærg.
Fik man end ikke at vide, hvem Ingeborg egentlig var, ſaa blev det dog ſnart kjendt, hvem han var, ſom hun havde talt med. Han hed Ejler Monſen og var Gaardmand i Attrup, og han havde for tre Aar ſiden giftet fig med Enken, ſom ejede Gaarden. Han ſelv var ellers ikke fra den By, men ſonden fra, og han havde før faret til Sos.
Efter den Dag, da Ingeborg havde mødt ham ude i Klitten, blev hun endnu mere ſtille end for, og hun ſad tiere end ellers oppe ved Bulbjeerg med ſin bitte Pige og ſaa ud over Havet. En kan aldrig vide, hvad Troſt hun fandt deri; men det maatte vel troſte hende paa ſin Vis, Stakkel, ſom hun var. Hun teenkte fig ham maaſke død, naar hun ſad der ude.
Saa gik der igjen et Par Aar; da kom Ejler en Dag kjorende op for Ingeborgs Dor, og Jens Grundts Kone gik ud og tog imod ham.
„Er Ingeborg ikke til Huſe her?“ ſpurgte han.
„Jo, ok jo,“ ſagde hun; „men det ſtaar ellers ikke allerbedſt til med hende.“ — For Ingeborg laa den Gang paa det ſidſte.
Han ſtod af Vognen og gav Linerne til den fremmede Kone; derpaa gik han haſtig ind i Huſet. J Forſtningen holdt det haardt for hende at ſtyre Heſtene; men lidt efter blev de faa taalige ſom Lam, fortalte hun ſiden, og ſaa bandt hun Linerne ved Hjulnavet og gik ſagte ind for ikke at forſtyrre. Ejler fad paa Sengekanten og holdt Ingeborgs Hænder mellem fine; men hvad de egentlig
„Du ſkal ikke være harm“), Ejler ... du var mig dog tro i dit Hjærte .. . og det var vel bedſt for os begge, at det er kommen ſaa.“
Saa blev der ſtille inde i Kammeret; men Konen faa gjennem den aabne Dor, at Ejler Monſen græb ſtille for fig ſelv. En Time efter havde Inge⸗ borg udſtridt, og Ejler gav Konen Penge, for at hun kunde ſtille an til Begravelſen. Den bitte Pige tog han med ſig op paa Vognen, og da han var ved at kjore, ſagde Konen:
„Det var dog ſtjont, J kom, for Ingeborg gik bort.“
„Aa ja,“ ſagde han; „men, Gud bedre det, det var for ſilde endda.”
Dermed kjorte han bort med den bitte Pige; men paa Begravelſesdagen kom han igjen og fulgte Liget til Kirken. Karlen, der kjorte for ham, for⸗ talte da, at hans Husbond havde været Enke“) i fer Uger. Han giftede fig da nok heller aldrig igjen, efter hvad man horte; men Ingeborgs Datter blev ſiden, da hun vogte til, den rigeſte Gaardkone i Attrup, og det var hende, ſom lod ſette den ſtore Sten med Marmorkorſet ved Ingeborgs Grav.
Mindeſtenen med Korſet — en Granitſten, hvorom der flynger fig en Vedbendranke — ſtaar endnu paa Kirkegaarden, og det er vel ſagtens Grunden til, at Ingeborgs Hiſtorie er bleven bevaret indtil vore Dage, ſkjont mange Aar er henrundne, ſiden den fil fin Afflutning.
*) harm, bedrovet. Enkemand.
Alglſpezl blandt de loerde.
En Gang kom Uglſpejl til Byen Prag og gav lig her ud for at være meget lærd. Hojſtolens Profesſorer ſtevnede ham da til et Mode, hvor han fulde beſvare deres Spørgsmaal og derved aflægge Vidnesbyrd om fin Kløgt. Saa ſnart han havde beſteget Talerſtolen, ſpurgte Rektoren: „Hvor mange Draaber Vand findes der i Havet?“ — Uglſpejl ſvarede: „Det ffal jeg ſige jer ganſte noj⸗ agtig, naar J, velbyrdige Hr. Rektor, vil befale alle Ager og Floder, ſom flyder ud deri, at ſtaa ftille.” Det kunde Rektoren ikke, og han ſpurgte videre: „Hvor mange Dage er der henrundne ſiden Verdens Skabelſe?“ — Uglſpejl ſvarede: „Kun fyv! Naar de er til Ende, begynder andre ſyv, og ſaa⸗
ledes videre til Dommedag.” Hertil havde ingen noget at bemeerke, og Rektoren ſpurgte atter: „Kan du ſige os, hvor Midten af Verden er?“ — „Lige paa det Sted, hvor jeg ſtaar,“ ſparede Uglſpejl, „vil J ikke tro det, faa maal efter!” Dette forſogte de lærde dog af flere Grunde ikke paa, men ſpurgte videre: „Hvor dybt er det dybeſte Hav?“ — „Et Stenkaſt,“ ſvarede Uglſpejl. Nu kom det femte Sporgsmaal: „Hvor langt er der fra Jorden til Himlen?” — Uglſpejl ſvarede: „Ikke længere, end at naar man taler paa Jorden, kan det høres i Himlen. Vil nogen af de Herrer ſtige der op, kan vi jo gjøre et Forſog!“ Ingen lod imidlertid til at have Lyſt til dette, og Rektoren kom nu med det
f F. Å 3
22
ſiette Spørgsmaal: „Hvor ſtor er Himmelhvelvin⸗ gen?“ — „Tuſende Kalvehaler bred og tuſende Alen høj,” ſparede Uglſpejl, „det kan aldrig ſlaa fell. Tror J mig ikke paa mit Ord, faa tag Sol og Maane og Stjerner bort og maal efter, og J ſkal fe, at jeg har Ret.” Nu ſtak de færde Piben ind, thi de havde fundet deres Overmand.
Fra Prag drog Uglſpejl til Erfurt, hvor der var et beromt Univerſitet. At Rygter om hans Klogt og Lærdom kom i Omlob, ſorgede han ſelv for, og det varede ikke længe, for Profesſorerne og
kan jeg ſagtens lade flet krepere ved Lejlighed, Verden har ſaameend ingen Mangel paa Fehoveder endda.” Han anſkaffede fig nu et Abſel, ſom han fatte paa Stald; dernceſt tog han en gammel Bog, ſtraede Havre mellem dens Blade og lagde den foran fin langorede Lærling. Abſlet lærte ſnart at vende det ene Blad efter det andet for at jaa Havren, og naar Bogen var tom, udſtodte det en Lyd, der løb ſom YP-⸗A. Dette lagde Uglſpejl Mærke til, og han gik til Rektoren og fortalte, at nu kunde hans Diſcipel allerede flere Bogſtaver. Ja, det vilde
Ahlſpejl ſarer Wflet ak laſt.
Studenterne ogſaa her ſtcvnede ham til et Mode. Da han kom, ſpurgte de ham, om han kunde lere et AeEſel at loeſe. „Ja viſt kan jeg det,“ ſvarede han, „men dertil maa jeg have allermindſt en Snes Aar, for Aeſlet er, ſom J jo nok ved, et meget dumt Dyr.” Det havde de færde intet at indvende imod, men da de alligevel ikke troede, at han kunde, ind⸗ gik de et Veddemaal med ham paa 200 Daler. Uglſpejl tænfte ſom faa: Vi er tre, og der er tyve Aar, dor Rektoren, med hvem jeg har indgaget Veddemaalet, er jeg fri; dor jeg, maa de nok ogſaa helſt lade mig være fri, og dor ingen af os, faa
Rektoren da høre, og han ſamt nogle Magiſtre fulgte med Uglſpejl tilbage til Stalden. Han lagde nu en ny Bog foran Dyret, der hapde ſultet hele Dagen og derfor ivrig begyndte at blade omkring; da det intet fandt, raabte det paa fin gamle Vis: Y⸗A, Y-A! — „Kan J høre,” ſagde Uglſpejl, „det begynder allerede at fan Lærdom i Hovedet.“ Kort efter dode Rektoren, og Uglſpejl fik de 200 Rigs⸗ daler udbetalt; men da han reiſte bort, tænfte han ved fig ſelv: „Skulde du gjøre alle Wsler i Erfurt kloge, fif du ſaamend mer end nok at beſtille.“
|
I 10 i)
1 H 5 e
Sønnens Portræt. (Se Side 29.)
* Er
24
Szoœelevandringen. En Kuunflnerhiſtorie fra det gamle Florents.
—
n Foraarsaften i Aaret 1409 havde et lyſtigt Selſkab af Kunſtnere forſamlet ſig i Meſter Tommaſo Pecoris gjeſtfri Hus i den gamle Stad Florents. Man var juſt i Færd med et veldeekket Aftensmaaltid, ved hvilket der ikke var Mangel paa den gode, rode italienſke Vin. Meſter Tommaſo, der ſelv var en velbegavet og livsglad Mand, kjendte ingen ſtorre Glæde end den, han fandt i fortrolig Omgang med de unge Kunſtnere, ſom altid var oplagte til en munter Spas.
Den lyſtigſte og vittigſte blandt alle Kunſt⸗ nerne i Florents var den geniale Guldſmed, Billed⸗ hugger og Bygmeſter Filippo Brunellesco. Han var netop vendt tilbage fra den evige Stad, hvor han havde ſtuderet de ſtore Meſterverker i Byg⸗ ningskunſten fra Roms Glansperiode i den Henſigt at lade fin Fødeby nyde Frugten af de vundne Stundjfaber. Det var netop hans Hjemkomſt, ſom Kammeraterne fejrede ved et muntert Lag. Meſter Filippo var uudtommelig i at finde paa gode Hi⸗ ſtorier, ſom han fortalte med uimodſtageligt Lune, og han var lige jaa uudtommelig paa lyſtige Ind⸗ fald og allehaande Narreſtreger. Forreſten var han den behageligſte Selſtkabsbroder og Kammerat, og da han dertil var den braveſte Fyr i Verden, kunde man ikke ret længe for Alvor være vred pag ham, ſelv om han havde ſpillet En et nok faa drojt Puds.
Ved Siden af Brunellesco ſad den otte og tyvegarige Lorenzo Ghiberti, en af ſin Tids be⸗ romteſte Billedhuggere. Heller ikke den elſkverdige Donatello manglede i denne Kreds. Kunſtnerens Navn var Donata di Betto Barbi, men hele Verden
fkaldtie ham ved det halvt kjertegnende, halvt for⸗
trolige Ungdomsnavn Donatello. Han var Meſter Filippos bedſte Ven, og den nylig tilendebragte
*
8 7 8
— * e
Romerrejſe havde de gjort i hinandens Selſkab, ligeſom de ogſaa havde ſtuderet og arbejdet i Felles⸗ ſkab. De Havde nylig begge to arbejdet i ædel Kappeſtrid paa en forsfæftet Kriſtus, og forſt da Arbejdet var færdigt, havde de viſt hinanden deres Verk. De var gjenſidig hinandens Kunſtdommere, og Donatello, der var henrykt over Jin Veng meſter⸗ lige Arbejde, udbrod: „J Sandhed, Filippo, det er lykkedes dig at flabe et guddommeligt Billede, medens jeg kun har frembragt en Figur, ſom ſnarere ligner en ſtakkels Bonde!“
Og dog kjendte Donatello meget godt ſit eget Værd ſom Billedhugger. Det var hændet mere end en Gang, naar en ſneverhjcertet Kjober havde villet tinge med ham om nogle Dukater i Priſen paa hans Arbejde, at han i opbruſende Harme havde knuſt det koſtbare Kunſtvcrk med fin Hammer, for at det ikke ſtulde komme i faa uværdige Hænder.
Disſe tre Billedhuggere var tillige Guldſmede. Efter hin Tids Skik havde de begyndt deres Kunſtner⸗ bane med at lære en Kunſt, ſom den Gang endnu ikke var bleven, hvad den nu er: et Haandvært. De nævnte tre var de meſt afholdte Gjeeſter ved Meſter Tommaſos Bord. Af de andre Kunſtfeeller og Bordkammerater, deriblandt Digteren Giovanni Rucellai, kommer vi ſenere til at nævne flere i denne vor ſandfeerdige Hiſtorie.
Samtalen havde allerede en Stund været i god Gang ved Bordet; der taltes om Kunſt og Poeſi, og den ene fortalte den anden, hvilket Ar⸗ bejde han for Tiden var i Feerd med at udføre. Og alt imens krydſede Spog og kjeekke Vittigheder hinanden.
„Men ſig mig en Gang, gode Venner, hvor bliver dog vor tykke Snedker af i Aften?” udbrød pludſelig Meſter Tommaſo. „Han er ellers ikke den Mand, ſom lader Lejligheden gaa forbi, naar han kan ſnylte ſig et godt Maaltid til, uden at det koſter ham noget!“
„Jeg bankede nylig i Forbigagende paa hans Dor for at tage ham med mig herhen,“ bemeerkede Donatello, „men baade Dor og Vinduesſkodder var faſt tillukkede.“ »
„Og jeg faa i Eftermiddags oppe fra mit Vindue, at han gik ſom i dybe Tanker ned ad Gaden henimod Pradoen,“ tilfojede Ghiberti. „Hans Pengegridſthed gjor ham undertiden ſaa adſpredt og aandsfravcrende, at han glemmer alt andet derfor. Det er ſorgeligt, at en Mand, der ellers er dygtig og brav, ſkal lide af faa hæslige Fejl ſom Haveſyge og Nerighed.“
Samtalen blev pludſelig afbrudt, i det man ude i den forreſte Stue horte den tykke Snedker, Manetto degli Ammanatini, om hvem Talen netop havde drejet ſig, ſtonne og puſte paa fin ſœedvanlige Maner, og et Ojeblik efter traadte han ind til de forſamlede Kunſtnere.
„Hvor har du været henne, Tykſak? — Hvor mange Gange har du i Dag talt dine Pengepoſer, Manetto?“ — „Hvilken ſtakkels Stymper har du ſidſt puttet i Hullet for at fan dit Tilgodehavende presſet ud af ham, Gniepind!“ Med disſe og lignende Udbrud, ſom dog alle holdtes i en lyſtig og overgiven Tone, modtog man den tykke Mand, der var altfor vant til ſaadanne Drillerier til at tage ſig dem ſynderlig ner.
Saa ſnart han imidlertid kunde komme til Aande efter ſin haſtige Gang og for Kunſtnernes brøje Udfald, kaſtede han fig paa en Stol, ſom endnu ſtod ledig ved Bordet, og udbrød med en fortredelig Mine, der dannede en pudſig Modſckt— ning til hans velnærede, joviale Anſigt:
„Hold jer Mund, J Skraalhalſe! Tror J ikke, at en fornuftig Mand har andet at tage vare end at mode paa Klokkeſlettet ved jeres letferdige Gilder? Kan J maaſke leve uden de blanke Guld— ſtykker, hvis Beſiddelſe J misunder mig? Hvorfra faar J den gode Vin, ſom funkler der i Glasſene, og den læfre Mad, hvormed J nu kildrer eders Gane, uden for de fjære Penge, ſom hverken J eller jeg kan undvære. Hvad vilde J vel gjøre, J Galgenfugle, hvis ikke Meſter Manetto jaa mangen god Gang var Mand for at forftræffe jer med de Guldſtykker, ſom J lader faa haant om, og ſom J ſmider ſaa letſindig ud af Vinduet? Hvad vilde vel denn
„Stop, Tykſak,“ faldt Ghiberti ham i Talen. „Du glemmer nok, at du ſelv hos dine gode Venner helt vel forſtaar at drive dine Penge ind igjen, og Gud naade os, hvis vi ikke i rette Tid har betalt dig hver Hvid og Skilling tilbage!“
„Nok derom,“ afbrod Filippo Samtalen, ſom "truede med at tage en alvorlig Vending. „Vi er ikkte komne ſammen for at ſtjcendes, men for at more os! Jeg tænfer, at naar vi dommer Manetto til at give to Kander af Meſter Tommaſos bedſte Vin, faa kan det blive ham tilgivet, at han i Aften er kommen for ſildig til vort Gilde!“
„Men jeg har ingen Penge hos mig, og J ved, at jeg aldrig borger noget,“ ſvarede Manetto endnu mere fortredelig over dette Forſlag. „Har J Lyſt til at drikke mere, end her ſtaar paa Bordet, ſaa maa J ſelv betale det!“
„Mange Tak, Tykſak! Du er virkelig altfor jeg har ſagt.
forekommende! Men vil du ikke betale noget af
den Vin, vi andre drikker, faa ſkal du i det mindſte Hullet, for Sol gaar ned.
25
ſmage faa meget af vor, at du kan drukne din Nerighed deri! Halloj, Fioretta, bring os paa Stedet endnu to Kander af eders bedſte Vin!“
Det forlangte kom ſtrax til Veje, og under for⸗ nyet Lyſtighed glemte de godmodige Kunſtnere ſnart deres Vrede over Manettos Smaalighed. Gildet var juſt igjen kommet i bedſte Genge, da man blev forſtyrret af en ſvag, frygtjom Banken paa Doren.
„Kom kun indenfor!“ raabte Kunſtnerne i Kor, og uden videre Toven blev nu Doren aabnet, og ind traadte en Mand, omtrent paa ſamme Alder ſom Meſter Manetto og lige faa tyk ſom han, men med en ynkelig og forſagt Mine, der pasſede helt godt til hans udtraadte Sko, hans lurvede Kappe og det ſmudſkede og forkrollede Linned.
Medens Kunſtnerne forbavpſet ſtirrede paa denne ſcelſomme Fremtoning, der [aa uventet gjorde fin Indtredelſe i det lyſtige Selſkab, blev Manden frygtſomt ſtaaende henne ved Doren uden at vide, om han ſkulde gaa frem eller tilbage.
Meſter Manetto var imidlertid ſaa fordybet i Nydelſen af en umaadelig ſtor Ret varm Maccaroni, at han ikke verdigede at vende fig om for at tage den ny Gjeeſt i Ojeſyn.
„Men hvad ſer jeg!“ udbrod pludſelig Filippo Brunellesco. „Er det ikke Matteo Mannini, ſom endelig en Gang ſynes at være fluppen ud af Gjceldsfengſlet og nu vil gjeeſte Florents' glade Kunſtnere!“
Ved at høre Navnet Matteo Mannini glemte den tykke Snedker aldeles ſin Maccaroni, og med en Bevegelighed, ſom man ikke ſkulde have tiltroet ham, ſprang han op og ilede hen til den ſtakkels Matteo, greb ham i Armen og raabte forbitret:
„Endelig har jeg jer, J Stymper! Fortæl mig ikke, at J kommer uden de Penge, J ſtylder mig; thi faa ſandt jeg er en ærlig Wand, ſom ſelv ikke ſtylder en eneſte Hvid bort til noget Menneſte, jaa fandt ffal $ endnu den Dag i Morgen danſe i Hullet igjen, hvis J ikke inden Middag bringer mig mit lovlige Tilgodehavende!“
„Hav Langmodighed med mig, kjcre Meſter,“ bad Stymperen i fin yukeligſte Tone; „jeg lover jer dyrt og helligt, at J fkal faa eders Penge en af de allerforſte Dage; jeg kom netop herhen for at ſige eder det og bede jer give mig Henſtand ſaa længe. Men lad mig, for Guds hellige Moders Skyld, ikke jætte i Fengſel igjen, thi jeg holder det ikke ud.“
„Den Snak har jeg længe nok hort.“ afbrød Tykſaken ham vredt. „Og det bliver ved, hvad Enten bringer J mig mine Penge i Morgen inden Middag, eller ogſaa ſidder Ji Nu kan J gaa for
denne Gang, thi i Aften gider jeg ikke have med jer at beſtille!“
Den ſtakkels Matteo betragtede ſin ubarm⸗ hicertige Kreditor med et bonfaldende Blik, men da han indſaa, at alle yderligere Bonner og Fore⸗ ſtillinger vilde være frugtesloſe, ſneg han fig endnu mere forknyt og ynkelig ud af Doren, end han var kommen.
Saa ſnart han var borte, flokkede Kunſtnerne ſig om den ftrænge Tykſak og overvældede ham med Bebrejdelſer for hans Übarmhjertighed, og det nyttede ikke, at Meſter Manetto paaberaabte ſig, at han havde været i fin gode Ret, og at det ikke var mere end billigt, at han bilde have fit lovlige Til⸗ godehavende.
„Scet nu, at det var dig, ſom var i den ſolle Matteos Sted,“ ſagde Meſter Filippo til ham; „hvor rart tror du, det vilde være at faa ſaadan en Behandling ſom den, du nys gav ham?“
„Bah, jeg ſtylder ikke noget Menneſke en eneſte Skilling,“ gjenmeelede den tykke Mand med et overlegent Smil. „En fornuftig Mand ſom jeg kan aldrig komme i en ſaadan Stilling.“
„Men du fortjente ikke bedre,” bemeerkede den ædle Donatello harmfuldt.
„Sig mig en Gang, Tykſak,“ blandede nu Digteren Giovanni ſig i Samtalen, „tror du ikke paa Læren om Sjelevandring? Foreſtil dig en Gang, at bu blev forvandlet til en ſaadan ſtakkels forgjeeldet Stymper [om Matteo! Vilde det ikke være en retfærdig Straf for din Haardhed og Pengegridſthed?“ 5
„Aa, lad mig i Fred for jeres taabelige Snak!“ ſvarede den tykkfe Wand gnavent. „Jeg vil kun have mit lovlige Tilgodehavende, og dertil er jeg i min gode Ret!“
„Ha, ha,“ udbrød en af de andre Kunſtnere; „jeg ſer allerede vor gode Tykſak gaa omkring i en lupflidt Kappe og opfyldt af en ſtadig Frygt for, at hans ubarmhjeertige Kreditorer ſkal kaſte ham i Feengſel og lade ham blive der til evig Tid!”
„Jeg gider ikke længer Høre paa jeres Vittig⸗ heder!“ raabte den tykke Mand, ſom nu blev vred for Alvor. „Har J kun bedt mig hid for at drille og ærgre mig, jaa ffal J have Tak for i Aften!”
Med disſe Ord tog Meſter Mauetto ſin Hat og gik med heftige Skridt ud af Doren, ſom han [mættede haardt i efter fig.
Da han var borte, fatte Kunſtnerne ſig atter ved Bordet, men det ſidſte Optrin Havde forſtemt deres gode Lune, og Samtalen gik ikke mere ſaa livlig ſom for.
„Hor en Gang!“ udbrød pludſelig en af Sel⸗
ſtabet. „Vi har jaa tit talt om, at vi vilde ſtraffe vor tykke Ven lidt for hans Gjerrighed. Hvad om
vi benyttede denne Lejlighed til at ſpille ham et ordentligt Puds, ſom maaſke kunde kurere ham med det ſamme?“
„Ikke ſaa galt! Et godt Indfald!“ iſtem⸗ mede flere af Selſkabet.
„Men hvorledes ſkal vi bære os ad dermed, for Manetto er minjæl ikke dum?“
„Nej, men han er tankelos og noget over— troiſk,“ indſkod en.
„Ja, og tillige faa aandsfraverende, at det grenſer til det utrolige,” tilføjede en anden.
„Stop, gode Venner, jeg har det!“ og Meſter Filippo ſmilede i overgivent Lune og ſtrog vel⸗ behagelig ſit lange, morke Sfjæg, netop ſom han plejede, naar Sfjælmen fad ham bag Øret. „Den Snak om Sjelevandringen, ſom vor Ven Giovanni nys fortalte Manetto, har givet mig en god Ide. Vi vil benytte os af Tykſakens Overtroiſkhed og Aandsfraveerelſe til at faa ham i Feelden. Kan vi ikke bilde ham ind, at han ikke længer er den tykke Snedker, men er gaaet over i en anden Perſons Skikkelſe? Det vilde være et ſmukt Re⸗ ſultat af vor Spas, derſom Snyltegjceſten og Gnieren kunde blive vænnet af med fine ſlemme Fejl.”
„Bravo, Bravo!“ lod det rundt om Bordet. „Det Indfald er Guld værd! Men hvordan
Pokker ſkal vi udføre det?“
„J ſkal hver faa en Rolle i Komedien, naar J vil holde ren Mund og handle punktlig efter min Anvisning. Hor nu min mageløje Ide — —“
Den tagne Beſlutning bragte nyt Liv i Sel⸗ ſkabet, og der blev drukket mangt et Glas paa et lykkeligt Udfald af den driſtige Spas, for man endelig brod op og gik hver til ſit.
(Fortſœttes).
Drypfterrsdanrtelſer.
—
Det lille Billede, ſom vi paa næfte Side præ- ſenterer Læferne, fremſtiller en af de interesſante, underjordiſke Huler, der hyppig findes i bjeergrige Egne. Det er den ſaakaldte „Grotte des demoiselles“ i Herault, ſom paaſtaas at være en af de meſt ſtor⸗ artede, om den end iøvrigt ikke er veſentlig for⸗ ſkjellig fra andre Huler af ſamme Art. Den er opſtaaet i Kalkbjcergenes Indre og frembyder med fine uhyre Hvælvinger, der hviler paa en utallig Meengde af Naturen dannede Sojler, et Skue, ſom man kun formaar at danne ſig en fyldig Foreſtilling om, naar man ſelv har beſogt et ſaadant Sted. Der er ſtille og morkt ſom i en Grav, intet Lys⸗ glimt kan trænge her ind, og det indre af Gangen er kun ſynligt, ſaa vidt ſom Skinnet fra Forerens
2
Fakkel ſtrœkker ſig. Hiſt og her hører man imidlertid en regelmesſig Plaſken; det er Vandet, der draabevis ſiver gjennem Kalkmasſen i den majeftætiffe Hveel⸗ ving, og ſom Draabe for Draabe falder ned paa det ſamme Sted; her fler altſaa Drypſtensdannelſen. Vanddraaben er maaſke falden ſaaledes i Aar⸗ tuſender, og den vedbliver at falde paa den ſamme Plet, omkring hvilken man fer en Ophojning om⸗ trent ſom Kanten af en Skaal. Dette er Drypſtenen, der lidt efter lidt har dannet ſig af Kalkdelene i de nedfaldende Vanddraaber. Det gaar uendelig lang⸗ ſomt, men ikke des mindre bringer hver enkelt Draabe en Forogelſe, og denne vidunderlige Virkſomhed fortſœttes fra det ene Aarhundrede til det andet.
|
|
| e | * N We 5 Sy
|
|
Grotte des demoiselles,
Semrrerts ZFortræt.
Billedet paa omftaaende Side trænger i Grunden ikke til nogen yderligere Forklaring. Udtrykket i de tre Anſigter røber tydelig nok den Glæde, ſom Mod⸗ tagelſen af „Sonnens Portræt” har bragt ind i den gamle Snedkers Hjem. Det var jo haardt nok den Gang, Kneten ſkulde afſted for at aftjene fin Værnepligt, iſcer da man talte en hel Del om, at det vilde blive til Alvor med Krigen. Og der var iſcer en, der havde grædt fine modige Taarer, nemlig den unge Pige i Baggrunden af Billedet, hende, der ſer paa den gamle, ſom om hun vilde ſige: „Er han dog ikke magelos ſmuk?“ — Naa, nu har man jo lidt efter lidt vænnet fig til Skils⸗ misſen; man længes jo rigtignok ſpert efter den fraværende, men det er dog en ubeſkrivelig Troſt at ſe af Portreœtet, hvor raſk og kjcek han er kommen '
til at ſe ud. Og faa denne Uniform! Den flæder ham dog aldeles mageløft! Ja, hvem kan vide, om Frants ikke kommer hjem med et Par Snore paa Wrmet eller vel endogſaa med en Lojtnants⸗ diſtinktion! Man ſer tydelig nok paa den gamle Snedker, at han har lige paa Munden at ſkulle ſige: „Det er dog i Grunden Fanden til Knægt!” Hans bedre Halvdel, der har lagt fine Heender paa Fatters Skulder, nyder fin Glæde ſaadan mere indvendig; men at hun er ſtolt af Sonnen, det behøver man ikke at tvivle om; en Moder er altid ſtolt af ſin Son; i hendes Sine er han det bedſte og ſmukkeſte Menneſte i hele Verden. Og det er en Forfengelighed, ſom nok kan tilgives.
For Reſten kan man være vis paa, at Sønnens Portræt viſtnok tit vil blive taget frem. Naturlig⸗ vis ſkal alle Naboerne ſe det, og ſaa kan det jo ogſaa hende, at Kjereſten eller hans gamle Mober en Gang imellem tager det frem i Smug og fordyber fig i Beſkuelſen af de tjære Troek, medens de i Tankerne ſender tuſende kjerlige Hilſener til den
fraværende. v. — d.
Danſlie Digtere. „5 Lunden.“
U 5 0 (Af Ludvig Bodtcher
Ce]
s „Digte, ældre og nyere“).
eg ſpejded i den grønne Lund: Han kom faa kick og glad, hans Stemme klang, hans friſke Mund ſlog Smald i Lindetrcets Blad; jeg gik bag Bogens Hang i S Skjul, did ſtyred han ſit Skridt
og ſkar et Navn i Treeets Bul,
et Navn — og det var mit!
Farvel min Elſkovs Morgengry!
Saa ſalig, ak, ſaa kort!
Med Torden ſteg den mørke Sky
og kaldte Danmarks Sonner bort; — han gav ſit unge Bryſt til Skiold,
da Synet flammed nær;
han ſtod paa Tyras gamle Vold
— jeg ſaa ham aldrig mer!
Nu drages lonligt al min Sjæl til Lundens dunkle Sal,
des hører jeg i ſtille Kvæld
de ſode Minders Nattergal;
jeg drømmer om hans aabne Faun og om hans Øjne blaa,
jeg ſtirrer paa mit eget Navn, men — hans jeg tenker paa!
Folfelheatret har gjort et færdeles heldigt Greb i fit ælbre Repertoire ved at gjenoptage „Min Sviger: moder”, Lyſtſpil i 2 Akter efter Julius Roſen, bearbejdet af Fritz Holſt. Det fyldes viſtnok i ikke ringe Grad den dygtige Bearbejder, at Lyſtſpillet er blevet faa morſomt i fin danſke Skikkelſe. De gode Situationer og ikke mindſt den livlige og kvikke Dialog holder Tilſtuerne i munter Stemning fra forſt til ſidſt. Spigermoderen har nu ſom for en ypperlig Fremſtiller⸗ inde i Fru B. Schmidt, der ſekunderes af Br Wulff med alt det Lune og den Livlighed, ſom udmoeker denne Skueſpiller. Ogſaa de øvrige Rollehavende, deraf for⸗ nemlig Hr. Kollings koſtelige Figur ſom Majoren, bidrager til den ikke ringe Masſe Applaus, ſom Stykket fager, — Til Afvexling har Folketheatret endvidere gjen⸗ fe opiaget ,EnSøndag paa Amager“, og hvor lung og IB trofaſt Tjeneſte denne Vaudeville fra de gode gamle Dage end har ydet, ſynes Publikum dog endnu at have bevaret en lige faa trofaſt Sympathi for fin Lisbeth og Jokum.
Opforelſen af den bebudede Nyhed, Victorien Sar⸗ dous 5⸗Akts Lyſtſpil Andrea“ har veret en fuldſten⸗ dig Sukces for Folketheatret, ſaavel for Stykkets ſom Ud⸗ forelſens Vedkommende. Vi ſkal i det folgende Numer ud⸗ 3 førligere omtale den ualmindelig interesſante Foreſtilling. n Kaſinos Gheafer har i den ſidſte Tid ſkiftevis op⸗ ført „Jorden rundt", „Lad os ſkilles ad“ og „Kaptajn Grants Børn — alt imens de ſtore Ny⸗ heder er under Forberedelſe.
2
Ven
„Salomon Baadsmand“, af Carit Etlar, er ud⸗ kommet i 2det Oplag ſom Folkeudgave paa Gylden⸗ dalſke Boghandels Forlag. Den draſtiſke og liv⸗ lige Handling, der til Hovedperſon har en faa kjendt og yndet Skikkelſe ſom Salomon Baadsmand, gjør denne Bog færlig egnet til Folkelesning. Kun er det Skade, at den i pprigt fan ſmukke og vellykkede Fortælling ſkeemmes af de forſte Kapitlers raffineret uhyggelige Skildring af de oprgrende Gruſomheder, ſom den unge Planterfrue udøver mod fine ulykkelige Slavinder, hvilke Skildringer oven i Kjobet ſtaar i meget los Sammenhæng med Bogens egentlige Plan. Derimod kan Leſerne med ublandet Fornøjelje folge det berømte Treklover: Gorm, Salo⸗ mon og Tordenſkjold paa deres cventyrlige Færd, der er ſtildret med ab den Dygtighed, ſom Carit Etlar i faa for⸗ trinlig Grad raader over netop paa flige Enemeerker.
Uglſpejls Hiſtorie (med Tegninger af Lorentz
Frolich og J. Th. Lundbye). „Det gode gamle — Bliver evig nyt", er et fandt Ord, ſom ogſaa kan finde Anvoendelſe paa den foreliggende lille Bog. Hvem har itte hort om Uglſpejls berømte Skalleſtytker, der i flere Aarhundreder har været verdensberømte? Den Udgave aj Uglſpeil⸗Hiſtorierne ſom nylig er udfommen i N. C. Noms Forlagsforretning, neermeſt beſtemt til at være Faolkelesning, indeholder et Udvalg af de ældre Udgaver,
der er fo med faa megen Skjonſomhed og ledſages af ſian fort: ge Tegninger, at det upaatvivlelig vil blive mob: ned udelt Fornojelſe af alle, der har Smag for god, Skjcemt. Med Forleggerens Tilladelſe gjengiver vi de en af de lyſtige
Hiſtorier med tilhørende Billede. |
Nipsraps.
En ſtorartet Sprengning er bleven fore⸗ tagen ved Anlæget af en Jeernbane i Oregon ved Colum⸗ biafloden. Ved Hjælp af 14,000 Pund Krudt ſprengte man en Klippeblok paa 40,000 Kubikyards (en Yard lig tre Fod); den kolosſale Masſe faldt ned i Floden.
En Kempediamant er bleven funden paa Sen Ceylon. Dens Verdi anſlaas til henimod 300,000 Kroner.
2ålot fil Jyſt. En Kleedehandlerbutik i Paris har folgende originale Indſkrift paa ſit Skilt: „Lad eder ikke bedrage andenſteds, men tred ind hos mig!“
Jet Kaffeſelſkab, hvor man ivrig afhandlede en nylig pasſeret Skandalhiſtorie, ſagde en tilſtedeverende Dame med et vemodigt Suk: „Ak, lad os tænke det bedſte om hende, ſom vi bare kan!“ — „Ja, og ſige det verſte!“ bemeerkede en anden.
Gaadefabrik ).
—
Logogryf.
4. 1. Det mangen bragte Død og mangen Bytte, og over det fra Sted til andet kan man flytte.
i 1. 2 3. Vi har det alle i Hovedet, min kjere, dog kan, i anden Form, i Lommen man det bære.
Ile A GE Hojt i Luften ſvinger den fig op og feſter Bo pan Fjeldets ſtolte Top.
4. 5. 6. 7. At vere det er Livets bedſte Gode, thi ellers er man ej ret vel til Mode.
4. 1. 2. 3. 6. Et Navn med ſimpel, god og gammel Klang fra Syd til Nord i hele Dannevang.
Ale e e ee e
Beſunget blev det tit i Sagn og Sange. Med Stolthed ſkued vi det mange Gange. Put uk.
Nebus.
1. P. 80. i 10 B. Tj. 1 T. Pul.
7
Oplosninger til Gaadefabriken 1 forrige Nummer: £ Karaden: Blælhus (Blæl—Hu8). . Geogr. Gaade: „Lad os ſkilles ad“ (London, Asſens, Drammen, Oder, Seine, Sorg, Kjøbenhavn, Italien, Liver⸗ pool, Lille, Edinburgh, Sicilien, Athen, Dublin). ÜUdgravningsforetagende: Tordenſkjold — Niels Juel. 7 Karaden er rigtig løft af Palle Love; S. T.; Per Nitten⸗ gryn; Lille Svend. 5 Geogr. Gaade løft af Per Nittengryn; Hr. Paganel; Ajax; et Flueben; Jens og Kirſten. É l Udgravningsforetagende loſt af Haus Mikkelſen i T.ſtrup.
) Bidrag til Gaadefabriken modtages. I — wꝛꝛ 2A ͤ —
2 ar ebor Indbold: Ing 2. 8
r en TE TT
15 6. e „ den 15. Sanur 1882. Nr. 3. WE É i)
En rusfifk Jyrfte. 23
Noman af Alexis Bolftoy. 3 *
(Fortfat). R
Tredje Stapifel. Troldomskunſter.
aanen ſteg op paa Himmelen, og Stzjeernerne ſkinnede klart. Den halvt forfaldne Molle og Molle⸗ hjulet, ſom endnu ſtadig drejede ſig rundt, var ligeſom overgydt af en ſolvhvid Glans.
Pludſelig lød der en ſteerk Klapren af Heſtehove, og ſtrax efter horte man lige foran Mollen en bydende Stemme, ſom raabte:
„Hejda, gamle Hexemeſter!“
Det lod aabenbart til, at
at vente, thi da han ikke ſtrax
fik Svar, raabte han endnu højere end forſte Gang:
„Hejda, Hexemeſter! Kom
her ud, eller du ſtal fle en
Ulykke!“
; Saa ſvarede Molleren en⸗
— belig:
„Ikke faa højrøftet, Fyrſte! i Aften; jeg har Beføg, af fremmede rejſende. jeg kommer ſtrax ned, lille Fatter; faa en Smule Klader paa Kroppen.” „Jeg ſtal lære dig at blive klaedt paa, gamle Djcvleunge! “ udbrod den Perſon, hvem Molleren
Vi er ikke alene Men
n
den ny Gjeſt ikke var vant til
lad mig blot
|
Forretning ſkyer al Støj, og det ſtaar ikke i min
jeg gamle Mand gjere?
havde tiltalt med Titlen Fyrſte. „Vidſte du da ikke, at jeg vilde komme i Aften? Hvorledes turde du underſtaa dig i at modtage fremmede hos dig! Jag dem gjeblikkelig paa Porten!”
„Skrig ikke ſaadan op, lille Fatter, for Guds SE Skyld, ſtrig ikke ſaadan; du fordeerver ellers det 7 hele for os! Jeg har jo allerede ſagt dig, at vor 3
Magt at jage de rejſende bort. Desuden ſtiller deres Nerverelſe os flet ingen Hindring i Vejen; de ſover for Sjeblikket; væl dem derfor ikke, gode 9 Fyrſte!“ SEGS
„Nu vel, gamle, men tag dig i Agt for at É narre mig; det bilde da være bedre for dig, om du * aldrig var bleven født. Jeg ſkulde udtenke en 22 Straf til dig, ſom endnu ikke er bleven opfunden eller prøvet!”
„Veer dog bare rolig, lille Fatter! Hvad ſkal Hvad jeg ſer, vil jeg ærlig meddele dig; hvad der jaa ſenere maa fte, ligger alene i Guds Haand! Men derſom din fyrſtelige Naade har i Sinde at pine mig, ſaa er det viſt flet ikke værd, [vi begynder. paa Arbejdet . „Naa, naa, gamke; frygt ikke, det var un min Spog!“ 2 Rytteren bandt ſin Heſt in et Træ. var høj af Vært og lod til e e Maanen ſkinnede paa de bla Vams. Hans Skuldre var pry Snore og Kvoſter. f r
„Nuvel, Fyrſte,“ ſagde Molleren, „har du lært Ordene?”
„Ja, jeg har lært dem, og jeg bærer ogſaa et Svalehjærte ſtjult ved mit Bryſt.“
„Hvorledes, Bojar, har det da ikke hjulpet?“
„Nej,“ ſvarede Fyrſten forbitret; „det har ikke hjulpet det mindſte! For nogle Dage ſiden faa jeg hende i Haven. Næppe gjenkjendte hun mig, for hun blegnende vendte mig Ryggen og flygtede bort.“
„Bliv ikke vred, Bojar; lad ikke din Harme gaa ud over den uſkyldige, men tillad mig at ſige dig et Ord.“
„Tal, gamle!“
„Hor altſaa, Bojar ... for at ſige dig det..“
„Tal!“ udbrod Fyrſten og ſtampede utaal⸗ modig med Foden.
„Saa hør da, lille Fatter ... Mon hun ikke ſtulde elfte en anden?“
„En anden? Hvilken anden? Hendes Mand? En ſvag Olding?“
nog derſom ...“ vedblev Molleren tøvende, „derſom det nu ikke var hendes Mand ... 7“
„He, gamle ...!“ ſkreg Fyrſten vildt, „hvor⸗ ledes kommer du paa den Tanke? Havde jeg blot Mistanke til nogen, ſaa vilde jeg med mine egne Hænder rive Hjertet ud af Livet paa ham.“
Molleren veg red tilbage.
»Djælp mig, gamle Kogler!“ vedblev Fyrſten med dempet Stemme. „Denne afſindige Elſkov har faaet mig fuldſtendig i fin Magt! Hvad har den ikke allerede drevet mig til! Hele Netter har jeg ligget paa Knæ for Helgenbillederne. Men Bonnen gav mig ingen Trøft. Saa holdt jeg op at bede og jagede uophørlig fra Daggry til langt ud paa Natten over Bjærg og Dal; mer end en god Heſt har jeg dræbt pan den Vis, men min Sorg formaaede jeg ikke at dræbe! ... Da be⸗ gyndte jeg at fværme omkring hver Nat og drikke
jeg er kun bange
hele Kander af den ftærfejte Vin; men min Kummer
fik jeg ikte Bugt med; der var ingen Ro at finde paa Bunden af Begeret! ... Jeg bed Hovedet af al Skam og blev en Opritsnik. Jeg tog Del i Czarens Gilder i Selſkab med hans Bodler, Gresnoy og Basmanoff; det varede ikke længe, for jeg drev et endnu verre Uveſen end de andre; jeg odelagde Landsbyer og Slotte, bortforte Koner og Piger, men det udgydte Blod kvalte ikke min Smerte! Opritsnikerne frygter mig, Czaren ſkaaner mig paa Grund af min Tapperhed; Folket forbander mig. Fyrſt Wjeſemſtis Navn er lige faa frygtet ſom Maljuta Skurotoffs. Saa vidt har denne uſalige Brynde bragt mig; jeg har givet min Sjel i Djævlens Vold ... Men hvad Vægt ligger der vel derpaa!
30
J Helvedes Afgrund vil jeg ikke være værre faren end her!... He, gamle, Hvorfor ſtirrer du ſaaledes paa mig? Tror du, jeg er forrykt? Nej, Afanasſi Wjeeſemſki er ikke forrykt, hans Hoved er ſtcerkt, hans Legeme kraftigt. Men min Pine er kun ſaa meget ſkreekkeligere, fordi den ikke formaar at dræbe mig!“
Fyrſtens Ord ſyntes at indjage Molleren en dyb Angeſt. Han begyndte at frygte for fit Liv.
„Hvorfor tier du, gamle! Har du ikke en eller anden Drik, en eller anden virkſom Plante, der kan forandre hendes Sindelag? Tal, ſig mig, hvilke Trylleurter du har? ... Naa, faa ſvar dog, usle Troldkarl!“
„Lille Fatter, Fyrſt Afanasſi Iwanowitſch, hvad ſkal jeg ſige dig? Der gives forſkjellige Urter .... f. Ex. Koljuka⸗Urten, ſom man ſamler St. Petersdag. Naar du gnider din Arm dermed,
forfejler du aldrig dit Maal. Der er endvidere Tirlitsplanten, ſom voxer paa Bjerget Lisſa ved Kijew. Den, ſom bærer denne Plante hos fig, vil beſtandig være ſikret mod Czarens Vrede. Saa er der endnu den rode Dueurt. Tag en af dens Rødder i Skikkelſe ſom et Kors, bær den om din Hals, og alle Menneſker vil frygte dig ſom Ilden!”
Wjeeſſemſki udſtodte en fort, forbitret Latter.
„Menneſkene frygter mig allerede tilſtrœkkelig — jeg behøver ikke din Dueurt. Nen mig nogle andre Planter!”
„Der er f. Ex. Adamshovedet, ſom voxer i Sumpene; det bringer os Gaver. Saa er der ogſaa den blaa Sumpplante. Gaar du paa Bjornejagt, behøver du blot at nyde en Drik, ſom er brygget af den, og ingen Bjorn vil gjore dig den ringeſte Fortred. Endvidere har man Rhabarberroden. Naar man træffer den op af Jorden, ſtonner den ligeſom et Menneſke. Beerrer man den om Halſen, vil man aldrig lobe Fare for at drukne.“
„Er det dem alle?“
„Ak nej, lille Fatter! Der gives ogſaa Bregnerne. Hvem, der er ſaa heldig at plukke deres Blomſter, bliver Herre over alle Skatte. Saa har man endelig Johannes⸗Maria⸗Urten. Hvo, der finder den, kan ſpinge fig i Sadlen paa den forſte den bedſte Heſt og belejre den cedleſte Løber.”
„Men en Plante, ſom væffer Kjerlighed, fjender du ikke? Ud med Sproget!”
Molleren tav et Sjeblik og fortſatte jaa hurtigt og ſkjcelvende:
; „En ſaadan kjender jeg ikke, lille Fatter; bliv ikke vred, men Gud er mit Vidne, en ſaadan kjender jeg ikke!“
„Og en Plante, ſom kan dræbe Kjerligheden — ved du ikke, hvor den er at finde?“
„Nej, lille Fatter, heller ikke det ved jeg, men
8
31
der gives en Plante, ſom bryder al Ting itu. Naar du bringer den i Berøring med en Slaa eller en Jcrndor, ſaa ſpringer Slaaen eller Doren ſtrax i tuſende Stykker!“
„Er du ſnart færdig med at opramſe dine Planter!“ ſagde Wjeſemſki og betragtede Molleren med et uhyggeligt truende Blik.
Molleren flog Øjnene ned og tav.
„Gamle Mand!" udbrød Wjeeſemſki pludſelig og greb ham i Struben. „Giv mig, hvad jeg for— langer! Horer du, elendige, giv mig det lige paa Stedet!“
Og han ryſtede Molleren heftig med begge ænder. Denne troede, at hans ſidſte Time var kommen.
Pludſelig gav Wjeſemſti flip paa Oldingen og faldt paa Knæ for ham.
„Tilgiv mig! Hav Medlidenhed!“ udbrød han hvifkende. „Helbred mig! Jeg vil give dig alt, hvad du vil; jeg vil overoſe dig med Guld, jeg vil være din Slave! Hav blot Medlidenhed med mig! Nævn mig Urten!“
; Møllerens Wngſtelſe voxede mer og mer.
„Fyrſte — edle Bojar! Kom dog til dig ſelv! Jeg er jo Molleren, David! Berolig dig dog, Fyrſte!“
„Jeg ſtaar ikke op, for du har helbredet mig.“
„Fyrſte, Fyrſte!“ ſagde Molleren med ſtjel⸗ vende Stemme, „Timen er kommen, Tiden iler; rejs dig derfor op! Det er helt mørkt nu; hurtig, hurtig til Værket! Jeg ſkal være dig til Vilje!”
Fyrſten rejſte fig op.
„Begynd,“ ſagde han; „jeg er rede.“
De tav begge nogle Sjeblikke. Rundt omkring dem herſkede dyb Stilhed. Kun Mollehjulet, paa hvilket Maanelyſet ſkinnede, vedblev at klapre og dreje fig rundt. Fra et eller andet fjcernt Morads lød Sumphonens Skrig, og inde fra Skoven lod Uglens klagende Stemme fig høre Tid efter. anden.
Oldingen og Fyrſten fulgtes ad hen til Mollen.
„Se der ned under Hjulet, Fyrſte, og jeg vil da udtale de kraftige Trylleord.“
Oldingen ſatte ſig paa Hug paa Jorden og begyndte at mumle nogle uforſtagelige Ord, medens Frygten endnu ſtadig robede ſig i hans tunge og gispende Aandedrcet. Saaledes gik der flere Minutter. i
„Hvad ſer du, Fyrſte?“ ſpurgte ſaa den gamle.
„Det er for mig, ſom om jeg ſer Perler, der triller ned, den ene efter den anden, og Guld— ſtykker, ſom glitrer og funkler.“
„Du vil blive rig, Fyrſte, rigere end nogen
anden Mand i Rusland.“ Wjceeſemſki ſukkede.
„Kig endnu en Gang der ned, Fyrſte Hvad ſer du nu?“
„Det ſynes mig, at jeg fer dragne Sværd hugge ind paa hinanden og der imellem noget, ſom ligner et gyldent Smykke.“
„Du vil have Held med dig i Kamp og Krig, Bojar, og i Czarens Tjeneſte vil Lykken ſtaa ved din Side ... Men ſe endnu en Gang der ned — ſig mig, hvad du ſer?“
„Nu er det blevet morkt, og Vandet er ikke længer klart ſom fer ... ah, nu begynder det at faa et rodligt Skjcer ... ja, nu er det blevet ganſke rødt ... ligeſom Blod. Hvad betyder det?“
Molleren ſparede ikke.
„Hvad betyder det, gamle?“
„Lad det være nok, Fyrſte. Det er ikke godt at ſtirre [aa længe der ned. Kom, lad os gaa!”
„Der træffer ſig rode Traade ligeſom Blod⸗ aarer ... jeg jer ligeſom en ſtor Tang, der aabner fig og atter lukker fig ſammen ... jeg ſer ...“
„Lad os gaa, Fyrſte, det er nok ...“
„Holdt!“ hviſkede Wjeeſemſki; „det forekommer
mig, ſom om jeg ſer en Sav, der glider frem og tilbage, og det er, ligeſom der ſprojter Blod frem under den!“
Molleren forſogte at træffe Fyrſten bort
med ſig. „Tov lidt, gamle, jeg foler mig ſaa ilde til Pas; det ſmerter i alle mine Lemmer ... o,
hvilken en ulidelig Pine!“
Han veg forfærdet tilbage. Det var, ſom om han paa en Gang havde fattet Betydningen af det Syn, han indbildte ſig at have ſet paa Bunden af Molledammen. — En rum Tid tav de begge. Endelig ſagde Wjeſemſki:
„Jeg maa vide, om hun elſker en anden!“
„Er du i Beſiddelſe af en eller anden Gjen⸗ ſtand, ſom har tilhørt hende, Bojar?“ ſpurgte Molleren.
„Dette fandt jeg en Gang uden for hendes Dor.“
Med disſe Did vifte Fyrſten ham et blaat Silkebaand.
„Kaſt det ind under Hjulet!“
Fyrſten gjorde, ſom hans Ledſager befalede. Molleren fremtog derpaa en lille Lerflaſfke, ſom havde været gjemt indenfor hans Vams.
„Drik,“ ſagde han, i det han rakte Wjeſſemſti Flaſken.
Fyrſten drak. Lidt efter lidt begyndte det at ſnurre i hans Hoved, og alting blev dunkelt for hans Ojne.
„Se nu der ned — hvad ſer du?“
„Hende — hende!“
„Alene?“
dr
15 r 2 1 — „ NN
4
- —.
sk
NE
*
* =
ee
—
282 *
SØ 5 A7
32
„Nej, ikke alene! Jeg fer hende ſelv anden . . . der er en lyshaaret Yngling i hojrod Kaftan hos hende ... men jeg kan ikke ſe hans Anſigt. ... Holdt! De nærmer fig hinanden ... be⸗ ſtandig nærmere og nærmere ... Forbandelſe over eder! Deres Læber modes til et Kys! Gid evig Forbandelſe ramme dem! Og dig med! Ver ogſaa du forbandet, Troldkarl, forbandet ... forbandet!”
Han kaſtede en Haandfuld Penge hen til Molleren, rev Heſtens Tojler los fra Træet, hvortil Dyret havde været bunden, ſvang ſig i Sadlen og ſpreengte med Lynets Hurtighed ind i Skoven ...
Lidt efter lidt hendoede Hapflagene i det ficerne, og derefter blev Nattens Stilhed kun af— brudt af det utrættelig pladſkende Mollehjul.
(Fortſœttes.)
Szoelevandringen. En Kuuſlnerhiſtlorie fra det gamle Flarenls. (Fortſat).
ftenen efter var den tykke Ma⸗ 2 netto flittig beſkeeftiget i fit Voerk⸗ ſted paa St. Giovanni Pladſen. Det forſte Blik ſagde en, at man ikke ſtod i et almindeligt Snedkerveerkſted, hvor der forarbejdedes ſimpelt Bohave til dagligt Husbehov. Meſter Manetto var en Kunſtner i ſit Fag og mere Billed⸗ ſterer end Snedker. Hans kunſtig udſkaarne Ar⸗ bejder var vidt og bredt beromte og fandt livlig Afſcetning. i Den tylke Snedker var iøvrigt en ret ſtadſelig Mand at ſe til, henved de tredive Aar gammel, og — tværtimod Reglen for alle Gniere, ſom man gjcrne tœenker ſig magre og hulojede — faa fed og rund ſom en Olbrygger. Fra hans ſtore tykke, rode Anſigt blinkede et Par ſmaa gridffe Ojne, der dannede en flagende Modſcœtning til det Preg af Godmodighed, ſom hvilede over hans alt for vel⸗ nærede Figur. i Meſter Manetto Havde lige faaet tændt ſin Kobberlampe og lukket Skodderne, da Meſter Filippo, ſom af og til plejede at aflægge et Beſog hos den
3 ERR kunſtfeerdige Snedker, traadte ind.
- 83
J ſin Diſtraktion havde Tykſaken allerede glemt det ubehagelige Optrin, ſom han havde givet Anledning til den foregagende Aften under den feſtlige Sammenkomſt i Meſter Tommaſos Hus, og Meſter Filippo tog ſig vel i Agt for at minde ham derom med et eneſte Oord. J Samtalens Lob fortalte Manetto, at hans Moder var rejſt ned til deres lille Landejendom ved Polveroſa for at ſe til Huſets Indretning. Hun kunde ventes hjem hvert Ojeblik, og Manetto havde derfor ikke lukket Doren til fit Hus i Laas, men blot ſkudt Klinken for inde fra. Hans Moder og nogle fortrolige Venner kjendte jo det hemmelige Greb, hvorved man ude fra kunde aabne Klinken.
Netop ſom Meſter Filippo var i Færd med at fortælle ſin Ven Tykſaken en lyſtig Hiſtorie, kom imidlertid en Dreng aandeloes lobende for at hente ham hjem, da hans, Meſter Filippos, Moder pludſelig var bleven heftig ſyhgg. Den tykke Snedker tilbød at folge med Vennen for at høre, hvorledes det ſtod til hjemme hos ham, og muligvis være ham til Gjælp med et eller andet. Brunellesco takkede ham for Tilbudet, men ſagde, at det be— hovedes ikke; han bad blot Manetto om at blive endnu en lille Tid i Veerrkſtedet, for at han kunde hente ham i en Fart, hvis der virkelig ſkulde være. Fare paa Feerde. Dermed ilede han bort; men han gik ikke hjem, thi han vidſte ſaare vel, at hans Moder var jaa friſk ſom en af de Fiſk, der ſpommede i Arnofloden.
Lidt efter bankede Meſter Filippo paa den tykke Snedkers Hus i Nerheden af St. Maria del Fiore for at høre, om Madonna Giovanni Amma⸗ natini imidlertid ſtulde være kommen tilbage fra Polveroſa. Da ingen lukkede op, ſkod Brunellesco behændig Traklinken i Vejret med fin Kniv, aabnede Doren og lukkede den derpaa atter i bag efter ſig.
33
Kort efter kom den tykke Snedker hjem; thi han havde naturligvis forgæves ventet paa nærmere Beſked fra Filippo. Det havde vel altſaa ikke været ſaa ſlemt med det pludſelige Sygdomstilfelde, tænkte han, og det var ret heldigt, at han ikke 11 5 ſpildt ſin Tid med at folge Meſter Filippo hjem.
Under disſe Betragtninger provede han paa at lofte Klinken med et langt Som, men Doren vilde ikke gaa op. „Ah, fan er Mo'er vel allerede kommen hjem! Hun har ſikkert bragt noget godt med fig ude fra Landet, det ſkal min Tro ſmage mig, thi jeg er dygtig ſulten ...“
8 7 8 8 . å 12 5 n DD I 7 . 8 is f SIG b i — 8 ER l — — 13 he N FED — — BØRN 5 '
es
D
Men der var ingen Mo'er, ſom ſvarede paa hans Banken; derimod hørtes en gryntende Stemme inde fra, der lød ganſte, ſom om det var Tyk⸗ ſaken ſelv, der talte:
„Hvem banker faa ſilde? Kommer J endelig hjem, Mo'er? Jeg har allerede i to Dage ventet jer forgæves |” 7
Tykſaken ſvarede helt betuttet:
„Men det er jo mig ſelv ...“
. „Aa, nu kjender jeg eders Stemme, Meſter Matteo. Men det hjælper jer ikke, at J trygler mig om yderligere Henſtand; jeg har allerede gjort Anmeldelſe for Bvrigheden og forlangt eder ufor⸗ tovet arreſteret. Jeg finder mig ikke heller befojet til at lukke jer op, thi jeg er juſt i Færd med at tilberede mit Aftensmaaltid, da min Moder endnu ikke er kommen tilbage fra Polveroſa. Jeg er desuden i daarligt Lune, thi medens min Ven Filippo Brunellesco nylig var henne hos mig, fik han Efterretning om, at hans Moder var bleven farlig ſyg, og det betyder aldrig noget godt, naar man for andres Skyld modtager et ſaadant Ulykkes⸗ budſtab i fit Hus. At ærgre mig over eders
Klynken, ſkal heller ikke forbedre mit Humor, og derfor gjør J bedſt i hurtig at forføje jer bort, da jeg ellers let kunde friſtes til at benytte Lejligheden til at lade Byſvendene gribe jer med det ſamme, min gode Matteo!“
„Hvad er det? Drømmer jeg? Jeg ſtulde dog mene, at jeg ſtaar her uden for mit eget Hus — og dog harer jeg mig ſelv tale der inde!“
Tykſaken traadte hovedryſtende ud paa Gaden og begyndte ſtadig mere og mere forvirret at ſtirre paa det Lysſkjcer, ſom ſkinnede ud gjennem Vinduet i hans Stue.
IJ det ſamme kom — ſaaledes ſom det var blevet aftalt mellem Spasmagerne — Meſter Dona⸗ tello forbi, og da han fil Oje paa Manetto ſagde han i Forbigaaende til ham:
„Godaften, Matteo! Naa, har den tykke Snedker endnu ikke ladet dig jætte i Gjeeldsfeengſlet? Du har vel i Sinde at prove endnu en Gang paa at røre hans Hjeerte; men det hjælper dig desværre nœppe. Forreſten ſaa jeg ham nylig gaa ind i Huſet, og nu er der jo Lys der oppe. Han ſidder vel i god Ro ved Aftensbordet. Bank blot raſk paa!”
Og dermed gik Donatello fin Vej.
„Men hvad ſkal dette dog betyde? Ogſaa Donatello kalder mig for Matteo! Er da jeg — eller er han pludſelig bleven forrykt! For en
halv Time ſiden var jeg endnu den tykke Snedker Manetto, og nu kalder hele Verden mig Matteo! Skulde virkelig den Ulykke være hændet mig, at jeg pludſelig er gaaet over i en anden Skikkelſe? Naa, det ſkal vi ſnart komme efter. Jeg gaar nu hen paa Torvet, hvor der altid færdes mange Folk, og blandt dem findes der vel nok et fornuftigt Menneſke, ſom kjender mig. Eller endnu bedre, jeg gaar ſimpelthen hjem til Meſter Filippo og ſporger til hans Moders Befindende. Der vil jeg bedſt faa at vide, om jeg endnu er mig ſelv — eller om jeg er denne fordomte Stymper Matteo!“
Han var imidlertid næppe gaaet en halv Snes Skridt, for han horte haſtige Skridt bag ved ſig, og da han vendte ſig om, ſaa han en Retsbetjent, ledſaget af fer Byſvende. For han rigtig ff ſamlet ſine Tanker, havde Retsbetjenten allerede lagt ſin Haand paa hans Arm med de Ord:
„Holdt, Matteo Mannini, endelig har jeg da faaet fat paa jer. Nu ſkal J ikke jaa let flippe fra mig igjen! Folk, forer ſtrax denne Mand i
Feengſel, indtil han har betalt hver Hvid, ſom han
er den brave Meſter Manetto ſkyldig! Her kan J ſelv je, min gode Matteo, den lopformelig udſtedte Arreſtbefaling.“
Byſvendene ſluttede ojeblikkelig Kreds om Tyk⸗ ſaken, der forvirret ſtammede:
„J tager fejl, J gude Folk! Jeg er jo ſelv
Manetto degli Ammanatini, ſom ethvert Barn i Florents kjender og kalder den tykke Snedker. Hvorledes kan J forvexle mig med den Stymper Matteo? Jeg er ilke heller noget Menneſke en eneſte Hvid ſtyldig, men ſom J jer af Arreſtbefa⸗ lingen, er det tværtimod mig, ſom har Penge til Gode hos denne Matteo. — Jeg kommer lige fra mit Veerkſted i St. Giovanni — her kan J ſelv fe Noglen! Det er en latterlig Fejltagelſe!“
„Hvad er det, du vover at ſige, du freekke Gavtyv!“ udbrød Retsbetjenten forbitret. „Vil
du oven i Kjobet misbruge den tykke Snedkers, din egen Kreditors ærlige Nayn? Tror du, at du kan gjøre Nar af os? Du mente maaſke, at jeg ikke kjendee Meſter Manetto af ÜUdſeende? Men dig kjender jeg ogſaa, du usle Pjalt! Ingen Ind⸗ Afſted med dig!“
vendinger!
Trods al Proteſt blev den ſtakkels Tykſak fort til Feengſlet, hvor han indtegnedes paa Liſten ſom Matteo Mannini. Saa fnart han derpaa var lukket ind til de andre Fanger, ſluttede disſe ſtrax Kreds om ham, og da de allerede gjennem Doren havde hort hans Napn, ſpurgte de nysgjerrig:
„Hvorfor er J kommen her hen, Meſter Matteo?“
„Ak, jeg ſtylder en Mand nogle faa Gylden,“ ſvarede den forvirrede Tykſak helt ſagtmodig. „Men i Morgen vil jeg ufortovet ſorge for at blive losladt.“
De godmodige Gjeldsfanger indbød venſkabe⸗ lig den formentlige Matteo til at tage Del i deres tarvelige Aftensmaaltid, ja, de overlod endog den fuldſtceendig ſonderknuſte Mand et lille Hjørne af Stuen, hvor han kunde indrette fig fit usle Natte⸗ leje paa bedſte Maade.
Men det nyttede ikke, at han prøvede paa at falde i en barmhjcertig Søvn, der kunde gjøre Ende paa hans Bekymringer. Hele den lange, kvalfulde Nat holdtes han vaagen af den ene ſtreekelige Tanke: „Saa er det altſaa virkelig fandt! Du er ilke længer den lykkelige, velhavende, tykke
34
Arbejde for mig.
Snedker — du er pludſelig bleven et helt andet Menneſke — oven i Kjobet en forgjeldet Perſon, en Sljælm, en Stymper, ſom du ſelv har puttet i Hullet, fordi han ſkylder dig en usſel Slump Penge! Og medens du her maa ligge paa det bare, haarde Gulv mellem alt Slags Pak, breder en anden fig velbehagelig i din blode Seng ſom den tykke Snedker! Skulde denne anden mon veere den virkelige Matteo? Ja, ſaaledes er det vel, thi naar du pludſelig har paataget dig hans Skikkelſe, har han vel til Gjen⸗ gjæld paataget fig din! Skulde min Mo'er maaſte anerkjende ham ſom fin vigtige Son og ſette hans — det vil ſige mine — Livretter for ham? Ved alle Helgene, det er til at blive gal over — hvis jeg ikke allerede er det!“
En mere kvalfuld Nat havde den tykke Mand endnu aldrig tilbragt. Saa ſnart det gryede ad Dag, rejſte han ſig med tungt Hoved fra ſit haarde Leje og ſtillede fig, ved Feengſlets Gittervindue i det ſvage Haab, at en eller anden god Bekjendt vilde komme forbi og gjenkjende ham, faa at der paa den Maade kunde blive gjort en Ende paa hans Gjenvordigheder.
Det varede da heller ikke længe, for Digteren Giovanni Rucellai kom gaagende lige forbi Feengſels⸗ vinduet, og Tykſaken ſmilede ham allerede i Made, opfyldt af de gladeſte Forhaabninger.
Meſter Giovanni betragtede imidlertid med en fremmed Mine Tykſakens tillidsfuldt ſmilende Anſigt, ſom om det var et Menneſte, han faa for forſte Gang i fit Liv, og ſpurgte derpaa i en fold og fornem Tone:
„Vil J mig noget? ;
Tykſaken ſaa paa en Gang fit glade Haab ſkuffet, og Bevidſtheden om hans hjælpeløje Elen⸗ dighed fik haus Knæ til at ryſte under ham, i det han ſagde i ſin ydmygſte Tone:
„Med Forlov at ſporge, ædle Herre, J ſtulde da ikke kjende Meſter Manetto, hvem hele Florents kalder den tykke Snedker, ham, der udfører Billed⸗ ſkœererarbejde, og ſom har fit Veerkſted i St. Gio⸗ vanni?“
Meſter Rucellai maatte bide fig i Leben for at undertrykke fin Latter, men ſvarede ikke deſto mindre i en ftræng og alvorlig Tone:
„Jo, ham kjender jeg meget godt, og jeg er netop paa Vejen til ham for høre, hvorledes det gaar med en koſtbar Skrivepult, ſom han har under Kjender J ham? Har den tykke Pengepuger maaſke ſat jer her ind i Gjelds⸗ fængflet, forbi J ikke har kunnet betale ham et Par ugle Gylden, ſom J muligvis er ham ſkyldig?“
„Lad os ikke tale derom, edle Herre; hvis den tykke Snedker virkelig nogenſinde har været
for ſtreng mod fine Skyldnere, faa kan jeg forſikre
35
jer, at han viſtnok allerede er i Færd med at for⸗ tryde det. Men J vilde viſe mig en ſtor Tjeneſte ved at bringe Meſteren den Beſked, at der her i Gjældsfængflet ſidder en god Bekjendt af ham, der vilde være meget taknemmelig, hvis han vilde ulejlige
ſig et Øjeblik her hen.“ |
„Men forſt maa jeg dog vide eders Navn, for at jeg kan ſige Meſter Manetto, hvem det er, der onſker at tale med ham.“
Manetto gik dog ikke i denne faa ſnildt op⸗ ſtillede Felde. Han ſagde ikke: „Mit Navn er Matteo,“ men fvarede blot ganſke ſagtmodig:
„Jeg haaber, at den tykke Snedker vil komme, ſelv uden at jeg ſiger eder mit Navn. Jeg venter da paa ham her ved Vinduet. J forſtaar nok, edle Herre, at en Gjeeldsfange ikke gjærne røber fit Navn, uden at det er højft nodvendigt.“
„Nu vel, ſom J vil. Jeg ſynes for Reſten,
at jeg har ſet jert Anſigt en Gang for; J har nogen Lighed med en vis Matteo. Men lige meget derom; jeg ſkal meddele den tykke Snedker eders Onſke, og kommer han ikke, er det ikke min Skyld.“
Dermed gik Meſter Giovanni ſin Vej tilſyne⸗ ladende aldeles rolig og ligegyldig, men i Virke⸗ ligheden kun for at begive ſig lige hen til ſine gode Venner, Filippo Brunellesco, Donatello, Ghi⸗ berti og de andre Deltagere i Komplottet, der alle ſammen ventede ham ved en god Frokoſt hos Meſter Tommaſo Pecori, hvor man af Hjertens Lyſt morede ſig paa den ſtakkels Tykſaks Bekoſtning.
Manetto havde for fit Vedkommende taget Afſked med al Glæde og Lyſtighed. Havde ikke hans gode Ven Rucellai talt med ham en god Stund og ved den Lejlighed ſet ham lige ind i Anſigtet, men dog ikke kjendt ham. Hvilken forfærdelig Ulykke! Nu var det ſidſte Haab udflukt hos ham. Den lykkelige og velhavende Manetto var virkelig ved en ond Trolddom bleven forvandlet til den usſe⸗ lige Pjalt Matteo, ſom han ſelv nylig. havde villet kaſte i Feengſel. Nu fad han der ſelv, og hvor længe kunde han ikke faa Lov til at blive der, for nogen vilde loſe ham ud?
Som en tirret Love lob Tykſaken frem og tilbage i Arreſten, medens han ſnart ſtirrede med et vildt Blik paa de nøgne Mure, ſnart ſtottede fin feberhede Pande mod det folde Jerngitter, der ſpoerrede ham Vejen til Frihed. Det var maaſte det bedſte, om han ſtrax hængte fig, hvis han blot kunde finde et Sem og en Strikke.
De andre Fanger undrede ſig meget over den tykke Mands ſelſomme Opforſel. En af dem nærmede ſig venſkabelig den fortvivlede Tylſak og
var kommen i Feengſel paa Grund af Gjceld. Han
kunde imidlertid vente at komme paa fri Fod om
nogle fan Timer, thi hans Kreditorer var gaaede ind paa et mindeligt Forlig.
„Ej, min tjære Meſter Matteo,“ ſagde han i en velvillig Tone, „J bor ikke tage eder Verden fan ner, fordi J befinder jer i en sjeblikkelig For⸗ legenhed. Hvad er der vel at tage ſaadan paa Veje for? Det kan hænde den ærligfte Mand, at han har Gjeld og bliver fat i Feengſel derfor af ſtrenge Kreditorer — det jer J bedſt paa mig. Men man maa derfor ikke ſtrax tabe Hovedet. Kun den har miſtet alt, ſom ſelv giver fortabt. Og hvis jeg har forſtaget jer ret, faa beløber jer Gjceld fig jo kun til en ren Übetydelighed. Har J da flet ingen gode Venner eller Slegtninge, hvem J kan anmode om at betale for jer, eller i alt Fald ſtille den nødvendige Borgen? Jeg ſkal gjeerne tjene eder hermed eller yde jer lidt lovkyndig Bi⸗ ſtand, thi jeg forlader heldigvis endnu i Dag dette triſte Sted.”
Vor tykke Ven kjendte ikke Dommeren perſon⸗ lig, men han kjendte ham af Omtale ſom en lærd og retſkaffen Mand. Han takkede ham derfor med Taarer i Ojnene for hans Deltagelſe.
„Modtag min Tak, veledle Herre,“ ſagde han. „Eders gode Navn og Rygte er mig ikke fremmed, og jeg henvender mig derfor med fuld Tillid til eders Retſkaffenhed og bonfalder jer om et godt Raad. Ak, derſom det blot var Gjeeld, ſom trykkede mig! Om den faa var ti Gange jaa ſtor ſom den lumpne Sum, for hvilken jeg er kommen her ind, vilde jeg dog ſynge og danſe af lutter Glæde. Men, nej, der er hændet mig en langt ftørre Ulykke, jaa ſtor ſom den vel nogen Sinde har truffet et ſyndigt Menneſke her paa Jorden. Eller har J maaſke nogen Sinde for læjt om i eders lærde Bøger, at en ærlig Mand en Aften paa den forte Vej fra Veerkſtedet til fit Hjem er bleven forvandlet til et helt andet Menneſke — ja, oven i Kjobet til en usſel Stymper, der for var hans egen Skyldner, og hvem han ſelv kort i For⸗ vejen har forlangt indeſpeerret i Gjeldsfengſlet? Men jeg vil fortælle jer min Hiſtorie fra Begyn⸗ delſen til Enden, og J maa da ſelv dømme, om jeg enten er en Nar eller den ulykkeligſte af alle dodelige.“
Dommeren horte med ſtigende Forbapſelſe paa den tykke Mands Fortælling og kom til ſidſt til det Reſultat, at enten var den ſtakkels Fur moden til Galehuſet, eller ogſaa maatte han være Offer for en lyſtig, men droj Spas.
Ja jaa, tænfte den brave Dommer ved fig
ſogte efter bedſte Evne at berolige hans oprørte | ſelv; Meſter Filippo Brunellesco var den ſidſte,
Sind. Det var ingen ringere Perſon end en
ſom i Aftes beſogte ham i hans Veerkſted! Nu
Dommer, en færd og klogtig Mand, ſom ligeledes begynder jeg at lugte Lunten! Men det vilde være
Synd at fordærve Spaſen for de lyſtige Fyre. Jeg vil hellere gjøre mit bedſte for at hjælpe dem med at føre denz til Ende, lige faa godt ſom den er begyndt. Han ſvarede derpaa med fin meſt alvorlige og deltagende Mine: „Jeg har ganſke viſt for hort og leſt om ſaa⸗
i DD
Dolbergs Monument.
danne Forvandlinger, min gode Matteo.
Modelleret af Billedhugger Ring.
mangen ærlig Mand, at han er bleven forvandlet til et umælende Dyr, Har I aldrig hørt fortælle om den ſtakkels Aftæon, der blev forvandlet til en Hjort? Eller om Apulejus, der maatte lobe omkring ſom et langoret Wſel? Og ſynderlig bedre gik det ikke hin Konge af Phrygien, paa hvem der i et
ll
(Se Side 39).
Men J Par Sekunder vorede et Par mægtige Wfeløren frem.
maa takke eders Skaber for, at der ikke er hændet Saaledes gives der Exempler i hundredevis, jeg huſker jer noget endnu verre end at blive puttet ind i en blot ikke i Ojeblikket Navnene paa alle de forvandlede.“
ſtakkels Stympers Skind.
Det er endog heendet
(Fortſœttes.)
SØN
37
sg
&Y
2 neſte, hvis jeg ikke havde befundet mig i en ſkrekkelig Forlegenhed.
Det var akkurat ſex Maaneder, ſiden min Mand havde fort mig til vort ny Hiem, et lille fortryllende Hus, der laa henved fire Mil fra Hovedſtaden, og hvor vi følte os faa lpykkelige, ſom noget ungt Par har gjort ſiden Adams og Evas Tid.
Huſet var heurivende, Haven vidunderlig, en Karl pasſede med den ſtorſte Omhu Heſten, Koerne
5 FSR
eg havde næppe nogen Sinde haft Mod til at tage Serena Snupſtrup i min Tje⸗
. e .
Min ny Kokklepige. En Skitfe,
ved y. — d.
i den hele Verden Menneſker, hvis Kritik jeg fryg⸗ tede — ſaa var det dem.
Fru Johnſen — eller Gracie, ſom man ſœd⸗ vanlig kaldte hende — var min Mands Kuſine og Familiens Stolthed. Gracies Dannelſe, Gracies Skjonhed og frem for alt Gracies overordentlige Evner til at ſtyre et Hus — blev baade tidlig og ſilde foreholdt mig af alle Medlemmerne af min Mands Familie, ja, hans Soſtre bemerkede end⸗ ogſaa, at det i Grunden var en Skam, at Julius og Gracie ikke havde faaet hinanden.
Man kan altſaa nok foreſtille fig min For⸗
——
— 10 in
ee | Nr
e re e
Anion Square i New Fork med Vaſhingtons Nytterſtatue. (Se Side 40).
og Fjierkreeet. Med de pdre Anliggender gik det tvivlelſe, da min Perle af en Kokkepige netop var
alt ſammen fortræffelig, men derimod lod den ind⸗ vendige Ordning adſtilligt tilbage at onſke. Det var os nemlig umuligt at beholde nogen Tjeneſte⸗ pige. De fandt Landlivet kjedſommeligt, kunde ikke finde fig i Stilheden og Ensformigheden; ſnart fortalte de, at deres Moder, ſnart at deres Fader var bleven ſyg. Man fkulde have troet, at der raſede en Epidemi, ſom havde begrenſet fig ude⸗ lukkende til Tyendets Paarorende, faa ofte blev de tjenende Aander kaldte bort for at pleje deres Slegtninge.
Endelig havde jeg fundet en Perle, og min Mand benyttede ſtrax det midlertidige Solſtin, der
tilſmilede vor Husholdning, til at invitere Kaptajn
Johnſen og hans Kone til Middag. Fandtes der
| | | |
forſvunden (tillige med nogle Solvpſker, Klednings⸗ ſtykker og Dæffetøj) netop paa den vigtige Dag, ſom Gracie for forſte Gang ſkulde tilbringe under mit Tag.
Julius tørrede mine Taarer og kjorte ſporen⸗ ſtregs ind til Byen for at ſkaffe mig en Kokkepige gjennem et af Feſtekontorerne.
Med det næjte Tog ankom Serena. Hun havde lyſt Haar, en for en Kokkepige forbavſende fart Teint, og hendes Ydre frembød i ovrigt en paafaldende Blanding af Elegance og Skjodesloshed.
Men bet var allerede nær ved Middag, og Klokken fem vilde Julius komme med vore fremmede. Jeg var folgelig nodt til at beholde Serena, thi ſelv var jeg ſaa uvidende i den edle Kogekunſt, at
38
jeg lige ſaa gjærne kunde have paataget mig at |
bygge et Hus ſom at tillave en Middag.
Og med disſe Ord trak Serena tre Kyllinger frem af Kurvens Dybder, ſkoldede dem i kogende
Bort Faktotum Peter havde fort Serena ind Vand med en Mine ſom en Tyran, der lægger en
til mig og paa ſamme Tid medbragt en ſtor Kurv, fuld af alle Slags Delikatesſer.
Jeg ſpurgte Serena, om hun var i Stand til at faa alt dette tillavet.
„Hojſtcerede Frue!” ſparede hun med en tragiſk Betoning i Stemmen, „tvivl ikke om min Kunſt; De kan være ganſke rolig for Udfaldet.”
Kokkepigens høje, magre Skikkelſe ragede et godt Stykke op over mig. Jeg turde ikke gaa hende nærmere paa Klingen, men hengav mig ydmyg i min Skjebne. Jeg ſkyndte mig nu ind i Klæde- kamret, valgte det nødvendige Daeekketoj, bragte Spiſeſervicet i Orden, lagde Solvptojet, der for ſtorſte Delen beſtod af Bryllupsgaver, frem, og ſysſelſatte mig længe med disſe og forſkjellige andre Forberedelſer.
Tanken om den ny Kokkepige tyngede ſom et Bjærg pan mig. Hendes Gravſtemme og hendes beſynderlige Maade at udtrykke fig paa, lød atter og atter i mine Øren og bragte mig til ſidſt paa den Ide, at hun kunde være forrykt.
Jeg liſtede mig ſagte ned ad Trappen og kiggede gjennem Ruden i Kokkendoren.
Serena ſad paa Kokkenbordet, hun havde et Fad med Band paa Skjodet, ved Siden af hende ſtod en Kurv med Kartofler og foran hende en Kasſerolle, i hvilken hun lagde de ſkrœellede Kar⸗ tofler. Oven ban Kasſerollen laa der en opflaaet Bog.
Hun leſte halvt højt:
„Den blodige Gjerning maatte ſones, og med Forfeerdelſe merkede Aurelia, at Timen var kommen, da Retferdigheden fordrede fit Offer ...“ (Pokker tage den Kniv; det er nu fjerde Gang, jeg har ſkaaret mig i Fingeren) ... „hun mandede fig op DS
„Serena!“ raabte jeg.
„Hvem er det?“ udbrød hun og lod i fin Forſkrœkkelſe Kartoflen falde, ſpildee Vandet og ſvingede Kurven med en truende Mine.
„Tilgiv mig, højjtærede Frue, jeg havde et Ojeblik forglemt mig ſelv, men nu fkal al Ting blive punktlig beſorget. De ſer, at jeg netop er i Færd med at ſtrelle Kartoflerne.“
„Men vi er kun fem Perſoner,“ bemærkede jeg lidt opirret, „og De har allerede ftrællet Kar⸗ tofler til tyve.“
„De kan godt holde ſig.“
„Men naar man ikke bruger dem, og der desuden er meget andet at beſtille, ſaa holder de ſig bedſt uden at være ſkrellede.“
„Deres Vilje er min Lov!”
Martyr paa Baalet, og gjorde dem med funklende
Blikke og med faſt og ſikker Haand rede til at blive
lagte paa Stegepanden.
Serena forſtod upaatvivlelig ſit Kald, og jeg forlod Kokkenet med den Overbevisning, at Mid⸗ dagen vilde gjøre mig Wre. Og dermed gik jeg ind i mit Verelſe, traf alle nødvendige Forbere⸗ delſer til mit Toilette, lagde den ſidſte Haand paa Arbejdet i Spiſeſtuen og traadte, efter at alt dette var beſorget, atter ud i Kokkenet.
Klokken var tre. Forfeerdeligt! Serena ſad atter paa Kokkenbordet og læjte, medens Katten delikaterede ſig med den Flode, ſom jeg ſaa om⸗ hyggelig havde ſkummet af til Jordbeerrene. Ilden var gaaet ud, Komfurdoren ſtod aaben, og Gaard⸗ hunden havde ganſke ugenert annekteret en af Kyl⸗ lingerne. Paa Borde og Stole ſtod en Mængde Spiſer i forſtjellige Stadier af Tilberedelſe, og midt i al denne Forvirring ſad Serena.
„Alt var rede,“ lœſte hun halvt højt, „af det merke Feengſel fremtraadte den ulykkelige, der for ſidſte Gang ſkulde flue Dagens Lys. Og i denne frygtelige Angſtens Time — hvor var da Aurelia? Forgjcves lod Fangen fit Blik fvæve over de til⸗ ſtedeverende; han jaa ikke de elſkede Trek.“
„Serena!“
„Skulde han dø uden at Je Aurelia? .
„Serena!“
Denne Gang horte hun mig. Hun ſprang op og kaſtede baade Katten, Fløden, Bogen og Bordet omkuld.
„Hojſtœerede Frue! med dig, Kat!“
Min rgrelje var ſtor nok, til at jeg kunde holde mig alvorlig. Jeg ſkicendte, og mod For⸗ ventning gik Serena i ſig ſelv og ordnede i en be⸗ undringsverdig Fart al Ting. Ilden brændte nu atter lyſtig, og de forſtjellige Gemyſer og øvrige Retter blev ſat over, hver paa ſin rette Plads.
„Jjerkrcet promenerer ude i Gaarden, hojſt⸗ ærede Frue, med egen Haand vil jeg dræbe de uſtyldige Dyr, og Klokken fer præcis ſkal Maden være færdig. 2
Men jeg vovede ikke at ban bort igjen og lade hende blive alene tilbage. Saa længe jeg var i hendes Nærhed, arbejdede hun bande med Flid og Dygtighed, men paa hvilke Afveje kunde ikke den uſalige Roman fore hende, hvis jeg forlod hende.
Omſider var al Ting faa vidt færdigt, at et mislyktet Reſultat ſyntes uteenkeligt, og jeg ſtyndte mig ind for at flæde mig paa. Klokken var fem;
O, hvad fer jeg! Veek
Julius og de fremmede maatte allerede være under
vejs med Toget. lignede jeg fun lidt den værdige Husfrue, ſom jeg jaa gjærne vilde ſynes at være i Gracies Øjne.
Vognen holdt udenfor Døren. En høj, ſlank Dame ſteg ud og hilſte mig med en Nedladenhed, der bekraeftede mine værfte Anelſer. Jeg forte hende ind i vort Modtagelſesvoerelſe. Medens hun ſaa fig omkring med fine rolige, blaa Øjne, forekom det mig, at mit lille hyggelige Arrangement, ſom jeg ellers var jaa ſtolt af, tog fig forſkrœkkelig ſimpelt og ſmagloſt ud! Mine Gardiner og Tepper ſyntes ſaa tarvelige, og jeg ſelv jan ubetydelig over for den ſtadſelige Dame, der var meget eldre end jeg og viſtnok betragtede mig ſom et uerfarent Pigebarn.
Tanken om Serena lod mig imidlertid gjennem⸗ gan alle Afgrundens Kvaler, medens jeg beſtrerbte mig for at viſe mig elfiværdig mod vore Gjeſter.
Jeg ſogte ved Tegn og Gebærder at gjøre Julius begribeligt, at han ſtulde ſkaffe mig Lejlighed til at flippe ud i Kokkenet, men han forſtod mig ikke.
„Er du ſyg, Emma?“
„Nej.“
„Hvorfor ſtœrer du da ſaadanne Anſigter?“
O, de Mend!
„Din Kuſine kunde maaſke have Lyſt til at ſe vor Have,“ begyndte jeg igjen efter en lille Papſe.
„Jeg be'er dig, Emma, lad dig endelig ikke genere, hvis du har noget at beſorge,“ bemeerkede Gracie rolig.
Jeg mumlede noget om en ny Kokkepige.
„O, jeg kjender af Erfaring de unge Hus⸗ mødres Gjenvordigheder. Jeg vil benytte Mellem⸗ tiden til at kige lidt i dit Album.“
Jeg liſtede mig ydmyget ud. Paa Kokken⸗ bordet ſtod de forſtjellige Retter: Suppe, Kyllinger, Grønærter, Aſparges, Kartofler, Salat, Budding og Desſert — al Ting i den meſt maleriſke Uorden — og ved Siden af ſad Serena og læfte.
„Serena!“
„Nu kommer jeg; Maden er ferdig, og jeg er lige ved det ſidſte Kapitel.“
„Hjcelp mig dog at bringe Orden i alt dette.”
„Blot et Øjeblik, hojſtcerede Frue! Hvor blev nu Aurelia af?“
Og hun fordybede ſig atter i Romanen:
„Vil fremmed Skyld falde paa dette rene Hjærte? Vil Skeebnen ..“
Med et raſende Tag rev jeg Bogen fra hende og kylede den ud af Vinduet.
39
Nervos og ophidſet ſom jeg var,
„Jeg har for evig miſtet min Aurelia; Svinene
har fat i hende!“ udbrød Serena. :
Og til min Sfræt fvang hun ſig Ligeledes ud
af Vinduet, befriede den koſtbare Bog fra de gryntende Uhyrers Magt og fatte fig ganſte rolig midt i et Blom⸗
ſterbed uden at tage det mindſte Henſyn til min Nod.
Ryſtende af Vrede prøvede jeg paa at rette Maden an. Jeg ſpildte Suppe paa min lyſe Silke⸗ kjole, flaaede mine Kniplingscrmer og følte mig allerede Fortvivlelſen nær, da Serena traadte ind.
„Gudſtelov! Aurelia er frelſt! Tillad mig at hjælpe Dem, højjtærede Frue.”
Saa ſnart Romanen var til Ende, var Serena kommen til ſig ſelv. — Man fandt Middagen ud⸗ merket, og jeg hoſtede ſtor Ros.
Da vore Gjæfter var tagne bort, fortalte jeg min Mand Dagens Heedelſer, ſom i høj Grad morede ham, og derpaa begav jeg mig til ſidſt endnu en Gang ud i Kokkenet for at Je, om al
Ting var i Orden.
Ilden var paany gaaet ud, pan Bordet og
Skorſtenen ſtod Kar og Tallerkener parate til Op⸗
vaſkning; Katten gjorde fig til Gode med Reſterne af Middagen, Honſene ſpaſerede uforſtyrret ud og ind, og omſtraalet af Aftenſolen ſad Serena paa en Stol midt paa Gulvet, fordybet i en ny Romans Hemmeligheder.
Holbergs Monument.
—
Det vil være vore Læfere bekjendt, at man agter at oprejſe et Monument for vor ſtore Hol⸗ berg i Sorø, foran Akademiets imponerende Facade, ſom en Tak dels for de ſtore Gaver, han i fine udødelige Verker ſkjenkede det danſke Folk, dels fordi han ved at efterlade Akademiet fin Formue ſikrede dets Beſtaaen og muliggjorde, at det kom til at virke med ny Kræfter for det, ſom Holberg ſelv fatte hojſt her i Verden: Oplysning og Sandhed.
Den Kreds af Mend, ſom har paataget ſig at gjøre Tanken om Monumentet til Virkelighed, har ladet udarbejde 3 Skitſer af Billedhuggerne Bisſen, Ring og Saaby. Skitſerne har været offentlig udſtillede og er blevne omtalte i Presſen. Seerlig har Bisſens Skitſe fundet roſende Omtale, og vi kan heller ikke andet end indromme den ſtore Fortrin. Naar vi alligevel for vort Vedkommende fætter Rings Skitſe hojſt, ſtal vi ſige hvorfor.
Naar vi ſkal fremſcette de Fordringer, der bor ſtilles til en monumental Statue af Holberg, da maa vi erindre, at han ikke alene var ſatirifk Komedieforfatter, men han var tillige Hiſtoriker og Kritiker. Han var en Mand, der var langt forud for fin Tid, og han var ikke bange for at træde op imod fin egen Tids Fordomme og bornerte Me⸗ ninger. Han var i Ordets ſkjonneſte Forſtand en
„fri Wand”, d. e. han reprerſenterede Sandheden
uden Henſyn til, om det bragte ham Fordel eller Were. Vi mener derfor, at Billedhugger Bisſen har Uret, naar han i ſin Skitſe fremſtiller Holberg ſom en affældig, ryſtende Olding, i hvis Anſigts⸗ træf Satirikeren er ſteerkt udpræget. Vi foretræfter Rings Statue, fordi den fremſtiller Holberg ſom en Mand, der har baade legemlige og aandelige Kreefter til at træde op mod Dumhed, Overtro og Lavhed. Hvor edel en Skikkelſe er ikke denne ranke Figur med det kloge, fine Anſigt? Hvor megen Indſigt ſynes der ikke at maatte rummes bag denne hvælvede, frie Pande? Man fer, at det er en Mand, hos hvem Forſtanden er det overvejende, en „Herre i Aandernes Rige“. Vel var Holberg en ſtor Satiriker og brugte Satirens Spobe ſom faa andre. Men han er meget mere. Han er en af Jin Tids Herber, og han er den danſke Literaturs Fader. Se, disſe Fordringer, forekommer det i det mindſte os, at den her afbildede Statue tilfreds⸗ ſtiller — bedre i alt Fald end de to andre. Naar nu hertil kommer den Harmoni, der findes imellem Hovedfiguren, ſelve Fodſtykket og Bifigurerne, der futter fig ſammen i en ſmuktformet Triangel og med en arkitektoniſk Udſtyrelſe, der pasſer faa nøje for Holbergs Tid, da ſynes det os, at der her er
frembragt et Kunſtveerk, der fortjener at paaagtes.
noget mere, end det hidtil er ſket. Navnet Bisſen har en god Klang i den dauſßke Kunſthiſtorie, men vi frygter for, at man i dette Tilfælde har haft mere indgroet Reſpekt for det blotte Navn, end Holberg havde for Navne: „Man maa examinere Tingen ſelv“, vilde han Have jagt.
N.
Anion Square i New fork.
——
J Verdensſtaden hinſides Atlanterhavet, hvis brede, ſnorlige Gader og talrige aabne Torve røber
dens moderne Oprindelſe, indtager Union Square
den forſte Rang blandt de offentlige Pladſer. Den ftrælfer fig fra 14de til 17de Gade (i New Pork bærer Gaderne ſimpelthen Numere i Steden for Navne) og ſtoder op til den verdensberomte Broad⸗
way, denne Kaempegade, der med fine Kirker, Pragt⸗ | bygninger, offentlige og private Inſtitutioner og
brogede Mangfoldighed af Forretningsetablisſementer lober i Miles Længde gjennem den ſtore By. En Del af Union Square er optagen af omhyggelig vedligeholdte Gresplœner med Træer og Buſkadſer, i hvis Midte der er anbragt et Springvand. Pladſen er hele Dagen livlig beferdet af Fodgengere, for Storſtedelen travle Forretningsfolk, der ſkyder Gjenvej fra Broadway til 17de Gade, og Morgen og Aften er Pladſen en yndet Promenade for Na⸗ bolagets Familier.
En ganſke pudſig Fremtoning er den talrige Spurvekoloni, ſom man har oprettet her. Spurven hører ikke hjemme i Amerika, men for en Del Aar ſiden bragte man et Antal af disſe Fugle fra London til New Pork og byggede dem et „Op⸗ foſtringshus“ i Union Square. Spurve⸗Pagoden, ſom den kaldes, er opfort i Stil med et lille kineſiſt Gudetempel og forſynet med alle pasſende Be⸗ kvemmeligheder for ſin fjedrede Befolkning. Spurvene har i faa Aar formeret fig jaa ſteerkt, at de nu bygger Reder i alle New Porks Parker og Anlæg, hvor de beſkytter Trær og Buſkadſer mod Kaal⸗ orme og andre ſkadelige Inſekter.
Ved den ſydlige Indgang til Union Square, til højre for Broadway, ſtaar en i Bronce model— leret Rytterſtatue af Waſhington paa en mægtig Sokkel. Figuren er 14 ½ Fod, hele Monumentet 29 Fod højt. Paa den modſatte Side af Pladſen jer man en Statue af Abraham Lincoln, oprejft paa en Granitſokkel.
Union Square er omgiven af elegante forſte Klasſes Hoteller, Reſtavrationer, Butiker og Privat- boliger og yder et Skue, ſom gjør det til et af de ſmukkeſte og livligſte Punkter i de forenede Staters Hovedſtad.
Danfke Digtere.
Nordens Avinde.
SR
Ry Af Carl Plougs „Nyere Sange og Digte”). 0 il dig, Nordens edelbaarne Kvinde!
O Morgenſtraalen i vor Ungdoms Dram, Lykkens Maal, ſom Mandens Kraft vil vinde, A naar han ror fig op ad Livets Strøm! Smeerten dulme dine bløde Heender;
Glæden voxer i dit lette Fjed;
mens dit Blod i Lue Modet tender, vildeſt Sind det dog at tøjle ved.
Hvor hen end vor kjcekke Tanke ſtiled, om den ſeenked fig i Fortids Nat,
om den gjennem Stjærnehvælvet iled, og din Tryllekreds den har forladt; Plads der findes i vort Hjcertes Kammer for hver fljøn og god og hellig Sag, og for Fædrelandet højt det flammer, o, men dig tilher' det ſidſte Slag.
Lad kun Verdensſtormen atter velte Farens høje Bølge mod vor Kyſt, du ſkal ſe os kempe da ſom Helte med dit lyſe Billed i vort Bryſt! Og naar du er med os, er vi ſtoerke, da vort bedſte Saab fuldkommes maa: Vi ſkal plante Nordens Enhedsmeerke, du ſkal feſte Sejrens Krans derpaa!
S AS fe MALTA Se SEE FATERN
Dre FYNS — N — 8 N * r
ltr *
*
At
nj Jollielheatret. Blandt alle nulevende fremmede For⸗ fattere er der næppe nogen, der i faa rigt Maal ſom Victorien Sardou har forſynet vore Privattheatres Repertoire med ny, interesſante Arbejder. Den ſidſte Nyhed paa Folketheatrets Scene, 5 Akts Lyſtſpillet „Andrea“, hører vel ikke til det bedſte, der er kommet fra den lige ſaa begavede ſom produktive Forfatters Pen, men Stykket er ſaa rigt paa dramatiſk Liv og Spænding, at det abſolut maa tage Publikum med Storm. Det er atter her et Agteſkabsdrama, Sardou ruller op for Tilſkuerne, en Huſtrus Kamp for at gjenvinde Herre⸗ dommet over fin vildfarne Acgtemage, og Forfatteren har udarbejdet dette Motiv med al den Kunſt, ſom han i ſaa høj Grad raader over. Der er et Liv og en Flugt i Handlingen, ſom helt igjennem rober Sardous ualmindelig ſkarpe Blik for den ſceniſke Virkning, og Reſultatet kan derfor ikke blive andet end en Sukces. Exempelvis ſkal vi nævne Scenerne i Danſerinden Stellas Paaklednings⸗ værelfe og i Politidirektrens Kabinet, der er lagt lige⸗ frem glimrende til rette. Den Udførelfe, ſom bliver „Andrea“ til Del paa Folketheatrets Scene, er gjennem⸗ gaagende fortræffelig ogſaa for Birollernes Vedkommende. Titelrollen ſpilles af Fru Watt, der, ſom det fore⸗ kommer os, med Held løfer fin [tore og ingenlunde lette Opgave. Fru Watts Spil røber ikke blot mer end al⸗ mindelig Flid og Tenkſomhed, men f. Ex. i Scenerne mellem Andrea og Grer Stefan i 4de og ste Akt er hendes Gjengivelſe faa ſand og ſaa virkelig kunſtneriſt beherſket, at denne Preſtation efter vor Mening inde- holder et ikke ringe Løfte for Fremtiden. — Vi fkal endnu tilføje, at Stykkets Iſceneſettelſe udmærker fig ved en Smag og Omhu, ſom bidrager ſin Del til det vel⸗ lykkede Enſemble.
Kaſinos Theater har forøget fit Repertoire med to, i Øvrigt heiſt forſtjelligartede Nyheder. Medens „Nat⸗ tens Dronninger“, Lyſtſpil i tre Akter af Adolf Wilbrandt, næppe tor kaldes nogen videre Akviſition, i det navnlig de to førfte After er temmelig ſvage, er derimod Mozarts Oprette, der gives under Litlen „den vidunderlige Gaas“ en meget heldig Beri⸗ gelſe for Kaſinos Scene, hvis Kræfter fylder godt i denne Genre. Operettens melodiſke og iørefaldende Muſik er vel egnet til at tiltale baade et ſterre Publikum og den mere kresne muſikalſke Gourmand, og i den Skikkelſe, hvori Librettoen fremtræder ved Hr. Hunderups vel⸗ lykkede Bearbejdelſe, paa rimede Vers, vinder den ikke lidet for danſke Tilſtuere. Det er det gode gamle Synge⸗ ſtykke⸗ og Operettemotiv med den naragtige gamle For⸗ mynder, der er forelſket i ſin ſmukke Myndling, og ſom tages ved Neſen af Myndlingen og hendes Elſker, men Situationerne er lagte faa morſomt til Rette, at man følger dem med hele Nyhedens Interesſe. Hovedrollerne ſpilles af Frkn. Holther og Ludvigſen ſamt d Hrr. S. Neumann, Albrecht og Aagaard, der baade for Sangens og Spillets Vedkommende gjor al ønffelig Fyldeſt. Sarlig vellykket er Frk. Holthers ſtore Arie i iſte Akt. „Den vidunderlige Gaas“ — ſelve Gaaſen praſenterer ſig, i Parenthes bemerket, i al fin Vidunder⸗ lighed for Tilffuerne, — fager livlig Applaus og vil efter alle Solemeerker at domme endnu en rum Tid kunne ſanile fuldt Hus.
D —
„bree. NPT
— £
Nye Tider, Fortelling af Zakarias Nielſen. (Am dr Schous Forlag). Blandt vore folkelige For⸗ ſattere har Zakarias Nielſen allerede længe indtaget en fremſkudt Stilling, Han har ganſke viſt været mindre produktiv end andre, men hvad han mødte med, vifte altid en alvorlig Streben efter at give det bedſte, han formaaede, paa ſamme Tid ſom hans Arbejder tydelig bar Preget af at være Frugten af en ſelvſtendig Be⸗ gavelſe, der ikke var tilfreds hverken med at give en mere eller mindre ufri Efterdigtning eller med i ſtgrre eller mindre Grad at gjentage fig ſelv fra det ene Arbejde til det andet. „Nye Tider“ er et yderligere Vidnesbyrd herom. Zakarias Nielſen har ved denne Bog opnaaet et Neſul⸗ tat, der ikke blot vil give hans Navn forøget Klang, men ſom ubetinget gjor ham til en af de meſt fremragende Repreſentanter for den ſaakaldte folkelige Literatur i denne Betegnelſes bedſte og videſte Forſtand. „Nye Tider“ er ſaa at ſige Banebryder for en ny Genre af Folkelivsſkildringer, og alene i denne Egenſkab faar Bogen forøget Interesſe. Forfatterens Opgave har været at ſkildre de Brydninger, ſom opſtaar, i det en ny Tids Ideer og Krav pludſelig baner fig Vej til en fredelig, ſtok⸗konſervativ Afkrog, hvis Befolkning hidtil har levet ſom bag en kineſiſk Mur. Med ikke ringe Dygtighed er det lykkedes Forfatteren at anvende dette i og for ſig fortreffelige Motiv til en livfuld og i flere Henſeender virkelig kunſtneriſk behandlet Skildring. Hovedrepreſen⸗ tanterne for de to modſatte Stromninger, den gamle Skolelcerer Lyſtrup, og den unge, intelligente Bonde, der fætter fig i Spidſen for Reformerne, er tegnede med ualmindelig Liv og Anſkuelighed, jaa at de ſtrax tager Lœſerens Deltagelſe fangen, og det ſamme tar ſiges om Biperſonerne, der alle er ypperlig individualiſerede, ſom f. Ex. den ſtikkelige og enfoldige Jørgen Siverſen, den tykke Kromand, der altid indretter fin politiſte Tros⸗ bekjendelſe, efter ſom Lejligheden krœver det, o. fl. a. Hertil kan føjes, at Handlingen er lagt til Rette med ſtor Behendighed, ſaaledes at Kjerlighedsforholdet mellem Knud og Emma kommer til at pasſe godt og ukunſtlet ind i de Konflikter, der affsdes af Brydningerne mellem det gamle og det ny. Scenerne mellem Knud og Emma i den ſidſte Halvdel af Bogen er ſmukt og poetiſk gjen⸗ givne og af ikke ringe Virkning. J et og alt er „Nye Tider“ et dygtig udført Virkelighedsbillede med Menne⸗ ſker af Kjod og Blod og med en gjennemgagende ſand og treffende Karakteriſtik baade af Perſonerne og Hand⸗ lingens Udvikling. Dette ſynes os at vere den ſtorſte
Ros for Zakarias Nielſens nyeſte Arbejde, der for⸗ tjener at blive læft i de videſte Kredſe. Graavejr, af Herman Bang (F. H. Schu⸗
bothes Forlag). Det forekommer os, at dette Pro⸗ verbe ved fin Fremkomſt paa Nationaltheatrets Scene fil en koligere Modtagelſe, end der var nogen ſom helſt rimelig Grund til. Ganſte viſt omhandler det et af de Problemer, ſom ofte for er blevet behandlet i Litera⸗ turen og fra Scenen, men dets Moral er alvorlig nok til atter og atter at kunne drages ſrem. Dialogen, der jo er den veſenligſte Faktor i et Arbejde af denne Genre, falder helt igjennem ſand og ukunſtlet, uden glimrende Pointer, men netop ſaaledes, ſom Mand og Huſtru virkelig taler og tenker i den givne Situation. Som Proverbet foreligger trykt, indeholder det kun 45 Sider,
men Indholdet er baade underholdende og lærerigt nok til at kunne læfes med Udbytte, ſelv om man har ſet Stykket paa Scenen.
Van Rejſer af Mark Twain. Den berømte amerikanſke Forfatter har ved de to Skitſer, ſom Bogen indeholder, givet et nyt Vidnesbyrd baade om. fit Lunes og fin Pens Uopflidelighed. „Hvad der hændte paa min Mejje til Bermudas Derne“ er maaſke den morſomſte, Ungdomserindringer fra Lodslivet paa Misſisſippifloden“ den meſt karakteriſtiſfſe, men begge Skitſer leſes med ublandet Forngjelſe. Det ingenlunde lette Hverv, at overfætte Mark Twain, er her med ſynlig Omhu beføtget af Hr. C. L. With. (FJ. H. Schubothes Forlag).
Husholdnings⸗ og Reguſkabsbog for Aaret 1882 (J. H. Schubothes Forlag) er faa praktiſk anlagt og indeholder ſaa mange nyttige Vink og Anvisninger, at den ſynes ſelvſkreven til at finde Plads baade i ſtore og ſmaa Husholdninger. Udgiften ved at anſkaffe fig den er ikke ſtor, i det den trods fit fyldige Indhold kun koſter 1 Kr. 35 Sre.
J Arnckrogen, Fortællinger, Digte og Skildringer, ſamlede af Emanuel Henningſen. (N. C. Roms Forlagsforretning). Det er fjælden, at en Bog fvarer ſaa godt til fin Titel ſom nærværende.” Faa Dage efter Udgivelfen har den allerede fundet Vej til faa mange Arnekroge rundt om i Landet, at der ikke længer er et Exemplar tilbage, og man tor ſikkert antage, at den er bleven en kjerkommen Gjeſt i den forløbne Juletid. Blandt Bidragyderne til „J Arnekrogen“ findes vore bedſte folkelige Forfattere: Anton Nielſen, C. A. Thyregod, Zakarias Nielſen, N. C. Rom, Knud Skytte og Emanuel Henningſen; Bidragene ſtaar giennemfnitlig i Højde med det bedſte, disſe Forfattere har ſkrevet, og „J Arnekrogen“ er ved dette Samarbejde bleven en ualmindelig: ſmuk og fornøjelig Bog.
— — — RR / +42 — 2 D
* 0 1
Nipsraps.
Fra Dyrenes Verden. Pan Sen Wight iagttog man nylig, hvorledes en Veſel nok faa driftig angreb en Blovhejt, ſom man et Ojeblik havde ladet ſtaa alene ude i Marken. Den tililende Karl dræbte den frelke Fjende. — En franſk Naturforſker fortæller, at han for kort Tid ſiden var Sjevidne til en forbitret Kamp mellem en Rotte og en Slange. Rotten havde klamret ſig faſt til ſin Modſtanders Hale og holdt faſt i den trods alle Krybdyrets Bugter og Vridninger. Til ſidſt bed den Halen af den, hvor efter Slangen flygtede.
Paa en Atlanterhavsrejſe blev en tyſt Bark i forrige Maaned angreben af en Kaempehvalfiſt, der knuſte flere Planker i Skibet. Den driſtige Angriber efterlod et bredt Blodſpor, der tydede paa, at den var even alvorlig ſaaret. — J en Bugt ved Shetlands⸗ gerne viſte der ſig nylig tvende Hvaler, en Han og en Diun; den forſte blev dræbt af Fiſkerne, og Hunnen ſpommede derefter i flere Uger omkring ved Kyſten, DB * aabenbart for at ſsge efter Jin forſvundne WEgtemage, man lod ſig itke fange. Djevletilbedere. J Folge Efterretninger fra de ſkal en af Kurderſtammerne i Lilleaſien danne en kt af Djævletilbedere. Denne Stamme er formentlig e Nedſtamning og tror paa en god og en D Aand. Den gode Mand ſkjcrmer dem ogſaa uden
"Fr 2
4 192 —
42
3 8 8 rere
Bonner, og de tilbeder derfor kun den onde Aand, ſom | de føger at formilde ved ivrige Paakaldelſer. Djavle⸗ tilbederne teller omtrent 20,000 Individer og betragtes med Forbitrelſe og Foragt af de omkringboende Stam⸗ mer. Undervisning og ſedelige Lœrdomme kjender de ikke; de er vel udviklede i legemlig, men fuldſtendig uciviliſerede i aandelig Henſeende og lever neſten kun af at rave og ſtjele.
Slot fil Jyſt.
„Et forfærdeligt langt og kjedeligt Drama , Dronning Eliſabeth“ havde fat Tilſkuernes Taalmodighed paa en haard Prøve. Da Tæppet gaar op for ste Akt, ſiger Legen, der ſtaar ved Dronningens Leje: „Eders Maje⸗ tæt har endnu en Time at leve i.” — „Endnu en hel Time!“ udbryder en Zilffuer og iler ud af Salen, fulgt
6 U.. T
—
Karade.
Tre Stavelſer har hele Ordet,
og viſt med Lethed det vil gjettes. Man bruger det hver Dag ved Bordet; dog kan det og i „Rekker“ ſettes, hvis det, ſom til det forſte ſvarer, er mer end en, maa vel De hufte.
J øvrigt er det ſkgre Barer;
men treffes kan i Trœr og Buſke
det andet, tredje. Meerk dog dette, maa man et „e“ for e't fætte.
Puk.
Geografiſk Gaade.
Forbogſtaverne. fæfte fra oven ned efter, danner Navnet paa
en beromt danſk Digter : By i Portugal. Bu i Holland. By i Irland. By i Danmark. Et Kongerige i Evropa. Et Fiſkerleje i Danmark. By i Sverrig. By i England.
Tod i Frankrig.
Y i Norge. „Flod i Spanien. By i Italien. By i Sverig.
Puk.
ÜUdgravningsforetagende. Af nedennævnte Ord udfindes Navnene paa to yudede Skueſpillere: Stegn. Her gaar din Elſe.
Oplosninger til Gaadefabriken i forrige Rummer (Son⸗ dag den 8de Januar):
Logogryfen: Oreſund (Øre, Ørn, ſund, Søren).
Rebus: En Overpolitibetjent.
Logogryf rigtig loſt af Palle. Einar Love. P
Rebus løft af En for Alle. Lille Tip. Palle.
S.
1 S. V. S.
*) Bidrag til Gaadefabriken modtages.
. —A—A—A . ——. ——. . ˙—5Ü——— ————
Indhold: En rusſiſt Fyrſte, af Alexis Tolſtoy (fortſat). — ee i e
dringen, med Billeder (fortſat). — Min ny e Skitſe ved v.— d. — Holbergs Monument (med Billede). Union Square i New Pork (med Billede). — ZDanffe Digtere. Theaternyt. — Ny Bager. — Ripsraps. — Blot til Lyſt. Gaadefabrik. — Bekjendtgjorelſer.
„
ba: . år |
mellem de morke og lave Tage.
LEDBLAD FOR HIEMMET.
| 6. Aargang.
ä ——
S ————
Søndagen den 22. Januar 1882.
Nr. 4,
— i
En rusfifk Ivrfte. Roman af Alexis Tolſtoy. (Fortſat).
Fjerde Kapitel.
Druſchina Moroſoff og hans Huſtru.
—
merſom Læferen kunde ſette fig tre hundrede Aar tilbage i Tiden og fra et "højt Taarn ſe ud over det ſextende Aar⸗ hundredes Moſkwa, da vilde han kun opdage en ringe Lig⸗ hed med den nuværende Stad. Ved Bredderne af Moſtwa, Jauſa og Neglinna laa en ſtor Mængde Træhufe med Spaan⸗ eller Straatage, der for Stor⸗ ſtedelen var blevne ſpvertede forte i Tidernes Lob. Kremls“), Kitay⸗Go⸗ rods ) pg de andre i Løbet af de ſidſte to Aarhundreder opførte Feeſtnings⸗ verkers hvide og rode Mure ragede ſtolt op Et ſtort Antal Kirker og Taarne hævede deres gyldne Spir op mod Himlen, og mellem de forſtjellige Grupper
*) Kreml betyder paa rusſiſt en Ferſtning eller et med Volde
og Mure omgivet Kvarter, for det meſte i Midten af Staden; det er imidlertid fortrinsvis den beromte Kreml i Ruslands gamle Hopedſtad, Moſtwa, der betegnes ſaaledes.
„ Ordret Kiniſerſtad (Kitay: Kina, Gorod: Stad).
. — 1
Huſe laa tætte Smaaſkove og ret anſeelige Rug⸗
marker.
Over Moſtwafloden var der lagt ſvommende Broer, ſom kom i heftig Bevegelſe og blev helt overgydte af Vand, naar en Trup Ryttere eller en tungt leesſet Vogn pasſerede dem. J Jauſa⸗ og Neglinna⸗Aaen drejede ſig Hundreder af Mollehjul, det ene bag ved det andet. '
Disſe Smaaſkove, Marker og Moller midt inde i Staden gav det baværende Moſkwa et ual⸗ mindelig maleriſk Udſeende. Fremfor alt frembød Kloſtrene et tiltalende Skue: Med deres hvide Ringmure og deres talrige, brogetfarvede og for⸗ gyldte Kupler ſaa de næften ud ſom en By for ſig ſelv.
Men op over hele denne Virvar af Kirker, Huſe, Skove og Kloſtre ragede Kremls Kirker og den til Wre for den hellige Jomfru nylig fuld⸗ endte Baſilika“), ſom Czar Iwan nogle faa Aar i
Forvejen havde bygget til Erindring om Indtagelſen
af Kaſan — den ſamme, ſom man nu til Dags kjender under Navn af Sankt⸗Wasſilikirke. Stor var Moſkwa'ernes Glæbe, den Gang man omſider fjærnede det Net af Stilladſer, der havde deekket
Kirken, og den traadte frem i hele ſin ejendomme⸗ lige Skjonhed, ſtraalende af Guld, Billedveerker og
*) En antik Bygningsform, ſom flammer fra det game Aten og Rom, men ſeuere fandt Anvendelſe ved Opfor af
kriſtne Kirker. Baſilika var oprindelig Narnet paa en
kongelig Hal, Embedsſcedet for den Bale Archon (Stats⸗
overhoved) Baſilius. — 8 4 0 3
—
*
44
Ornamenter i en Mengde og Mangfoldighed, ſom ſatte Tilſtuerne i Forbavſelſe. Det varede længe, før Moſkwas Indbyggere horte op med at beundre Bygmeſterens Dygtighed, takke Gud og priſe Czaren,
fordi han havde ſkjenket det rettroende Folk et Min⸗
desmerke, font man endnu aldrig havde ſet Mage til.
Ogſaa de andre Kirker var meget ſmukke. Moſtwa'erne lod det hverken mangle ban Penge eller Moje, naar det gjaldt om at give deres Guds⸗ huſe en pragtfuld Udſtyrelſe. Overalt kunde man finde Malerier i Legemsſtorrelſe, ſmykkede med rige Farver og Forgyldning.
Men lige faa ivrige de daværende Beboere af Moſtwa var for at ſmykke deres Kirker — ſaa lidt brød de fig om, hvorledes deres egne Huſe faa ud. Neeſten alle deres Boliger var ſlet og ret tomrede ſammen af Gran⸗ eller Egetræ, [om de ofte ikke en Gang beflædte med Brædder, i det de i denne Henſeende fulgte det gamle, rusſiſke Ordſprog: „Det er ikke Murene, ſom gjør et Hus ffjønt, men det, hvormed der diſtes op indenfor”,
Ikkun Bojaren, Druſchina Andrejewitſch Moro⸗ ſoffs Hus, der var beliggende ved Bredden af Moſkwa, udmerrkede fig ved fit ſcerlig ſmukke Ydre. Egetresbjelkerne var alle ſammen nøjagtig af [amme Omfang og omhyggelig affnittede ved Hjornerne, og Huſet havde tre Stokveerk foruden Mellem⸗Etagen. Et fremſpringende Tag, der ragede ud over den hoje og ſirlige Hovedtrappe, blev baaret af ſtore, med ſjeeldent Billedhuggerarbejde udſtyrede Sojler og var dertil ſmykket med en koſtbar Friſe. Vindues⸗ ſtkodderne var prydede med kunſtig malede Blomſter og Fugle, og ſelve Vinduerne optog ikke Lyſet — ſom i de fleſte Huſe i Moſkwa — gjennem matte Oxebleœrer, men igjennem Ruder af lyſt, gjennem⸗ ſigtigt Glimmer.
Rundt omkring den rummelige Gaard laa Tyendets Boliger; længere tilbage Forraadshuſet, Vaſkehuſet, Duehuſet og endelig en lille Pavillon, i hvilken Bojaren boede i de hede Sommermaaneder. Paa den ene Side af Hovedbygningen, umiddelbart op til Gaarden, [aa Huskapellet, der var opført af Sten, og paa den anden ſtrakte ſig en ſtor Have, indhegnet af pyntelige